Print artikel

Det er en mærkelig realisme, men det er også en mærkelig virkelighed

Det går hurtigt galt, hvis man rejser tilbage i tiden og piller ved fremtiden.
Feature
13.03.20
Science fiction ses overalt i skønlitteraturen i dag, og det er der en grund til. Genren har nemlig udviklet sig fra sin tidligere teknologibesættelse og udgør i dag et rum, hvor forfattere udforsker en bredere realisme end hidtil set. Ifølge en række forfattere, forlæggere og litterater skal genrens indtog nemlig ses som et sporskifte til en litterær form, der har mere at sige vores samtid, end den klassiske realisme.

Tidsrejser. Aliens. Rumrejser. Intergalaktisk krigsførelse. Avanceret teknologi og kunstig intelligens. Vi kender temaerne, og vi kender genren, når vi møder den: science fiction. En genre, der holder et spejl op foran os og viser, hvor vildt det hele kan blive.

Historisk optræder genren som en nichegenre, der gennem det 20. århundrede særligt har været dyrket i magasin- og tegneserieverden og sidenhen af Hollywood. Ligeledes er den blevet hyldet af en dedikeret fanskare med smag for action og visuelt fængende universer. Og måske netop på grund af disse genretræk har science fiction historisk lidt samme kranke skæbne som krimien: den totale eksklusion fra det finere litterære selskab.

Men i dag er science fiction ikke længere en genre, der bliver set ned på. Især inden for de seneste år har vi set en bølge af sci-fi-udgivelser på den litterære scene i Danmark fra forfattere som Olga Ravn, Lars Skinnebach, Peter Adolphsen, Ursula Andkjær Olsen og Jonas Eika. Det har fået litteraturkritiker Mikkel Krause Frantzen til at formulere et opråb til landets litterære institutioner, som han mener er bagud i forhold til udviklingen. Kritikerne og litteraterne har ganske enkelt ikke nok viden om sci-fi til at kunne udtale sig om de værker, der ser dagens lys. Det er paradoksalt, ikke mindst fordi vi inden for stort set alle andre områder diskuterer emner som klimakrise, kunstig intelligens, algoritmer. Sci-fi er simpelthen vor tids realisme, er Frantzens pointe, men det litterære miljø hænger fast i en ”køkkenrealisme”, der ikke længere er tidssvarende:  

»Det er bare med at komme i gang. Alt andet er utilstedelig provinsialitet og, ja, virkelighedsfornægtelse. Det er på tide, vi indser, at køkkenrealisme ikke længere kan kaldes realisme. Ikke i vores tidsalder, ikke i dag. Science fiction, derimod, det er ren realisme,« har han blandt andet skrevet i Dagbladet Politiken.

Torsten Bøgh Thomsen, der er litteraturforsker og har arbejdet med den gren af sci-fi, der beskæftiger sig med klimaforandringer, såkaldt cli-fi, bakker ligeledes op om Franzens forslag om at se sci-fi som vor tids realisme. Ifølge ham er det interessant at bemærke, at de værker, der ser dagens lys, i højere grad har fokus på sociale mekanismer og nedtoner det højteknologiske – og at fremtiden er rykket tættere på:

Det er, som om fortællingerne ønsker at lade os vide, at i et stort kosmisk perspektiv er vi magtesløse – små lus på jordens krop.

»Klassisk sci-fi tematiserer virkeligheder langt ude i fremtiden og er typisk meget teknologisk orienterede med et element at space-age-æstetik over sig. Men i dag ser vi mange udgivelser, hvor teknologien er den mindste del – i stedet er de mere socialt orienterede. De diskuterer samfundsindretningen, både politisk, men også mellemmenneskeligt. Hvordan behandler vi hinanden? Samtidig synes jeg, at det er bemærkelsesværdigt, at fremtiden er rykket tættere på, både i litteraturen, men også i serier som The Watchmen, The Handmaid’s Tale og Black Mirror. Det er ikke længere en fjern fremtid, der beskrives.«

Det ser altså ud til, at der i stigende grad hersker enighed om, at sci-fi har en fornyet relevans i den samtid, vi står i. Men hvad er sci-fi egentlig for en genre, hvis vi skal se på den mere nuanceret end den karikerede Hollywood-udgave, som vi er opflaskede med? Og hvad er det, disse fremtidsfortællinger kan? Hvad vil de os?

Sci-fi er fremmedgørelse

I det ikoniske værk Metamorphoses of Science Fiction fra 1977 foreslår den jugoslaviske sci-fi-forsker Darko Suvin, at man bør se sci-fi bredere end blot teknologi-dyrkende historier. Suvin mener, at genren i stedet skal læses som et oxymoron: science vs. fiction. Videnskaben som det, der gengiver virkeligheden, som den er, og fiktionen som det, der er gestaltet. På den måde kan sci-fi kendes ved, at den præsenterer en realistisk eller kognitivt acceptabel virkelighed, som (endnu) ikke eksisterer. En ikke-virkelig virkelighed. Dermed adskiller genren sig fra den realistiske litteratur ved ikke at mime den virkelighed, vi kender, 1:1, og den adskiller sig fra de fantastiske genrer ved at forpligte sig på at præsentere en verden, der opnår sin berettigelse ved at være videnskabeligt sammenhængende for os (uden at den nødvendigvis opleves realistisk). I de fantastiske genrer behøver vi ikke en forklaring på, hvorfor tæppet kan flyve, mens samme udfordring af vores naturlove ikke går an i sci-fi uden at en forklaring medfølger. Eller som forfatteren til 2001: A Space Oddyssey, Arthur C. Clarke, har sammenfattet det: »Science fiction is something that could happen - but you usually wouldn't want it to. Fantasy is something that couldn't happen - though you often wish that it could.«

Et ikonisk eksempel på denne ”troværdighed” er selvfølgelig Orson Welles’ radiodramatisering fra 1938 af H.G. Wells’ sci-fi-klassiker The War of the Worlds, der ifølge et historisk rygte skabte panik blandt de lyttere, der gik glip af radiostykkets introduktion og oprigtigt troede, at jorden var under angreb af intelligente marsmænd. En lige så uønsket virkelighed møder vi i Peter Adolphsens Rynkekneppesygen fra 2017, hvor et mikroskopisk tohovedet rumvæsen, en ”ofu”, lander i navlen på den unge, forvirrede københavnske kvinde Winnie Hemingsen og sætter gang i en decideret epidemi. MIWD (Mite Induced Wrinkle Desease), eller blot ”rynkekneppesyge”, som epidemien kaldes i folkemunde, medfører, at den smittede bliver eksponentielt mere liderlig og rynket og til sidst eksploderer. Undervejs gennem fortællingen bruges biologien som videnskab til gang på gang at understøtte fortællingens troværdighed og netop gøre den videnskabeligt sammenhængende.

De ikke virkelige-virkeligheder kalder Suvin for ”novummer”, og ifølge ham er formålet med dem ikke så meget, at de skal glimre ved deres teknologiske nybrud og opfindelser eller at forudsige fremtiden. Sci-fi-universernes virkekraft er i stedet, med et begreb hentet fra Bertolt Brecht, at skabe ”fremmedgørelse”. De skal præsentere os for en virkelighed, der på en og samme tid er genkendelig og fremmed for os. En virkelighed, hvor der er ændret på et eller flere aspekter af den virkelighed, vi allerede kender, og som dermed giver os anledning til at undre os og stille spørgsmål ved det eksisterende. Ifølge forlægger og forfatter Andreas Vermehren Holm, der står bag flere sci-fi-udgivelser på forlaget Virkelig, er netop fremmedgørelsen det, der gør genren værdifuld, fordi den har en omstyrtende effekt på vores virkelighedsopfattelse:

»I sci-fi opstår fremmedgørelsen med genrens dobbelte optik: fra et forestillet punkt langt ude i fremtiden ser vi tilbage på den tid, vi lever i.  Fremmedgørelsen bliver en slags subversiv ontologi: Vi overdriver noget eller gør det fremmed for os for at kunne se det, og der spørges, igen og igen: Hvordan skal vi se? Hvordan skal vi sanse, når vi er blinde over for verden? Hos en forfatter som eksempelvis Jonas Eika skaber det en overgang i perceptionen, hvor udgangspunktet for den menneskelige erfaringsverden ikke længere kan tages for givet. Og i Ursula Andkjær Olsens forfatterskab er subjektspositionerne nærmest reinkarnerede former. Det handler jo om, at denne fremmedgørelse er sindssyg værdifuld, og man kan spørge, om ikke det er et grundlæggende træk – eller burde være – ved al fortælling? Ved det at fortælle overhovedet? Men jeg synes, at sci-fi udmærker sig herved.«

»Jeg tror, at der er mange, der føler, at det, den klassiske realisme repræsenterer, ikke er det mest presserende lige nu.«

Le Guin og bæreposeteorien

Herhjemme er det dog især den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin, der har været central for sci-fi-genrens genkomst. Også hos hende finder vi opgøret med den stereotype forestilling om, hvad sci-fi er. I interviews har hun kritiseret, hvordan sci-fi-forfatterne historisk har haft en tendens til kun at anerkende de ”hårde” videnskaber, fysik, kemi og astronomi, og fuldstændig har set bort fra videnskaber som sociologi, antropologi eller biologi. Ligeledes gør hun i Bæreposeteorien om fiktion op med det, hun kalder ”dræberhistorien”, dvs. den civillisationsfortælling, der er spundet over heltefortællingen og har drab, magt og sværdslag som sine rekvisitter.

»Undgår man imidlertid den lineære, fremadskridende, den Tekno-Heroiske Tidens-(dræbende)-pil-modus og omdefinerer teknologi og videnskab som primært kulturel bærepose snarere end dominansvåben, er en del af de behagelige bivirkninger, at science fiction kan betragtes som et langt mindre rigidt, smalt felt, ikke nødvendigvis prometeisk eller apokalyptisk overhovedet, og i virkeligheden ikke så meget en mytologisk som en realistisk genre. Det er en mærkelig realisme, men det er også en mærkelig virkelighed.«

Le Guin vender op og ned på genren med påstanden om, at bæreposen er det rette billede på vores civillisationsfortælling, ikke helteeposset. Det er nemlig ikke helten, der på tværs af tider har spillet den afgørende rolle for opretholdelsen og udviklingen af vores civilisation, men i stedet det, at vi har kunnet samle ting i en beholder, en bærepose, og kunnet bevare dem og overlevere dem. I hendes værker møder vi en udforskning af, hvordan vi som mennesker står i forhold til alt dette andet i denne bærepose, denne universets livmoder, som hun et andet sted kalder det. Her granskes alt det, der opstår i møderne mellem arter, folkeslag, økosystemer og planeter, og måske især konsekvensen af disse møder. Mest udtalt sker det i mastodontværket Altid hjem, der går så langt i sin undersøgelse af et postapokalyptisk samfund i fremtidens nordlige Californien, Keshfolket, at værket placerer sig et sted mellem fiktion og antropologisk feltarbejde. Kun en mindre del af romanens godt 500 sider udgøres af en beretning med karakteren Fortællende Sten som førstepersonsfortæller. Resten er en massiv samling af dokumenter med detaljer om keshfolkets kultur, herunder beskrivelser af ceremonier, opskrifter på mad, satire, digte, sprog, kunst, og ja, ja, avanceret teknologi. Og med krybende langsommelighed og en beretning, der langtfra følger princippet om lineær fremdrift, får Le Guin tegnet konturerne af et samfund, der udgør et alternativ til de kapitalistiske strukturer og deres medfølgende logik. Ifølge Andreas Vermehren Holm er det netop den tilgang, der udmærker hende som sci-fi-forfatter:

»Le Guins tilgang til teknologi er unik blandt science fiction-forfattere, bl.a. fordi hun ikke skelner mellem telepati og shamanisme, lyssværd og bæreposer. De er alle menneskelige opfindelser, der former os tilbage så at sige. Fælles for hele forfatterskabet er den grundlæggende interesse for det moralske hos mennesket: Når vi gør noget, hvad gør det så med os. Når vi rækker ud og berører og forvandler, hvordan bliver vi så selv forvandlet, berørt. Historien er i flux, fortiden ændrer sig alt efter, hvordan vi fortæller. Eller som der står i hendes oversættelse af Lao Tzu: ”Tag vare på afslutningen såvel som begyndelsen, så går det ikke galt”.«

Le Guin vender op og ned på genren med påstanden om, at bæreposen er det rette billede på vores civillisationsfortælling, ikke helteeposset

Sci-fi’s kritiske potentiale i en katastrofetid

Men hvad skal vi med alle disse fremtidsscenarier i den danske litteratur i dag? Hvorfor er sci-fi blomsret op inden for det, man kan kalde den danske finlitteratur? Da Le Guin i 2014 som 85-årig modtog National Book Awards, erklærede hun i sin takketale, at hun ønskede at dele prisen med alle de forfattere, der gennem de seneste 50 år havde måttet se de litterære priser gå til de såkaldte ”realister”. I samme ombæring argumenterede hun for genrens relevans som en vej ud af den samtidskrise, vi står i i dag – en krise, hvor der er brug for forfattere, der evner at forestille sig alternativer til den verden, vi lever i. Ikke realister, men »realists of a larger reality«, som hun formulerer det i takketalen. »We live in capitalism. Its power seems inescapable. So did the divine right of kings. Any human power can be resisted and changed by human beings. Resistance and change often begin in art, and very often in our art – the art of words,« udtalte hun forhåbningsfuldt. Samme aktivisme og håb om et nyt sprog, en ny verden, finder vi i Jonas Eikas tale ved modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris for nylig. Et håb om en ny verdensorden, som kan skabe et alternativ til det, Eika kaldte »kapitalens dødsmaskiner«.

Men hvorfor er det netop sci-fi-genren, kan man spørge igen, der har fået til opgave at udfordre de kapitalistiske strukturer? Ifølge Andreas Vermehren Holm skal man se sci-fi som havende en helt særlig slagkraft i den samtid, vi står i:

»Traditionelt set er sci-fi blevet set ned på, bl.a. fordi 'fantastica' i mange år blev associeret med andre historisk set ‘lavkulturelle’ kunstformer såsom tegneserier, kioskbaskere m.m. Alt dette fremstår i dag i et helt andet lys. Science fiction står stærkt, fordi den inkluderer planeten, menneskets skæbne og spørgsmål om andre arter og livsformer på en måde, som eksempelvis modernismen aldrig har hverken formået, endsige interesseret sig for. Hvor den klassiske modernisme i vid udstrækning er selvcentreret, f.eks. med sin stream-of-consciousness, og for så vidt stærkt antropocentriske islæt, har fremmedgørelsen i sci-fi en anden effekt. Vi ser mennesket udefra som en art blandt et utal af andre, ikke centrum i universet eller endemål for evolutionen, ikke den skabning, der står Gud nærmest. Vi ser mennesket som om det selv var en fremmed; som om vi var fremmede for dette. Vi tager ikke noget for givet.«

Torsten Bøgh Thomsen ser ligeledes genrens indtog som et symptomatisk og interessant skift inden for litteraturen, der afspejler, at litteraturen reagerer på nogle ydre hændelser i vores samtid:

»Jeg tror, at der er mange, der føler, at det, den klassiske realisme repræsenterer, ikke er det mest presserende lige nu. Det er nogle større politiske kritikker, som litteraturen beskæftiger sig med. I øvrigt læser jeg meget af litteraturen som sådan en fremskridtskritik. Fremskridt forstået som det teknologisk patriarkalske fremskridt, der også betyder udnyttelse af naturen.«

Sci-fi-universernes virkekraft er, med et begreb hentet fra Bertolt Brecht, at skabe ”fremmedgørelse”

Science fiction indskriver sig på den måde i den stigende tendens til at gøre litteraturen politisk, og den skaber grunden for et nybrud i litteraturen, som tidligere litterære strømninger ikke formår. Det lader til at være genrens sigte at leve op til en aktivistisk målsætning, som den Lars Skinnebach fremsatte tilbage i 2010 i Øvelser og rituelle tekster: »Digtning, der ikke beskæftiger sig med menneskehedens største trussel (klimakrisen), er ikke værd at beskæftige sig med. Fordi alt andet er at spille violin, mens skibet går ned.« Et kunstsyn, han sidenhen har givet udtryk for i forskellige interviews og stadfæster yderligere i sin seneste sci-fi-udgivelse Teotwaki (et akronym for The end of the world as we know it), der er beretningen om menneskets begyndelse til dets endeligt med de sidste to menneskers gang på jorden, Timo og Dana, som persongalleri. Også her møder vi en åbenlys påpegning af kapitalismen som katalysator for apokalypsen.

Skal man sige noget samlet om de danske værkers tilgang til sci-fi-genren, må det være, at de netop ikke lever op til den hollywoodske genrestereotyp. De handler hverken om helte eller avanceret teknologi. De handler snarere om det modsatte. Om, hvordan vi som mennesker ikke er hævet over den natur, vi er i, men i stedet er en del af den. Hvordan vi er indspundet i et net af genstande, som Le Guin hævder det med sin bæreposeteori. Og hvordan disse genstande virker tilbage på os. Hvordan vi er en del af et større hele. På den måde yder fortællingerne modstand mod en antropocentrisk verdensanskuelse og minder os om vores ydmyge plads i et større hierarki. Hos Adolphsen fornemmes dette livssyn som en spottende latter i baggrunden: mens vi vandrer rundt her i vores hippe københavnerbobler og ignorerer, at vi befinder os på en planet, som igen befinder sig i et univers, så kan et lille mikroskopisk rumvæsen altid lande i navlen på et af vore medmennesker, sætte vores biologiske systemer i tomgang og udstille vores dyriskhed på den allermest ydmygende vis. Det er, som om fortællingerne ønsker at lade os vide, at i et stort kosmisk perspektiv er vi magtesløse – små lus på jordens krop.

For Torsten Bøgh Thomsen kan den følelse af afmagt ses som en årsag til sci-fi’s opblomstring. Han refererer til sci-fi-klassikeren Tilbage til fremtiden, hvor karakteren Marty rejser tilbage i tiden og kommer til at ændre på nogle ting, der gør, at der er opstået en parallelvirkelighed, da han igen rejser fremad til ”nutiden”. En parallelvirkelighed, som gør, at han igen er nødt til at rejse tilbage i tiden for at forhindre katastrofen:

»Jeg har det lidt som om, at vi er i den her parallelvirkelighed. Som om, at der bare på et eller andet tidspunkt gik noget galt, noget kørte af sporet, og nu befinder vi os her. Og vi har brug for en kunst og litteratur, der analyserer og eksperimenterer med vores virkelighed lige nu på et højere politisk og socialt plan. Det er det, sci-fi gør.«

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.