Nydelsen i krisen
Coronavirusset er uden tvivl en sundhedsmæssig og social tragedie, som skal tages meget seriøst. Når det er sagt, og hvis man, som et relativt priviligeret medlem af den danske middelklasse, for et øjeblik flytter blikket fra dødsangsten, karantænekedsomheden og frygten for økonomisk kollaps, så er det svært ikke også at få øje på en vis ubevidst, kollektiv nydelse, der sniger sig ind i alt ubehaget omkring COVID-19.
De fleste vil nok sige, at de bestemt ikke finder nydelse i den her situation. At de ikke nyder at arbejde hjemme samtidig med at skulle passe deres børn. At de ikke nyder frygten for deres gamle mors helbred eller for at blive fyret eller gå konkurs. Vender man blikket mod Europas fattige forstadskvarterer, flygtningelejre i Libanon, slumkvarterer i Indien og Afrika, er der bestemt heller ingen nydelse at se.
Selvfølgelig har ingen af os lyst til at miste vores liv, familiemedlemmer eller eksistensgrundlag. Imidlertid definerede den franske psykoanalytiker Jacques Lacan nydelsen, la jouissance, som noget, der befinder sig hinsides lystprincippet, og som driver os mod at overskride det. Hvor lyst er bevidst og har med selvopretholdelse
