En bestemt litteraturs rallen
I år udkom Lars Skinnebachs seneste digtsamling, Patriarken falder. Udgivelsen er avantgardistisk på en næsten nyaltmodisch måde: akkompagneret af vanvittige illustrationer, med bidrag fra hollandske anarkister og med en medfølgende amatørpoplydside. Det er nogle tekster, der formmæssigt stritter i forskellige retninger, og løbende udsættes læseren for epileptiske chok.
De læsninger af Patriarken falder, som allerede er blevet givet af avisernes anmeldere, fokuserer på teksternes politiske tæft. Man får indtrykket af, at det er en digtsamling, der griber fat i læseren og rusker i hende, tvinger hende til at se forfaldet af både abstrakte systemer og konkrete miljøer.
De fleste af anmelderne ser Skinnebach træde ind i rollen som prædiker udstyret med forsyn, og det er især udførelsen af denne, der er til debat iblandt dem. Der er intet i vejen for at læse Patriarken falder som endnu en politisk dundertale—det er bestemt noget, der rumsterer i værket—men efter et par gennemlæsninger viser det sig, at værket måske i højere grad er et udtryk for en bestemt litteraturs rallen.
Værket peger mod en dominerende tendens i litteraturen, der er
