Litteraturens grænseløshed

Den tyske romantiker Friedrich Hölderlin, der led af skizofreni og i mange år fristede en kummerlig tårntilværelse i Tübingen, er med rette kendt for sine mageløse digte, hvis billedsprog peger langt ud over sin samtid og gør enhver firkantet litteraturhistorisk etikette til skamme.  

Digtet Hälfte des Lebens, der blev offentliggjort første gang i 1804, er ingen undtagelse. Jeg har altid tænkt, at dette digts to strofer rummer hele livet, eller rettere: at det giver en adækvat beskrivelse af (kunstner)sindets og eksistensens bipolaritet.

Mørket og lyset, tungsind og ekstase, melankoli og mani. Sommerlandskabets fylde, frodighed og harmoni over for vinterens golde og stumme intethed.  

Den adjektivløse anden strofe beskriver med vinterlandskabet som central metafor det depressive, ikke-skabende sind. Den øde-lagte, golde bevidsthed. Solen er forsvundet, jorden kas