Opfindelsen af naturen

Holisme er et begreb, der i dag på mange måder kan opleves som en kliché. Vi kender påstanden om, at alting hænger sammen og møder den i så forskellige situationer, som når man opfordres til at spise fiskeolie eller chokolade, fordi det højner humøret, eller når man på jobcentret får at vide, at der er fem håndtryk til Obama. Alle ved, at alting er forbundet, men lige præcis hvordan er mere usikkert. Der findes noget så konkret som D-vitamin, og der findes noget så komplekst som mit humør. Der findes feromoner og forelskelser. Der findes en plasticpose i vejkanten, og der findes klimaforandringer. Men hvad med alt det ind imellem? Filosoffen Graham Harman hævder, at snakken om altings sammenhæng skyder henholdsvis under og over målet enten ved at fokusere på et mikro-perspektiv, der siger at alting er det samme på et atomart niveau, eller et makro-perspektiv, der siger, at alt hænger sammen på et planetart niveau. Men vi mangler opmærksomhed på det, der ligger imellem de to ekstremer og som ofte glemmes i mere sensationelle forsøg på at vise, hvordan det største er som det mindste, hvordan der er sole i violer, som Adam Oehlenschläger skrev, eller, som Henry David Thoreau fastho