Måske skulle man være lidt mere konkylie
På en strandbred, mellem siv og græs, i det arkitekttegnede landskab omkring Arken i Ishøj, hviler tre overdimensionerede konkylier i sandet, som et ekko fra en tropisk koralø langt fra den københavnske vestegn. Mens kunstmuseet langsomt begynder at blive befolket igen efter ugers tvungen lukketid, har de enorme skaller ligget trofast på deres ensomme plads på strandbredden.
Hvis man kunne sætte konkylierne for øret, ville man ikke høre havets brusen, men derimod en hvisken om, at alting hænger sammen i et enormt netværk. Ud af konkyliernes lyserøde perlemor vokser nemlig et menneskeansigt, og pludselig rykkes vores tanker fra tropiske koralrev til et urovækkende, monstrøst varsel om et skrøbeligt og komplekst forbundet vi.
Vi er lige nu vidne til et globalt, makroøkonomisk kollaps og vores miljøbelastende forbrugsmønstre er blevet mere tydelige end nogensinde. Det samme er konsekvenserne af de sociale uligheder, som har understøttet vores overforbrug. Men også på et mikroorganisk plan afsløres vores forbindelse til verden. I de seneste måneder har vi – pludseligt og akut – oplevet, at uanset hvor meget vi er »sammen –
