Kertész minder os om fremtiden
Her til morgen på nettet: Stor opstandelse. Konen til talsmand for Vladimir Putin danser i KZ-kostume på russisk Vild med dans. Man forsvarer sig ved at kalde det en hyldest til filmen Livet er smukt af Roberto Benigni.
»Det er jo fuldstændig absurd«, og »sikke et cirkus« er mine første tanker, og jeg er tilbøjelig til at slå det væk med en ”de er jo gale, de russere”. Men så tænker jeg på Imre Kertész, den nobelprisvindende vidnesbyrdsforfatter, som døde sidste år, men nu, som ved et mirakel, taler til mig fra sit lille posthumt udgivne mesterværk af en bog Der Betrachter (Betragteren) med undertitlen 'optegnelser 1991-2001'.
Imre Kertész, som blev deporteret til Buchenwald i en alder af 14 år, kaldte sig for en Holocaustklovn, og så elskede han Livet er smukt, fordi filmen, ligesom hans egen nobelprisvindende roman De skæbneløse, bruger fiktionen til at sige noget sandt om Auschwitz. De skæbneløse gentager ikke en til en populærkulturens Holocaustforestilling med dertilhørende fast dramaturgi: opsamling, togvogne, krematorium, tydelige helte og skurke samt klichefyldt sprogbrug ”et helvede”, ”uudsigelig lidelse” med videre. I ste