Samhørighedsskriften

Selvom det måske er blevet betragtet som et af de mere stille steder og derfor er blevet placeret lidt udenfor den efterfølgende diskussion, begyndte Jonas Eika, da han skulle modtage Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Efter solen sidste år, sin takketale sådan her:

»Jeg står her med taknemlighed og ømhed over for dem, jeg deler livet med, dem der inspirerer mig, dem jeg tænker sammen med, dem jeg laver politik og litteratur med, dem jeg organiserer mig sammen med. Bogen, som får den her pris, findes også på grund af dem. På grund af mennesker, som bruger deres kræfter, ikke for at tjene den herskende orden, eller for at indtage en lukrativ position i den, men fordi de tror og håber på en anden.«

Der er (også) noget tidstypisk ved hensynsfuldheden i denne sammensmeltning af det at skrive og det at forbinde sig med andre – f.eks. i et samfund, i kunsten eller i livet; at organisere sig og blive mange i og med den her taknemmelige, ømme forsagthed. Måske handler forbindelsen mellem det sociale rum og den kunstneriske udfoldelse (dem jeg deler livet med, dem jeg laver litteratur og politik med) også om en mulighed eller forhåbnin