Apokalypse altid

Læserne har brug for litteraturen, siger Krasznahorkai, »ikke som medicin, ikke som blændværk, men fordi de har brug for nogen, der fortæller dem, at der ikke er nogen medicin.«

Profil

17.10.19

Den ungarnske forfatter László Krasznahorkai repræsenterer en slags illusionsløshedens humanisme, der fortæller læseren, at der ikke findes nogen medicin.

Johan Lose

Modtageren af den internationale Man Booker-pris 2015, ungarske László Krasznahorkai, stod på talerstolen iført sort blazer, sort skjorte. Skråt bag ham en marmorsøjle. Efter et par indledende høflighedsfraser, begyndte talen. Han takkede sin afdøde latinlærer, en ortodoks præst, han takkede det antikke Grækenlands kunstnere, den italienske renæssance, sin ekskone, sin mor, sin storebror, den ungarske poet Attila József, Bob Dylan, Bach, Jimi Hendrix, William Faulkner, Nick Cave, Franz Kafka, Allen Ginsberg, Thelonious Monk. Han takkede byen Kyoto. Det ungarske sprog. Naturen. Gud.

I forfatterens taksigelser, som omfatter flere og mere end jeg kan tage med her, aftegner konturerne sig af et litterært univers. Et forunderligt, foruroligende univers, hvor grænserne mellem moderne og klassisk, realistisk og mytisk, personligt og alment, lokalt og globalt bliver porøse, og hvor melankolien, illusionsløsheden, kan virke begsort, næsten altomsluttende, men hvor sprogets skønhed, de lange rytmiske sætninger indfattet i tekstmassiver uden afsnit, og humoren tindrer lyst.

Krasznahorkai blev født i 1954 i Gyula, en lille by i det sydøstlige Ungarn. Byen, forklarede han mig, da