De berlinske og wienske skrig

Den norske maler Edvards Munchs ikoniske værk Skrik (1893) inkarnerer den ekspressionistiske kunstretnings reaktion på det moderne samfunds nye eksistensvilkår. Munchs lange ansigter og skæve linjer vidner om en ny oplevelse af at være menneske og et brud med impressionismen. Kunsten skulle nu vise de indre psykologier, fordi verden ikke længere var tryg og traditionsbåret. Skriget bliver i mange henseender det kunstneriske udtryk for den moderne verdens traumatisering af det enkelte menneskes virkelighed. Verden så anderledes ud, og dét skreg den ekspressionistiske kunst.

I den tyske ekspressionisme, der især udfoldede sig i 10'erne og 20'ernes Berlin, var der adskillige vrede stemmer. Byen blev efter første verdenskrig (1914-1918) et kunstnerisk og politisk hotspot, der kogte over af arrigskab, afmagt og politisk frustration - med voldlige demonstrationer og opbrudsstemning til følge. Skyttegravenes massakrer og de massive, meningsløse mennesketab under 1. Verdenskrig blev gradvist,, et kendt forhold i den europæiske befolkning. Det fik en chokbølge til at løbe gennem de politiske og kunstneriske miljøer, der blev ramt af det samme granatchok, som i dag er synon