Teatret er et ritual, hvor vi forbinder os med noget sandt

»Jeg synes, der er et ansvar hos kunstnere for at forsøge at stykke den nye verden sammen, at skabe et eller andet mødested for faktisk at prøve at formulere en anden verden, eller en ny måde at være mennesker på, eller en hel måde at være mennesker på,« siger Amanda Linnea Ginman. 

Vi sidder midt i Betty Nansen Teatrets øvelokale. Det er her, alle forsøgene på at formulere en ny måde at være menneske på er blevet foretaget. Det ligner mest af alt en gymnastiksal. Ginman fortæller om Mørkt forår, hendes seneste forestilling, der for nylig blev vist på Edison-scenen. Hun beskriver, hvordan det var vigtigt at have tid til at arbejde frit med skuespillerne. De mødte op med Unica Zürns kortroman fra 1969 og fandt sammen ud af, hvordan den skulle dramatiseres – med deres kroppe fremfor deres intellekt. »Der er nogle ting, som du kan ikke kan udtænke ved et skrivebord, fordi kroppen er intuitiv, og når du lader kroppen møde materialet, så får du på en eller anden måde åbnet op for et helt lag, som du ikke kan tænke dig til.«