Det er jo bare rock ’n’ roll med læbestift på
Dommedag er nær. Der er præcist fem år til jordens undergang. En androgyn alien, der i øvrigt er en gudsbenådet, venstrehåndet guitarist, lander på jorden. Han bliver rockstjerne, fylder sig med stoffer, lever det vilde, men også ensomme liv, indtil han til sidst begår selvmord.
Nogenlunde sådan lyder rammefortællingen omkring det konceptalbum, David Bowie sendte på gaden den 6. juni 1972, og som altså nu runder 40 år. The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars, hvis vi nu skal have albummets fulde titel med. Lad os for nemhedens skyld nøjes med at kalde det for Ziggy Stardust.
Ziggy Stardust er et pudsigt album. I min bevidsthed har det altid stået som et af de helt centrale Bowie-værker, måske endda min absolutte favorit, hvis jeg kun måtte vælge et enkelt, når de sender mig ud på den der øde ø. Men når man skiller albummet ad, nummer for nummer, kan det diskuteres, om den musikalske dybde, originalitet og genialitet kan måle sig med albums som Hunky Dory (1971), Station To Station (1976) og Low (1977). Det mener jeg ikke, at den kan. Alligevel er albummet centralt i Bowie-sammenhæng. Det er musikhistorie. Og hvorfor
