Ind og ud af ensomhedens labyrint

Kritik

16.01.22

Nyere latinamerikanske forfattere nyder ikke den store opmærksomhed herhjemme, og når de gør, bliver de ofte reduceret til endnu en efterkommer af den magiske realisme, der så længe har præget modtagelsen af deres værker. En nyoversat knaldroman af mexicanske Daniel Sada kaster et skarpt og humoristisk lys over problemet.

Jeppe Lauridsen

Latinamerikanske forfattere har aldrig haft et nemt forhold til det internationale publikum. Det latinamerikanske boom, der for alvor blev kickstartet i 1970 med Gregory Rabassas engelske oversættelse af Gabriel García Márquez’ 100 års ensomhed, vakte en verdenslitterær tørst efter det magisk realistiske univers, der på så mesterlig vis foldes ud i Márquez’ roman.

Særligt Mexico, Cuba, Chile, Colombia og Argentina solede sig for en stund i opmærksomhed fra mange internationale forlag. Forfattere, som blandt andre talte Carlos Fuentes, José Donoso, Isabel Allende, José Lezama Lima, Miguel Ángel Asturias, Julio Cortázar, osv. Desværre kom opmærksomheden også med en pris: Dyrkelsen af det særligt latinamerikanske udenfor kontinentet forfaldt ofte til en eksotisme, der kan sammenlignes med det, Edward Said i en mellemøstlig kontekst har kaldt for orientalisme.

De politiske overtoner i romanerne blev neddroslet i den udenlandske rece