Print artikel

Forskellen på kritisk tænkning og paranoid konspiration

Tidligere har konspirationsteorierne eksempelvis peget på hekse, der ved at dyrke mørkets guder arbejdede imod kristendommens lys
Artikel
29.01.20
Konspirationsteoretikeren, journalisten, forskeren og den demokratiske borger spørger alle: Er det faktisk os, der har magten, eller er demokratiet en illusion? ATLAS har undersøgt, hvorfor konspirationsteorier er så appellerende for mange netop nu.

»Intet er, som det ser ud. Det er konspirationsteoriens første ordsprog. Alt er et tegn,« siger Mikkel Thorup, der er professor i Idéhistorie ved Aarhus Universitet. Han har i årevis arbejdet med konspirationsteorier, og er en af forfatterne bag bogen Den skjulte sandhed fra 2018. Han holder mit computer-sleeve op imellem os, og fortsætter: »Den ting jeg viser dig her, er for at du ikke skal kunne se, hvad der er bagved. Stol ikke på dit første indtryk. Facaden er designet til at skjule magten. Nej, du skal se den bagvedliggende struktur, hvis du vil tvinge den skjulte sandhed frem fra den synlige usandhed.«

I Den skjulte sandhed skriver forfatterne, som desuden tæller Maria Brockhoff og Rikke Alberg Peters, at konspirationsteorien er som en religion for ateister. Ved oplysningstiden blev det religiøse verdensbillede afløst af et mere nøgternt, videnskabeligt system, hvor alt kunne deles op i mindre bidder og analyseres; ikke længere som en del af Guds helhedsplan, men som enkeltstående fænomener. Den tyske sociolog Max Weber kaldte det en ’affortryllelse af verden’. Med denne affortryllelse fulgte rodløshed hos det moderne menneske, da det eksistentielle anker, religionen tilbød, var væk. Det er så her, konspirationsteorien kommer ind i billedet, skriver de. For konspirationsteorien tilbyder et dybere lag end det umiddelbare. Den tilbyder et betydningslag, hvor ting ikke bare sker, og der er en årsag til alt. Man skal bare lære at læse tegnene rigtigt.

Det er dette dybere betydningslag, som både journalister og konspirationsteoretikere endnu søger ved sagen om Jeffrey Epstein, der ikke blot var en pædofil menneskehandler, men som også pralede af at have ”snavs” på adskillige medlemmer af magteliten. Da Epstein endelig blev anholdt, og det rygtedes, at al hans snavs ville komme frem i den forestående retssag, kunne konspirationsteoretikerne næsten ikke tro deres held. Var det her øjeblikket, de så længe havde ventet på? Ville hele verden nu se den skjulte sandhed om eliten? De fandt aldrig ud af det. Den 10. august, to dage før retssagens start, begik Epstein selvmord i et varetægtsfængsel i New York, og retssagen kom derfor aldrig i gang.

Tidligere har konspirationsteorierne eksempelvis peget på hekse, der ved at dyrke mørkets guder arbejdede imod kristendommens lys.

En dårlig amerikansk film

»Det er jo helt vildt,« siger Thorup om de begivenheder, der ledte op til Epsteins død. Begivenheder, den amerikanske justitsminister William Barr har kaldt »a perfect storm of screw-ups,« og som i bedste fald tegner et billede af grov inkompetence og massiv underbemanding i det amerikanske fængselssystem, der den nat blev parret med et dominospil af tilfældigheder. Først blev Epstein fjernet fra det selvmordsovervågningsprogram, han tidligere havde været på, og kom i stedet ind i fængslets ’special housing unite’. Her skulle han overvåges hver halve time, men det glippede i timerne op til hans død, da vagterne angiveligt var faldet i søvn. Hvor Epstein burde have haft en cellekammerat, blev denne forflyttet dagen før, så han nu var alene i cellen. De to kameraer, der burde have vist optagelser fra og omkring hans celle, var uheldigvis ude af drift. Så med friheden til det brugte han sit lagen til at hænge sig fra toppen af sin høje køjeseng. Som en sløjfe på uheldighederne var det fængslets første selvmord i tretten år. Mikkel Thorup konkluderer: »Det er som om, det er en dårlig amerikansk film.«

Det er filmens tynde plot, der ofte giver den journalistiske dækning af sagen »en konspirationsteoretisk flavour. Og det er netop det, der gør historien så juicy,« fortsætter Thorup. »Det er ikke kun det seksuelle, udnyttelsen, rigdommen og alt det. Det er også, at konspirationsteorien er en sindssyg fed måde at fortælle en historie på. Og journalisterne bruger den konspiratoriske fortælling i den her historie. De fortæller os ikke, at vi her får en historie om, hvordan voldtægt fungerer. Nej, vi får en historie om, hvordan det fungerer, hvis du lever ’deroppe’, i toppen af pyramiden.«

Den bureaukratiske konspirationsteori

At modernitetens konspirationsteorier vender blikket mod toppen af samfundets pyramide, er der en god forklaring på. I sin bog Mistrust skriver Matthew Carey, som er lektor i antropologi ved Københavns Universitet, at da først termen ’bureaukrati’ blev opfundet i kølvandet på den franske revolution, gik der ikke længe, før de første tegn på den konspirationsteori, vi kender fra i dag, fulgte trop. Tidligere har konspirationsteorierne eksempelvis peget på hekse, der ved at dyrke mørkets guder arbejdede imod kristendommens lys. Med den inkvisitoriske metode afslørede man 'de onde' midt i de godes indercirkel, og mente, at man rensede samfundet ved at skaffe sig af med dem. Men hvor det dengang var en del af ’os’, der var ond, peges der i dag på ’den anden’. Når det kommer til eliten, er ’de’ afskåret fra ’vores’ sociale sfære af en uigennemskuelig trappestige op i bureaukratiets hierarki. Og måske netop fordi bureaukratiet er så uforståeligt stort og forgrenet, er der mange, der famler efter en form for reducering og forsimpling. Her findes intet simplere end at pege på en skyldig, og skylden har traditionelt været rettet mod figurer som jøden, frimureren, og eliten. Dem, vi forestiller os i toppen af bureaukratiet. Det er dem, der gør, at alt ikke går godt.

Matthew Carey fortæller, at konspiratorisk tænkning i høj grad er drevet af følelsen af magtesløshed og kaos. Der er i dag mindre tillid til de institutioner, vi tidligere stolede på: Videnskabsmænd, akademikere, journalister, politiet, politikerne og uddannelsessystemet. Mange tror ikke længere på, at de fortæller os hele sandheden; og dette kollaps af tillid til institutionerne giver en stigning i antallet af konspirationsteorier, da konspirationsteoretikerne ikke er bange for at sige ’sådan her er det’.

»Jeg ser på verden og tænker: der sidder en idiot som præsident for USA, diktatorer i Rusland, Kina og Tyrkiet, klimaforandringerne løber løbsk, arter uddør, og ingen kan styre det. Det er bare ét stort kaos. Men konspirationsteoretikere tror, at der rent faktisk er folk, der orkestrerer det hele. De tror, at hvis bare vi finder frem til de mennesker og sandheden om, hvordan de styrer verden, vil alt blive godt igen. De ser på deres egen magtesløshed og ønsker at tro, at de kan komme ud af den. På den måde giver konspirationsteorierne magtesløse mennesker et håb.«

»Konspirationsteoretikeren, journalisten, forskeren og den demokratiske borger spørger alle: Er det faktisk os, der har magten, eller er demokratiet en illusion?«

Mikkel Thorup tilslutter sig den forklaringsmodel: »Hvis blot vi får fortalt, hvordan alt hænger sammen, vil konspirationen falde, og djævlene blive jaget tilbage i mørket,« siger han. »Her trækker konspirationsteoretikeren igen på den kristne lys-metaforik, hvor djævlene ikke kan tåle sandheden. De rette ord, Guds ord, jager dem væk. Det er det samme med konspirationen. Hvis du siger den højt, kan den ikke fungere. Dermed driver ordene os frem til en eller anden form for paradis: Rigtigt demokrati, eller, rigtig frihed.« Det er altså et paradisisk håb, som kan indfries med simple metoder. Og dykker man lidt længere ned i det håb, begynder et grimt mønster at vise sig.

Paradisets pris

De seneste år har budt på en eksplosion af forskning i konspirationsteorier. Mange af de nye studier peger på, at troen på konspirationsteorier ofte går hånd i hånd med politisk ekstremisme. I Understanding Conspiracy Theories understreger forfatterne, som blandt andre tæller professor i socialpsykologi ved Kent Universy Karen Douglas, at såvel konspirationsteorier som politisk ekstremisme er funderet i en tænkemåde, hvor komplekse strukturer reduceres til sort/hvid-tænkning. Og når komplekse strukturer reduceres til simple dikotomier, kræves også simple løsninger. Hekseafbrændingerne og jødeforfølgelserne er naturligvis nogle af historiens grusomste eksempler; men også i nyere tid drives mange højreekstremistiske terrorhandlinger af konspirationsteorier. Tænk på Anders Behring Breivik, der troede på den såkaldte Eurabien-konspiration (en anti-Islam-konspirationsteori), og at han med sine mord gjorde den vestlige verden en tjeneste. Som forskerne konkluderer i Understanding Conspiracy Theories, kan konspirationsteorierne være en »radicalizing multiplier«, som de formulerer det: »those who were more generally inclined toward conspiracy theories were more likely to agree that ‘violence is sometimes an acceptable way to express disagreement with the government’ than those less inclined

På trods af at konspirationsteorierne kan ende i voldelig politisk ekstremisme, begynder de ifølge Thorup ofte det samme sted som den demokratiske borgers kritiske sans. »Konspirationsteoretikeren, journalisten, forskeren og den demokratiske borger spørger alle: Er det faktisk os, der har magten, eller er demokratiet en illusion?« Og des mere afmagtsfølelsen og mistilliden til bureaukratiet stiger, jo mere snæver bliver også den linje, der adskiller konspirationsteoretikerens svar fra de andres. Spørger man Thorup, er det også derfor, at Epstein-sagen tvinger os til at spørge, om vi alle er lige for loven. Den tvinger os til at revidere det svar, vi formodentligt plejer at give. For det interessante er ikke, hvad Epstein gjorde. Det var, at han kunne. Som Thorup siger: »Vi følger vi jo ikke med i sagen, fordi Epstein var et dumt svin. Vi gør det, fordi han var et dumt svin, der blev enabled.«

Nok kan konspirationsteorier ofte synes paranoide; men nogle gange er de udtryk for noget, det ville være forkert at vende det blinde øje til

Sexkult og systematisk svigt

Allerede tilbage i 2007 stod Epstein anklaget for at have skabt sig et kultagtigt netværk af piger, som han først støttede finansielt, og senere misbrugte seksuelt op til flere gange dagligt. De offentlige anklagere identificerede 36 piger, hvoraf størstedelen var mindreårige, der alle kom fra dårlige kår, og som Epstein rekrutterede fra folkeskoler og gymnasier omkring Palm Beach i Miami. Han stod til at komme bag tremmer på livstid, sigtet for pædofili, menneskesmugling og voldtægt. Men den offentlige hovedanklager Alexander Acosta –  senere arbejdsminister i Trumps kabinet – underskrev en aftale, der lod Epstein slippe med atten måneder i en privat fløj af et fængsel, hvor han fik ansat sit eget sikkerhedspersonale, og havde udgangstilladelse tolv timer om døgnet i seks ud af ugens syv dage. Med til aftalen hørte, at alle andre anklager ville frafalde, og al videre eftersøgning skulle lukkes. Med aftalen blev der også givet immunitet til enhver medsammensvoren i den pædofile sexslave-ring. Tretten måneder efter blev Epstein løsladt på grund af god opførsel. »Det er det, der fortsat giver sagen sin energi,« siger Thorup. »Der er en hævntørst, der ikke er blevet stillet.«

Nok kan konspirationsteorier ofte synes paranoide; men nogle gange er de udtryk for noget, det ville være forkert at vende det blinde øje til. Ejvind Hansen, der er forskningslektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, siger, at der ligger en kritisk energi i teorierne, som man godt kan lade sig inspirere af. »Vi behøver ikke nødvendigvis gå ind i selve teorierne, men i stedet prøve at forstå de her folk. Spørge: Hvad er det, der gør, at folk kommer ud i så alternative virkelighedsopfattelser, at de næsten kan være vanskelige at forstå?« At forsøge at forstå roden til de problemer, konspirationsteorierne er symptom på, er også at bygge bro til dem, der lever i denne politiske afmagtsfølelse. Idéhistorieprofessor Mikkel Thorup peger på, at den videnskabelige kritiske tænkning har en fællesmængde med det konspiratoriske:

»Vi bevæger os alle i et uklart grænseland, der ikke nødvendigvis gør os til konspirationsteoretikere, men som gør os lydhøre over for noget af det konspirationsteorier siger – at magten er amoralsk, og skjuler sin amoralitet. Jeg må også indrømme, der ikke går en dag, hvor jeg ikke dypper foden i dét vand. Man skal jo næsten være et debilt menneske for ikke at have sådan en forestilling. Og her er konspirationsteoretikeren den, der fanger dig i din tvivl og siger: Det har du ret i – og det er endnu værre.«

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.