Print artikel

Krisen er klichéernes tid

Copenhagen DOX gennemførte sit program trods coronakrisen, blot online. Her er det et still fra filmen Capital in the 21st Century
Feature
29.04.20
’Sammenhold hver for sig’ er ikke bare alle taleskriveres mantra, men det sociale livs konkrete karakter for tiden. Selvom udtrykket er fortærsket, viser kunsten, at vi ikke bare kan skille os af med det som en værdiløs kliché.

Lige så hurtigt som krisen indtraf, fandt kunsten vej fra spillesteder, teatre og biografer til internettet og digitale medier. Morgensang med Philip Faber gjorde fællessang hjemme fra stuerne uhyre populært. Danmarks største filmfestival, CPH:DOX, lancerede et onlineprogram i stedet for den festival, der skulle have fundet sted i hele København. Teater Republique har siden 31. marts udgivet Coronamonologerne på Facebook, som er 5-10 minutters lange hjemmeoptagede videoer, hvor en enkelt skuespiller fremfører en monolog, der skrevet som en reaktion på krisen.

På Instagram er billedkunstnere begyndt at tegne deres venner og bekendte over videoforbindelser. Eksemplerne er mange, og deres ligheder er tydelige. Philip Fabers program kalder til fællessang på trods af seernes adskillelse. CPH:DOX opfordrede på det kraftigste til, at man skulle dele et billede af sin ’hjemmebiograf’ på de sociale medier. I de otte afsnit af Teater Republiques Coronamonologer, som indtil videre er blevet offentliggjort, kigger skuespillerne alle insisterende i kameraets linse, mens flere af dem tiltaler et ’du’, som var monologen en henvendelse til seeren selv. Portrætterne på Instagram er alle situeret af en social situation, hvor man er sammen men dog adskilt. Nærvær på trods af afstand eller mediering er i fokus i alle tre eksempler. Dette motiv er vel nok blevet tidens største kliché – med hele verdens politiske ledere, der opfordrer til sammenhold ved at holde sig hver for sig.

Vores tid savner ikke ligefrem sammenligninger med 2. verdenskrig, men nu kommer én til. Den tyske by Halberstadt blev i slutningen af krigen fuldstændigt destrueret af de allieredes bomber. Men på trods af de omfattende ødelæggelser var øjenvidneberetningerne ganske intetsigende. Klichéfyldte formuleringer som ’helvedet var løs’, ’flammernes bytte’, ’den skæbnesvangre nat’ fylder vidnesbyrdene. I sin bog om den tyske bearbejdning af luftangrebene, Luftkrig og litteratur, tolker den tyske forfatter W. G. Sebald overfloden af klichéer i vidnesbyrdene som en forsvarsmekanisme. Ved at ty til et fortærsket sprog kunne man holde begivenhedens alvor på sikker afstand, mener han.

Hvor CPH:DOX og Morgensang med Philip Faber overtog tidens kliché om nærvær på afstand ganske entydigt, leger Coronamonologerne med den.

Sammenligneligt ser vi i dag en tilflugt til klichéfyldte fraser og forestillinger som ’sammenhold på afstand’, ’samfundssind’ og ’disse (forvirrende og utrygge) tider’. Klichéer har tendens til at ledsage kriser, fordi det kan være for overrumplende at skulle konfrontere krisens fare, og derfor lever de i bedste velgående i dag. Men på trods af Coronakrisens ordforråds allerede slidte karakter tager de fleste af os klichéerne ganske alvorligt: Udtrykkene virker ikke utvetydigt klichéfyldte. Kunstens eksil på internettet under krisen kan hjælpe os med at forstå hvorfor.

Fællessang og voicemails

Hvor CPH:DOX og Morgensang med Philip Faber overtog tidens kliché om nærvær på afstand ganske entydigt, leger Coronamonologerne med den. Ved at være hjemmeoptagede er Coronamonologerne alle udforskninger af kunstens muligheder, når man skal være på afstand af hinanden.

I Simple feast af Tine Høeg og fremført af Benedikte Hansen kommer hovedpersonen i tanke om, at hun skal sætte et brød i ovnen. Derefter klippes der hårdt, og det næste, seeren ser, er, at hun sætter sig ned foran kameraet igen. At hun afbryder monologen for at bage et brød, gør hele situationen nærmest privat og fortrolig. Dette kompliceres af, at hovedpersonen har så meget brug for ro, at hun, før skuespillet gik i gang, dræbte sin mand, og at hun gennem hele stykket råber ud i gården efter naboen, som synger patetiske sange, for at få hende til at tie stille. Mandens nærvær var ikke til at holde ud; hun kunne ikke få ro.  Men selv efter mordet på sin nærmeste kan hun ikke blive ladt i fred. Naboens sang er emblematisk for klichéen om nærvær på afstand. »Floskler om fællesskab og samhørighed«, som Hansens karakter beklager sig over, er ikke til at slippe af med for hende. På samme måde er klichéen om nærvær på afstand for seeren helt present, fordi de er blevet gjort til en fortrolig for en morder. Trods klichéens idioti er den ikke til at rive sig løs fra for hverken karakteren eller seeren.

På trods af Coronakrisens ordforråds allerede slidte karakter tager de fleste af os klichéerne ganske alvorligt: Udtrykkene virker ikke utvetydigt klichéfyldte. Kunstens eksil på internettet under krisen kan hjælpe os med at forstå hvorfor.

Noget lignende er på færde i Thomas Korsgaards stykke Nu må du ikke blive sur, hvor Anders Budde Christensens karakter sender en videooptaget voicemail til en ven. Han lægger ud med at beklage sig over sit liv i isolation: Han dur ikke til at være alene, siger han, og hans ulidelige naboer fællessynger klichéen over dem alle With a little help from my friends fra altanerne hver aften. Midt i denne pine tilstår han, at han i sin Coronaisolation efter at have chattet og snakket i telefon med en flirt endte med at få besøg af ham, selvom han godt vidste, det var forkert. Således endte de med at tilbringe op til flere dage sammen. Nu – efter flirten er taget hjem igen – ringer hovedpersonen så op til sin ven for at bekende sin Coronasynd. Selvom den går på telefonsvarer, tilstår han alligevel. Bekendelsen afsluttes med, at hovedpersonen begynder at hoste (har han fået Covid-19?), og naboerne igen stemmer i fællessang. Men da han parodierer dem, lyder ordene pludseligt som hans egne. »I need somebody to love«, synger han med blanke øjne.

Nu må du ikke blive sur er et skuespil om afstand. Hovedpersonen er ensom i sin isolation væk fra alle andre, men naboerne, der forsøger at komme hinanden ved og isolationen til livs ved at synge i fællesskab, finder han patetiske. At flirte over telefonen er spændende men i sidste ende utilstrækkeligt – afstanden må fjernes, så begæret kan indfries. Håbet er, at medieringen forsvinder, så der kun er samvær. Dagene med flirten er skønne, fyldt af nærvær: »Og dagene gik, og vi var viklede ind i hinanden«. Men det kan ikke vare ved, han skal selvfølgelig hjem igen. Øjeblikket efter han tager af sted, ringer hovedpersonen til sin ven for at bekende. Og således sker det: Naboerne synger igen, men denne gang, da han forsøger at synge med, er den ironiske distance væk. Han har virkelig brug for ’somebody to love’, som han kan vikle sig ind i. Men ligeledes begynder han nærmest at stemme i med de andres fællessang. Klichéen har trukket ham til sig. Mens distancen til flirten er umulig at komme til livs, og da opringningen til vennen ikke kommer igennem, lader den ironiske distance og den følelsesmæssige afstand til andre mennesker og deres patetiske tilbøjeligheder til ikke rigtigt at kunne blive opretholdt. Hele skuespillet er en leg med social, fysisk og følelsesmæssig afstand, hvor nærvær slår om i afstand, og afstand resulterer i nærvær.

De malede personer er fanget i ømme og sårbare positioner samtidigt med, at grebet med at lægge flere perspektiver oven i hinanden insisterer på det usædvanlige ved kun at kunne se sine venner gennem skærmen.

Dette får et ekstra twist af legen med genren og mediet, som er en video på Facebook, hvor et menneske bekender sig til et andet menneske. Fordi man tilgår Facebook med en personlig bruger, og fordi hovedpersonen tiltaler et ’du’, der er en fortrolig ven, med en bekendelse, virker det som om, seeren er selve vennen, der skal dømme over hovedpersonens ’synd’. Skuespillet er derfor en leg med det sociales væsen, som afstandens motiv tematiserer. I lang tid har medieforskere anerkendt parasocialitet som noget, der opstår af medieforbrug, hvor publikum danner følelsesmæssige bånd til karakterer og personer på den anden side af skærmen, som de altså ikke har noget reelt at gøre med.

Med internettet og de sociale medier har parasociale forhold fået fornyet kraft. På Youtube og andre sociale medier optræder personaer bag diverse kanaler og kontoer for et publikum, som de helt eksplicit henvender sig til for at skabe forbindelse. Den massive brug af disse tjenester har gjort parasocial interaktion til et udbredt fænomen. Fordi mennesker interagerer på diverse platforme og tilmed fremtræder under eget navn, er parasociale forbindelser blevet svære at skelne fra almindelige sociale relationer. Under Coronakrisen er dette kun blevet forstærket: De fleste menneskers sociale liv foregår nu næsten udelukkende på nettet eller over videoopkald. Ved at sløre forskellen mellem vennen og seeren er stykket en leg med parasocialitet, der pålægger seeren en moralsk bedømmelse af handlingen. Seeren trækkes ind i en social relation, der slet ikke findes.

Hvor afstande viser sig at kunne skifte tæthed i skuespillet, er parasocialitet også et udtryk for en uklarhed i forhold til det sociale bånds egentlige status. I Nu må du ikke blive sur flyder afstandene. Hovedpersonens sociale tilknytninger skrider hele tiden i stykket; seeren engageres i et socialt liv, der ikke er deres. Det parasociales forvirring af det sociales væsen er motoren bag dette. Ved at tage tidens største kliché – nærvær på afstand – alvorligt viser stykket os, hvor mærkelige sociale bånd er for tiden. Klichéen viser sig i vores sociale samvær som et vilkår for mennesket under Corona i både Nu må du ikke blive sur og Simple feast. Det, vi bilder os ind, hvad social afstand angår for tiden, er usikkert. Ved at vores sociale liv under krisen er henvist til internettet skal vi forholde os til, at medieringen af sociale bånd af skærme, profiler mm. altid har en form for parasocialitet over sig. Nærmest umærkeligt glider nærvær over i fravær og omvendt.

Skypeportrætter

Internetnærværet i Coronamonologerne er drilsk og omskifteligt, men dette er ikke tilfældet for alle internetmedierede kunstneriske reaktioner på Coronakrisen. Mange relationer vedligeholdes for tiden over Skype eller andre lignende tjenester. På Instagram har flere tegnere reageret på de verdensomspændende karantæner ved at tegne deres venner over videoforbindelser.  På samme måde som med Teater Republiques skuespil viser disse portrætter, at mennesket under Coronakrisen har skiftet udseende: Det optræder gennem en skærm og ses sjældent under livet.

Disse portrætter er muligvis ikke ligefrem kompleks kunst, men de afspejler vigtigt nok en af tidens vigtigste sociale begivenheder. Den canadiske tegneserietegner Connor Willumsens serie Quarantine Skype Portrait viser hans bekendtes ansigter i de stillinger, som de har haft under et videoopkald. Siden d. 20. marts har han lagt 39 studier med ca. 4 portrætter i hver på Instagram. Dette har resulteret i en serie af omtrent 150 portrætter. Willumsen tegner sine venner og bekendte med en imponerende hastighed. Her ses blandt mange andre Chelsea og hendes kat ligge i en kærlig position og Adam fanget i enten en bevægelse eller i tre positioner på samme tid. Det meste af tiden lægges flere perspektiver oven på hinanden i tegningerne, hvilket både forstyrrer blikket og den øjeblikkelige forståelse af ansigterne. Det virker næsten, som om computeren har hakket under opkaldet. Selvom der er nærvær på trods af afstanden, er den meget besværet.

Patetisk eller ej: Vi bliver nødt til at stå sammen på afstand af hinanden.

En anden tegneseriekunstner, som har grebet til Skypeportrætgenren, er engelske Molly Fairhursts med sit Video Call Portrait 01. Her er stilen mere simpel, næsten skitseagtig. Vennen Laura portrætteres bl.a. med en blomstervase i hånden og i flere små, enkle og rene ansigtstegninger. Fairhursts og Willumsens kærlighed til de portrætterede er til at føle på. Selvom de uden tvivl er ret simple kunstværker, udtrykker de et vigtigt skift i vores sociale liv og det blik, vi har på vores venner og bekendte – og vigtigt nok en ømhed og omsorg i internetnærværet. Denne uironiske fremstilling af omsorgsfuldt og internetmedieret nærvær virker på mig overraskende lidt klichéfyldt, selvom de lader til at overtage credoet om ’nærvær på afstand’ lige så én til én som Philip Fabers program.

Hvad Fairhurst tegninger angår, tror jeg, det skyldes tegningernes skitseagtige streg. Der er noget umiddelbart kærligt i disse tegningers gestus, som ikke søber dem i klichéernes pompøsitet. Willumsens portrætter er også fulde af omsorg. De malede personer er fanget i ømme og sårbare positioner samtidigt med, at grebet med at lægge flere perspektiver oven i hinanden insisterer på det usædvanlige ved kun at kunne se sine venner gennem skærmen. Blandingen af det omsorgsfulde og fremmede blik på de portrætterede viser, at mantraet om nærvær på afstand ikke bare er klichéfyldt og uvant, men at det også bliver taget alvorligt som en vigtig omsorgsfuld gestus. Netop det fremmede og omsorgsfulde blik i Willumsens tegninger vidner om en kamp for at holde nærværet i live på trods af afstanden, fordi det kun er sådan, det kan komme frem. Fordi rammerne for at give omsorg er ændret så drastisk med krisen, illustrerer tegningerne en stædig kamp for at holde det sociale liv og omsorgen ved lige.

Patetisk eller ej…

Kunsten var hurtig til at søge ly på internettet under krisen. Tegningerne og skuespillene viser alle, hvor forvirrende og udfordrende det er at leve under krisens klichéer. Det sociale liv er i høj grad blevet parasocialt, og det udfordrer vores forståelse af socialitet. Det er uvant og ensomt i Nu må du ikke blive sur og Simple feast, hvor karaktererne tvinges til at leve med klichéerne – hvilket i Nu må du ikke blive sur endda er dybt ensomt. I Connor Willumsen og Molly Fairhursts Skypeportrætter fremstilles det sociale liv omsorgsfuldt på trods af dets mediering. Ikke desto mindre er det for Willumsen også en besværlig social situation, og nærværet på afstand virker uvant og fremmed.

Kunsten viser i sin behandling af det sociales karakter under krisen, at klichéen om sammenhold på afstand passer. Man kan ikke blot afvise den som en ligegyldig floskel, der ikke kan konfrontere nutidens krise på autentisk vis, for det er faktisk selve formen for socialt samvær. Men oven i det er den ikke bare en let retningslinje for social opførsel. Der kæmpes stædigt for at holde sammen, men medieringen komplicerer det. Ligeledes strittes der imod flosklerne, fordi de virker for letkøbte, men den ironiske distance, som normalt ledsager vores indstilling til store fortællinger om fællesskabet, solidaritet mv., er nærmest umulig at opretholde. Patetisk eller ej: Vi bliver nødt til at stå sammen på afstand af hinanden.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.