Kroppen sitrer af fortid
Imre Kertész, Péter Esterházy, Péter Nádas, László Krasznahorkai, György Konrád og Magda Szabó. Alle er de rundet af det 20. århundredes totalitarisme. Alle er de flittigt oversat til ”hovedsprogene”. Alle er de hyppigt blevet fremhævet af både forfatterkollegaer, kritikere og gang på gang udmærket med diverse internationale litteraturpriser. Sammen udgør disse delvist aldrende, delvist afdøde ungarske forfattere et hovedspor i nyere europæisk litteratur, som enhver såkaldt kulturnation må skæve til med misundelse. Men til trods for roserne, anerkendelsen, er der i Norden en påfaldende lille interesse for, hvad der ellers rør sig i ungarsk litteratur. Specielt blandt de yngre forfattere. Heldigvis har en håndfuld forlag i Tyskland og den angelsaksiske verden introduceret en række af de væsentligste navne. Én af disse er Gábor Schein, hvis brillante The Book of Mordechai (2002) og Lazarus (2004) nu foreligger på engelsk.
Det lover godt for den nyere ungarske litteratur
Schein er født i Budapest i 1969. Han debuterede i 1991 med digtsamlingen Ordenes erindring (Szavak emlékezete)
