Ekstase bag logikken

»Vi kalder med uni- / versets sen-navn«, skriver Signe Gjessing et sted i sin lille, men alligevel store digtsamling Tractacus Philosophico-Poeticus. Det er både virkelig morsomt og virkelig omsorgsfuldt – at man skal kalde på universet med dets efternavn, og at det ligesom indrammer noget dybere og mere nærværende end begrebsnavnet univers, men også påpeger noget så almindeligt og mystisk som et ophav, at universet også har forældre.

Eller måske betyder det, at universet har haft en tidligere benævnelse, som på den ene eller den anden måde ikke er tilstrækkelig længere. Begge dele ville faktisk give god mening.

Som man måske fornemmer ud fra titlen, genskriver og forholder Gjessings Tractatus Philosophico-Poeticus sig til den østrigske filosof Ludwig Wittgensteins afhandling om sprogets logiske struktur fra 1922, Tractatus Logico-Philosophicus.

Man taler i filosofihistorien om en tidlig og en sen Wittgenstein, fordi han, efter han skrev Tractatus som ung, forlod filosofien, for først at vende tilbage som ældre, nu med en anden tænkning, der gjorde op med og kritiserede hans tidlige.

I Tractatus Logico-Phil