Det tyske fortidsopgør er i dyb krise

Den 8. maj er officiel fridag i flere tyske delstater. I Berlin har markeringen allerede været i gang i næsten en uge under titlen 80 Jahre Kriegsende – Befreiung Europas vom Nationalsozialismus. I hjertet af det hele står en storstilet udendørsudstilling på Pariser Platz, hvor publikum kan opleve det, arrangørerne beskriver som et »historisk præcist billede af Europas befrielse fra nationalsocialismen.«

Det er blevet en selvfølge, at tyskerne markerer dagen som resten af Europa. Men i 80-årsjubilæet ligger også et 40-årsjubilæum: Den 8. maj 1985 brugte det daværende Vesttyskland for første gang officielt sådanne ord om markeringen, da forbundspræsident Richard von Weizsäcker erklærede, at det var 40 år siden befrielsen fra nationalsocialismen. Dagen markerede dermed ikke længere kun afslutningen på anden verdenskrig, men også tyskernes frigørelse fra nazismen.

Talen er blevet stående som et vendepunkt i den officielle omgang med historien. Tyskerne gjorde opgøret med fortiden til et af grundelementerne i landets politiske kultur. Med rette har mange omtalt det som en bedrift: Mens næsten alle verdens lande har en national erindringskultur præget af stolte begivenheder og tårnhøje skikkelser, handler den tyske erindringspolitik om fortidens forbrydelser og en forpligtelse til at undgå, at de gentages. Tysk har et ord for alt, siges det, også for mindesmærker rejst som advarende påmindelser om uhyrlige gerninger: Mahnmal.

Således har påberåbelsen af historisk ansvar fået demokratisk, for ikke at sige patriotisk, vægt. I efterkrigstidens Tyskland fremstår det som en særligt fortjenstfuld præstation. Men i dag befinder landets fortidsopgør sig i en dyb krise.

Erindringspolitikken tager form

I bogen Learning from the Germans: Race and the Memory of Evil fra 2019 gennemlyser den Berlin-baserede amerikansk-jødiske filosof Susan Neiman det tyske fortidsopgørs historie. En af Neimans omdiskuterede påstande er, at Vesttyskland var langt senere ude end Østtyskland med at tage et ordentligt opgør med nationalsocialismen. Mens antifascisme officielt lå i kernen af den østtyske statsdannelse, var det vesttyske opgør i den umiddelbare efterkrigstid begrænset til at udmåle straffe mod enkeltpersoner og udbetale erstatning til ofre, foruden støtte til staten Israel.

For dem, der havde oplevet »nederlaget« i 1945, var det ifølge Neiman nærliggende at forbinde krigen med tyskernes egne lidelser, snarere end med de lidelser, tyskerne påførte deres ofre. Længe herskede forestillingen om, at de blot rettede sig efter sejrherrernes justits. I Vesttyskland var embedsværket, domstolene, universiteterne og skolerne fyldt med tidligere nazister, som blev givet stiltiende amnesti. På en måde var den fremgangsrige genopbygning efter krigen baseret på kollektiv fortrængning.

Af denne grund blev generationskonflikten særligt voldsom i Vesttyskland. I kølvandet på studenteroprøret i 1968 øgedes den offentlige opmærksomhed på almindelige tyskeres medvirken i naziregimets forbrydelser. Det handlede ikke kun om bevidstgørelse om udryddelseslejrene, men også om at anerkende, at uhyrlighederne var en del af tysk historie.

Således havnede temaer som kollektiv skyld og historisk ansvar i centrum af spørgsmålet om national identitet. Ifølge Neiman var det afgørende, at opgøret nu kom indefra: Det var ikke længere sejrherrerne, der dømte tyskerne på linje med Versaillestraktaten efter Første Verdenskrig, men tyskerne selv, der bearbejdede deres forbryderiske fortid.

Forbundspræsident Weizsäckers tale for 40 år siden stadfæstede altså, at en vending havde fundet sted i den vesttyske omgang med historien. At Weizsäcker tilhørte det kristenkonservative parti CDU, vidner om, at opgøret ikke længere blev opfattet som et krav fra venstrefløjen, men som en samlende politisk ramme. Særligt efter genforeningen af øst og vest blev bevidstheden om fortidens forbrydelser en del af grundlaget for et demokratisk Tyskland.

Den absolutte forbrydelse

En vigtig del af skiftet i 1980’erne var, at holocaust blev statueret som en singulær begivenhed. I 1986, året efter at Vesttyskland for første gang markerede 8. maj som befrielsesdag, brød den såkaldte historikerstrid ud. Debatten blev udløst af den nationalkonservative historiker Ernst Noltes revisionistiske påstand om, at holocaust havde været et svar på et »oprindeligt« folkemord i Stalins Sovjet. Mod Nolte stod blandt andre Jürgen Habermas, som insisterede på nødvendigheden af at fastholde, at holocaust var en absolut forbrydelse.

Noltes kritikere udgjorde klart flertallet, i en sådan grad, at deres argumenter formulerede en officiel lære om, hvad holocaust repræsenterede i tysk historie. At drage linjer mellem nazisternes jødeudryddelse og andre store forbrydelser har for mange været ensbetydende med at svække det historiske mindes moralske kraft. Enhver sammenligning vækker mistanke om relativisering og renselse. I Noltes tilfælde var mistanken utvivlsomt på sin plads.

Opgørets kritikere

Selvom der har været bred enighed om erindringspolitikken, har den aldrig været fri for kontroverser. I midten af 1990’erne vakte en omrejsende udstilling, der dokumenterede Wehrmachts krigsforbrydelser, stærke følelser. Udstillingen rystede almindelige forestillinger, som tyske familier havde tilladt sig at fastholde: Mens eliterne i Gestapo og SS længe havde inkarneret regimets forbryderiske karakter, var den »almindelige« hær indtil da blevet mere eller mindre skånet for opgøret. Efterhånden som det, faghistorikerne afdækkede om nazitiden, blev almen viden, var det stadig sværere at påberåbe sig uskyld for sig selv og sine.

Nogle har sat spørgsmålstegn ved erindringskulturens rituelle præg. Spredte stemmer har også problematiseret selve ideen om et fortidsopgør, der ikke har til mål at blive afsluttet. Flere kritikere har udtalt sig i vendinger som tysk "skyldkultur" og "arvesynd". Men efterhånden som erindringspolitikken har vundet frem, er kritikken blevet mere tabubelagt. Indtil for nylig virkede det som om angreb på den tyske erindringskultur var forbeholdt den ydre højrefløjs ”patrioter”. Med en karakteristisk provokation gik den berygtede AfD-politiker Björn Höcke i 2017 løs på holocaust-mindesmærket i Berlin. I samme udfald anklagede han den vesttyske forbundspræsident Weizsäcker for at have »talt imod sit eget folk« den 8. maj 1985.

I 2020’erne har debatten taget en ny drejning. Særligt én begivenhed tegnede nye konfliktlinjer: Achille Mbembe, som i 2020 skulle holde åbningstalen på en tysk kulturfestival, blev udhængt som antisemit i den tyske offentlighed. Anklagen gik ud på, at Mbembe, en af verdens mest profilerede forskere i racisme og kolonialisme, relativiserede holocaust. Men ikke kun det: Hans påståede støtte til den stærkt Israel-kritiske bevægelse Boycott, Divestments, Sanctions (BDS) var i Tyskland ensbetydende med antisemitisme. Aleida Assmann, en faglig autoritet på landets erindringskultur, forsvarede Mbembe. Alligevel blev camerounerens navn varigt sværtet i den tyske offentlighed.

Ansvar for Israel

Året efter Mbembe-affæren blussede historikerstriden op i en ny udgave, denne gang anført af den postkoloniale venstrefløj. I 2021 angreb den australske folkemordforsker Anthony Dirk Moses det, han kaldte en officiel tysk ”katekismus”. Ifølge Moses havde fortidsopgøret mundet ud i et sæt forestillinger med dogmatisk-religiøse undertoner: Holocaust er blevet erklæret historisk unikt, hævet over sammenligninger og paralleller; mindet om holocaust som ”civilisationssammenbrud” er blevet tillagt en opdragende funktion; som følge heraf har Tyskland påtaget sig et særligt ansvar for jøderne og staten Israel; enhver kritik af Israel er ensbetydende med antisemitisme.

Ødelæggelsen af Gaza har hele vejen foregået med tyske våben og Tysklands politiske og moralske støtte, ledsaget af en intensiv forfølgelse af Israel-kritikere på hjemmebane.

Moses provokerende udspil udløste en debat om historisk sammenligning. Det springende punkt var spørgsmålet om, hvorvidt erindringskulturen omkring holocaust er i stand til at åbne op for historierne om de ikke-hvide ofre for vestlig imperialisme. Nogle talte om det, amerikaneren Michael Rothberg kalder en ”multidirektionel” erindringskultur, hvor bearbejdninger af forskellige voldshistorier kan sameksistere og udgøre en klangbund for hinanden. Selvom fronterne til dels var hårde, så optimistiske vurderinger af den nye historikerstrid muligheder for en frugtbar videreføring og udvidelse af fortidsopgøret.

Men så kom massakren 7. oktober 2023, efterfulgt af Israels angreb på Gaza og en nedslagtning, som stadig flere omtaler som et folkemord.

Efter Gaza

Susan Neiman er ikke længere overbevist om tyskernes fortjenstfulde læringsproces. Hun er en af mange, der nu har oplevet at blive stemplet som antisemit i tysk presse. Tysk årvågenhed for at forhindre, at fortidens forbrydelser gentages, har ifølge Neiman ansporet en vanvittig form for »filosemitisk mccarthyisme«. Den israelsk-britiske arkitekt Eyal Weizman, som har bidraget med bevismateriale til folkemordssagen mod Israel i Den Internationale Domstol, beskriver det som at blive »belært om, hvordan vi skal være ægte jøder af børnene og børnebørnene af gerningsmændene, der myrdede vores familier, og som nu vover at fortælle os, at vi er antisemitter.«

I det godt halvandet år, der er gået siden 7. oktober, har de tyske reaktioner på Israels krigsførelse og den tiltagende instrumentalisering af kampen mod antisemitisme givet anledning til at sætte spørgsmålstegn ved fortidsopgøret som moralsk lærestykke. Ødelæggelsen af Gaza har hele vejen foregået med tyske våben og Tysklands politiske og moralske støtte, ledsaget af en intensiv forfølgelse af Israel-kritikere på hjemmebane.

Tyske regeringspolitikere og mainstream-aviser har istemt sig for den yderliggående Netanyahu-regerings propaganda, hvor »Hamas er de nye nazister« og »Frit Palæstina det nye Heil Hitler«. Liberale Die Zeit har raset mod sin tidligere kæledægge Greta Thunberg for den utilgivelige synd, at hun støtter palæstinensernes sag, mens konservative Frankfurter Allgemeine Zeitung har gået langt i at antyde, at universiteterne huser femtekolonister i form af postkoloniale studier. Profilerede akademikere frakendes invitationer og bliver “cancelled”, ansatte afskediges, tilskudsmidler inddrages, kulturlivet udpines af censur og selvcensur, mens demonstrationer til støtte for palæstinenserne mødes med massive politiopbud, vold og anholdelser. Vicekansler i den afgående regering Robert Habeck har luftet en offentlig advarsel om, at muslimer i Tyskland ikke kan tage landets tolerance for givet. Senest i marts blev en gruppe aktivister, tre af dem EU-borgere, beordret deporteret tilbage til deres hjemlande, uden at de var blevet dømt for noget kriminelt.

Eksemplerne er så mange og slående, at det er svært at bortforklare det mønster, de tegner. Efter 7. oktober har kampen mod antisemitisme tjent til at retfærdiggøre Netanyahu-regimets handlinger og blevet et påskud for at få alle dem, der påpeger dem, til at tie.

Hvad nu?

Rigtigt nok har man i den tyske offentlighed kunnet registrere, at et vist ubehag er sivet ind i de mere respektable medier. Ugens nyhed om, at Netanyahu-regimet går ind for en overtagelse af Gaza-striben, blev på ingen måde godt modtaget i Tyskland. Men leder man efter analyser, der sætter denne alarmerende udvikling i sammenhæng med den aggressive etnonationalisme, der nu hersker i Israel, en sammenhæng, der strækker sig meget længere tilbage end 7. oktober 2023, er der lidt at hente. Man må lede med lys og lygte for at finde tegn på offentlig sensitivitet over for den palæstinensiske befolknings lidelser og rædsler.

Der er næppe noget ved Berlins markering af 80-årsjubilæet, der antyder, at det ene hænger sammen med det andet. Nogle vil nok reagere på, at de blandes sammen. Men pointen er: Det tyske fortidsopgør har ført til en situation, hvor de ikke rigtig lader sig adskille. Resultatet er en legitimitetskrise, der for mange unge, og især borgere med ikke-vestlig baggrund, arter sig som hykleri af værste skuffe.

Med dette er opgøret med fortiden blevet håndhævet på en måde, der bidrager til at tømme det for moralsk autoritet. Og vi står tilbage med et dirrende spørgsmål: Hvilken arv vil den igangværende klapjagt efterlade dem, som skal videreføre den vigtige kamp mod antisemitisme?