Print artikel

Utæmmede tanker om (u)tæmmet kunst

Den 7. Berlin Biennales symbol.
Reportage
31.05.12
Reportage fra Berlin Biennalen, der er extra special i år. Om det er på den gode eller dårlige måde, er stadig uklart for denne skribent. Pressemødet var skørt og på nogle måder genialt. Politik er allestedsnærværende og demokrati, aktivisme og autoritet er til debat. Det er kaos og kontrol på én og samme tid, rollespil og nærmest endeløse open calls…

Pressemødet – extra special originalt!

Det hele starter med verdens skøreste pressemøde. Stolene er opsat i agora-cirkel form, hvilket måske ikke overrasker, eftersom de indledende pressetekster har haft stor fokus på politik, aktivisme, demokrati etc. Men at mikrofonen overgives til ’ægte’ occupy-aktivister efter en formel præsentation af KWs Gabriele Horn, MoMAs kurator Klaus Biesenbach samt to af biennalens kuratorer: Joanna Warsza og Artur Żmijewski, var ganske overraskende. Skørt, men interessant. Kunstverdenen bruger mange ord og er i sagens natur meget opmærksomme på kontekst og diskurs af enhver art. Vi har et utal af tekster og tanker om subversion, modstand, intervention etc., hvilket på finurlig vis blev meget tydeligt, da occupyfolket overtog og instruerede de fremmødte pressefolk i aktive demokratisk handlinger; så som at ryste sine hænder over hovedet, når man var enig i udtalelser og ditto ved knæene, når man var uenig. Man kunne også lade sine hænder mødes i høj tippie-formation for at vise, at man synes, at der skulle være ro. Egentlig faldt denne aktivistiske happening/strategi fuldstændig til jorden. Halvdelen forlod lokalet og de tilbageblevne sad med store øjne og udtrykte skiftevis træthed, stor skepsis og stor interesse. Man kunne måske også undre sig over, at den viden biennalen og alle dens passionerede ansatte har brugt de sidste to år på at indhente, ikke rigtig blev nævnt. Men samtidig var den det allerfineste eksempel på en af kunstdiskursens allerstørste problematikker: At gøre teori til praksis. Det bliver så ofte tåkrummende kikset fordi forsimplingen er det, der står tydeligst frem. Og når kunst er 1:1, så er det ganske enkelt ufedt. Og her sad vi så – midt i en konkret eksemplificering af kunstens problem. Det var modigt, fint, originalt – og kikset! Dette extra special skøre pressemøde satte stemningen til resten af mit møde med biennalen. Jeg var politisk alert på en vældig konkret og ikke-kunstnær facon, og var på vagt overfor konkret-ukonkrete strategier og diversitet på en måde, jeg sjældent er det på udstillinger. Måske blev det hele bare lidt mere jordnært – på godt og ondt!

KW – extra special politisk!

At træde ind i den okkergule gård på Augusttrasse, der huser udstillingsstedet KW i Berlins Mitte vækker gode minder – om spændende udstillinger, smørbagte croissanter, skønne folk og god kaffe. Denne gang var der fyldt op af kunstens kendisser. Hvilket blot forstærkede kontrasten til udstillingens første rum: stueetagen, der var en occupy-camp. Og ikke en af de der installationer, der mimer et andet sted som fx en kunstners værksted eller en bosættelse på Vestbredden. Nej, en ægte camp, der i løbet af udstillingsperioden skal fungere som samlingssted for diverse aktivistiske diskussioner. Der var slidte sofaer, tavler med opråb, separate rum adskilt af presenning, der skulle fungere som debatlokaler samt folk klædt i bare tæer, dreadlocks og sort tøj. Det skal indskydes, at de hidkaldte aktivistiske grupperinger ikke havde rod i kunsten. En af dem, der havde været ordstyrer under pressemødet fortalte – mens vi sad i den slidte sofa – at han aldrig havde haft nogen interesse i kunst, han ville bare rigtig gerne have, at Berlin fik et anarkistisk universitet. Det var hans aktivistiske mission. Hvad der ellers foregik på biennalen ragede ham vist højt, men dedikeret omkring sin personlige kamp, det var han uden tvivl. De resterende værker i KW var alle meget politiske. Det var ikke ligefrem festligt. Dertil var det svært ikke at lade sig provokere af, at samtlige captions var fjernet – i demokratiets og lighedens tegn, formoder jeg, hvilket gjorde det stort set umuligt at finde rundt i hvem, der var hvem og hvorfor. At dette netop var en pointe, er der vist ingen, der er i tvivl om – men egentlig var det mest af alt lidt irriterende. Især ingen af kustoderne på denne åbningsdag anede, hvad der foregik og nogle mente, at det var en fejl. Kunst og politik er en særlig kombi. De bruger og/eller udnytter hinanden. Det kan være super subtilt og begavet, og det kan være det modsatte. Værkerne på KW var lidt af det hele. Der var forsidehistorier fra Colombianske aviser om drug dealing (samt et bord, hvor du kunne skrive under på, at du ikke længere ville støtte disse handler – og altså ikke indtage stoffer forstås. Man kunne tilmed sætte sit fingeraftryk med eget blod og hænge det på væggen!) Der var værker om træer fra Auschwitz, der var plantet ud i Berlins gader, og farverige flag fra alverdens såkaldte terrorgrupperinger samt en samling videoer fra revolutionære brændpunkter – disse uden afsender, så ingen kunne dømme videoen på baggrund af kunstneren bag. Næ nej, ingen er vel mere vigtig end andre. Midt i det hele stod en herre og byggede verdens største jesusfigur i flamingo. Og det var ikke, fordi han virkede ironisk. Men tro og overbevisning er jo også mange ting. Det største problem i mødet mellem kunst og politik, for mig at se, er, når kunsten bruger det politiske for at fremhæve sig selv, dvs. når politik bliver en brik i kunstens spil (og omvendt!) Det kan i værste tilfælde devaluere kunsten og kommercialisere det politiske / protesten. Politiske handlinger skal ikke æstetiseres, men fremhæves for deres indhold af enhver art. KWværkerne formåede ikke alle at vige uden om denne faldgrube, men alligevel gik man derfra med en fornemmelse af et forsøg på konsekvens og vedholdenhed overfor en idé eller et princip. For at brede det demokratiske element endnu mere ud, kunne man også opleve en mapping af et såkaldt Open Call. Dvs. alle kunstnere i verden havde fået mulighed for at fremsende et værk til biennalen. Idet de indsendte digitalt eller pr post, skulle de genre-kategorisere deres værk ved at krydse af på et skema; queer, venstreorienteret, liberal eller noget helt femte. Alle de ca. 6000 indsendte værker var arkivisk sorteret på hylder, og et stort kort på væggen lavede en optegnelse over kunstnernes egen-kategorisering. I demokratiets og tilgængelighedens tegn, kunne man få lov til at se alle de indsendte værker (dvs. få udleveret kuverten eller den digitale pdf/flash). Det virkede ret fint – og igen, bredte det hele udstillingens pointe ud, og formåede at overskride kunstens sirlige rammer og comme il faut.

Akademie der Künstler – extra special heftig

På Akademie des Künstler ved Pariser Platz var den politiske agenda kogt ned til 2 værker, der omfavnede livet og døden. Helt konkret det, der danner scenen for vores handlinger. Den ene video var en fødsel samt optakten til den i form af 16mm film af en voksende mave og noget redebyggeri tilsat virkelig dramatisk lyd. Da barnet var født og filmen slut tonede en brutal tekst frem, der fortalte, at Rosa (barnet i maven, formodes) fik konstateret kræft i begge øjne efter 9 måneder. Bum. Det satte perspektiv på tilværelsen, nuet og måske også kunsten, mens en mindre fladskærm gengav en plejehjembeboers beskrivelse af sit barndomshjem. Man forlod Akademie der Künstler en anelse rystet og temmelig tænksom.

Deutschlandhaus – extra special historisk

Deutshlandhaus ligger på Streseman Strasse i det hedengangne Vestberlin. Det blev bygget i 1926. Arkitektonisk er 20er arkitekturen alt for lækker. Helt stilren og skarp tilsat arbejder-romantiske glasmosaikker fra 1950erne. På første salen udspillede der sig såkaldt re-enactment af en historisk skyttegravskrig på to skærme overfor hinanden. Der foregik det samme på hver skærm – dog lidt forskudt. Og indimellem filmens loop var der (endnu) et Open Call, der opfordrede alle til at komme med i Spree Park den følgende søndag (eller i Warszawa i maj)  for at være med i optagelsen af et nyt re-enactment omhandlende de sidste slag fra 2. Verdenskrig. Re-enactmens er nu engang lidt tossede. Især, når det er granvoksne mænd, der løber rundt i mudret sand med mili-uniformer, de tydeligvis har et nærmest fetichistisk forhold til. Rollespil møder film på en kikset måde. Det bliver nemt ret misforstået, da alt er så overgjort. Der også ofte en underlig form for over-seriøsitet i en re-enactment. Det er et uhyre spændende emne, og samtidskunsten har da også været ved næsten at flyde over af re-enactment-værker for nogle år siden. Alligevel passede det ret godt ind. Igen var det en form for accentuering af problematikken mellem teori og praksis – der bare er så uendeligt svær at balancere. Og samtidig tydeliggøres det netop, at der altid er en afsender i historieskrivningen. Også selvom – eller måske netop fordi, at dette værk ikke havde en kunstner-afsender. Det var så at sige et fællesprojekt, hvor alle de medvirkende på sin vis var med til at fortælle historien… Hvad der var endnu bedre var, at der her var en leg med humoren. Det var historie fortalt via absurditet tilsat et glimt i øjet – og det klædte det overordnede indtryk af biennalen. Her var der overskud og højt til loftet. I lokalet over det store militære rollespil var der montrer i hobetal. Fine montre med personlige genstande og derfor personlige historier. Historier om at leve på flugt, i landflygtighed el.lign. (Igen) var det et Open Call, der havde hjulpet med til at finde frem til en masse endnu ukendte personlige fortællinger. Hver montre havde et skilt med en lakonisk tekst, men for en kunsthistoriker var det ren guld (nostalgi måske), at få lov til at læse teksterne fra en lille bog. Teksterne var identiske med dem på montrerne, men det føltes lidt som at gå rundt med en klassisk shortguide, hvilket igen skubbede til definitionen og ikke mindst oplevelsen af værk og såkaldt virkelighed. At de omtalte elementer fra udstillingsforløbet i Deutschlandhaus så var koblet op på en kommende museumsidé og arkitekturprojekt var utrolig irriterende, da det hev beskueren ud af en biennalehelhed og satte fundamental spørgsmålstegn ved pointen – men ser man bort fra dette (måske nødvendige politiske) fremtids-funktions-element, så var det en skæv og finurlig overbygning til de andre udstillingssteder.

Resten af biennalen var dels et stort vægmaleri og dels et utal af seminarer, happenings og konferencer. Biennalens omfang var yderst overskuelig, og det må formodes, at en stor del af budgettet var allokeret faglige og sociale events, hvilket ville være i projektets ånd – Omvendt betød det, at man konstant fik følelsen af at gå glip af noget fordi diverse spændende events og happenings skete på datoer ude i fremtiden.

Extra special totaloplevelse

Pressemødet udgjorde et markant element i helhedsoplevelsen, og jeg har svært ved at forestille mig, hvordan biennalen ville tage sig ud, hvis ikke man havde oplevet den kontrastfyldte stemning, de skeptiske blikke og de passionerede udmeldinger i det kontrolleret-forfaldne Villa Elisabeth den 25. april 2012. Pressemødet satte en scene og skabte en ramme, som havde stor indflydelse på den måde, hvorpå selve udstillingen blev indtaget. Desuden må man ikke glemme, at kuratoren bag det hele er kunstner. Og på mange måder føltes biennalen som ét samlet værk. Igen er dette bestemt ikke uproblematisk – til gengæld lægger det op til en interessant diskussion om afsender og autoritet. Djævlens advokat kunne fremhæve, at idet manden med magten fjernede alle captions, fjernede han de medvirkende kunstneres signaturer, og gjorde biennalen til sig eget værk. Brugte han de demokratiske strategier til at fremhæve sig selv eller tydeliggjorde han blot, at alting har en afsender og at kuratorens rolle er mere styrende end det oftest foregives? Biennalen kunne virke kaotisk, anarkistisk og utæmmet, men måske var den yderst topstyret. Uanset, så var det politiske element allestedsnærværende – og jeg har sjældent talt så meget politik under en biennale – fra det danske skole- og sundsheds-system over Berlusconi, mafia, det arabiske forår og atomkraft… Selvom projektet måske nok æstetiserede politik end godt var, så var det bestemt ikke en æstetisk stærk udstilling. Til gengæld formåede den at sprænge nogle grænsedragninger og sætte en ny dagsorden: Kunst og politik har sjældent været så sammenrodet. Den overordnede oplevelse var extra special særlig – og egentlig en oplevelse værd – især, hvis man har tålmodighed til at være minutiøs og gå på detektivarbejde i mængden af værker og deres kontekster. Den kan være et godt indlæg for den erfarne biennalegænger, da den er radikalt anderledes end mange andre biennaler – på godt og ondt. Men er dette års Berlin biennale dit første biennale-møde, så husk på, at den bestemt ikke er repræsentativ. Uanset om du er på jomfrutur eller gammel rotte i faget, så husk at se udstillingen på cykel, så du får alle mellemrum og den berlinske ’virkelighed’ med som en del af en extra special totaloplevelse.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.