Print artikel

Nydelsen i krisen

Illustration: Thit Thyrring
Kommentar
08.04.20
Coronakrisen er en tragedie, men det er svært ikke at få øje på en vis kollektiv nydelse, der sniger sig ind i alt ubehaget omkring COVID-19. En nydelse, der blandt andet viser sig i forsøgene på at udnytte virusset til at fremstå som et ansvarsfuldt menneske, der viser samfundssind og solidaritet for samfundets svageste.

Coronavirusset er uden tvivl en sundhedsmæssig og social tragedie, som skal tages meget seriøst. Når det er sagt, og hvis man, som et relativt priviligeret medlem af den danske middelklasse, for et øjeblik flytter blikket fra dødsangsten, karantænekedsomheden og frygten for økonomisk kollaps, så er det svært ikke også at få øje på en vis ubevidst, kollektiv nydelse, der sniger sig ind i alt ubehaget omkring COVID-19.

De fleste vil nok sige, at de bestemt ikke finder nydelse i den her situation. At de ikke nyder at arbejde hjemme samtidig med at skulle passe deres børn. At de ikke nyder frygten for deres gamle mors helbred eller for at blive fyret eller gå konkurs. Vender man blikket mod Europas fattige forstadskvarterer, flygtningelejre i Libanon, slumkvarterer i Indien og Afrika, er der bestemt heller ingen nydelse at se.

Selvfølgelig har ingen af os lyst til at miste vores liv, familiemedlemmer eller eksistensgrundlag. Imidlertid definerede den franske psykoanalytiker Jacques Lacan nydelsen, la jouissance, som noget, der befinder sig hinsides lystprincippet, og som driver os mod at overskride det. Hvor lyst er bevidst og har med selvopretholdelse at gøre, så er nydelsen ubevidst og selv-destruktiv. Nydelse involverer overskridelsen af en grænse eller et forbud. Den finder sted i excessen.

Først og fremmest er det svært ikke at øjne en nydelse i, midt i den jævnt kedsommelige danske velfærdshverdag, at få lov til at være et af de priviligerede øjenvidner til den længe ventede apokalypse, som vi så mange gange har set udspille sig på det store lærred. En nydelse i at mærke historiens vingesus, for hvor mange mennesker får egentlig lov til at opleve sådan en vaskeægte pandemi i deres levetid? Det er ingen hemmelighed, at vores kultur er fuldstændigt gennemsyret af fantasier om vores egen undergang, om den så viser sig i den kristne dommedag, zombie-apokalypsen eller naturkatastrofen. Og, som allerede Sigmund Freud gjorde opmærksom på, er det, som vi siger, at vi frygter, ofte noget, som vi ubevidst nyder forestillingen om.

Den ubevidste nydelse af tanken om undergangen er indeholdt i den bevidste frygt for den. Der er måske endda ligefrem proportionalitet mellem graden af frygt og graden af nydelse. Dommedagsprofeterne, der i disse dage advarer os allesammen om, at vi snart vil komme til at ligge og dø af iltmangel på hospitalsgangene, nyder således måske egentlig ubevidst fantasien om, at den her virus bliver vores allesammens undergang, selvom de selvfølgelig ikke har lyst til, at det skal ske.

Det er også svært ikke at få øje på en nydelse, når Mette Frederiksen og Magnus Heunicke træder op på scenen i al deres magt og vælde med alvorlige blikke og fortæller, hvor slemt det står til, og at de har styr på situationen og er klar til at tage drastiske midler i brug for at beskytte danskerne (ikke alle de Andre selvfølgelig), eller når den upopulære franske præsident, der ellers uge efter uge har måttet se sig ydmyget af folket i kæmpemæssige demonstrationer, igen kan få lov at spille rollen som landsfader. Igen er der måske ligefrem proportionalitet mellem graden af fare og graden af nydelse i at beskytte mod den.

Det er også svært ikke at ane en nydelse, når befolkningen samt politikere på tværs af det politiske spektrum står i kø for at omfavne statsministeren for hendes handlekraft.  En nydelse i endelig at undslippe politikerleden, i at overskride demokratiet og suspendere den besværlige frihed for at læne sig op af den stærke leder. En nydelse i at rette ind i flok, som måske afslører en ubevidst længsel efter underkastelse, efter at blive lagt i håndjern af sådan en demagogisk, ostemadsædende landsmoder, som Kirsten Birgit formulerede det.

Når det hele bryder sammen, har vi, i Lacans vokabular, brug for troen på den Anden, på et subjekt, som vi formoder ved, hvad det her handler om, og hvor vi skal hen. Derfor er det heller ikke så vigtigt, om de her tiltag er rationnelle eller ej, om de gør en forskel, så længe de kan dække over, at der i sidste ende ikke er nogen, der ved noget som helst. For, hvis der er noget coronavirussets lynhurtige udvikling, som er kommet bag på alle eksperterne, har gjort helt tydeligt, så er det, at den Anden, garanten for viden og mening, ikke eksisterer.

Der er nok også en nydelse at spore i overskridelse af forholdsreglerne. I at holde forbudte coronafester, i at sidde tæt på bænkene rundt om søerne i København, i at gå på gaden på trods af forsamlingsforbuddet, som De Gule Veste gjorde. Der er på en eller anden måde en endnu større nydelse i at holde fest og gå til demonstration, nu hvor det er blevet sådan rigtigt forbudt.

Men det er svært ikke også at skimte en nydelse i den moralske renhed, som huserer på de sociale medier. En nydelse i forsøgene på at udnytte virusset til at fremstå som et ansvarsfuldt menneske, der viser samfundssind og solidaritet for samfundets svageste. Og særligt i at kunne hæve sig over de egoistiske hamstrere og curlingbørn, der simpelthen bare ikke kan undvære en fest. Således har vi efterhånden set mange Facebook-opslag af typen: »Til alle jer, der i disse dage sidder og drikker rigtigt dejlig rødvin med jeres dejlige venner og hygger jer helt vildt meget, vil I ikke godt lade være?« Der er en vis masochisistisk nydelse i at være den, der ofrer sig for den fælles overlevelse ved at give afkald på de uendeligt mange dejlige ting derude. Der er en nydelse indbygget lidelsen: med coronavirusset kan vi allesammen, selv alle os priviligerede danske velfærdsborgere, få lov til at være ofre.

Jeg forsøger heller ikke at hæve mig over nydelsen, for jeg har helt bestemt nydt at skrive den her tekst. Særligt med tanke på den mulige forargelse hos dommedagsprofeterne og corona-shamerne derude på de sociale medier, som måske ville mene, at der i disse coronatider kun er plads til selvhøjtidelige og sentimentale indlæg, der beder folk om at blive hjemme.

Og lider vi så egentlig så meget i vores hjemmekarantæner? Eller nyder vi dem måske også en lille smule? Er der ikke en vis nydelse i endelig bare at kunne få lov til at blive derhjemme? Social isolation er uden tvivl ubehageligt og kan medføre alvorlige psykologiske konsekvenser. Og isoleringen er nok heller ikke så let, som corona-shamerne gerne vil have os til at tro, når de skriver: »Jamen dine oldeforældre og bedsteforældre gik i krig for at redde verden, du skal blot ligge derhjemme på sofaen og se Netflix, hvor svært kan det være…« Isolering er jo rent faktisk en torturmetode. Og så er der selvfølgelig alle dem, der ikke har en sofa eller en Netflix-konto, dem der  må stuve sig sammen på få kvadratmeter og dem, der slet ikke har et hjem.

Men er der ikke, for os priviligerede medlemmer af middelklassen, en lille nydelse i at være fri for at tage i fitnesscentret, til middagsaftaler, familiefester og på tinderdates, blot for en stund? En lettelse i endelig at have en undskyldning for at kunne tage hjem fra den der obligatoriske tremåneders backpacker-tur til sydøstasien eller fra  det der Erasmus-ophold, hvor du måske ikke havde så meget the time of your life, som du ligesom føler, at du burde. Indimellem kan det være meget rart at undslippe det helvede, som er de Andre.

Så når filosoffen Slavoj Žižek skriver, at coronavirusset rammer kapitalismen lige i hjertet, så er det  måske fordi, at den ikke blot frigør os fra kapitalismens konstante arbejdspres, men også fra det, som Žižek betegner som kapitalismens nydelsesimperativ: i det senmoderne kapitalistiske samfund det er er ikke blot tilladt for individet at nyde, nydelsen er obligatorisk. Der er derfor en nydelse i at undslippe nydelsen, i at overskride påbuddet om konstant exces og selvrealisering og blive derhjemme og svælge i sine guilty pleasures.

Der er på den måde flere forskellige former for nydelse på spil i måden, som den vestlige middelklasse omgås coronavirusset på. En nydelse i at være et priviligeret vidne til den længe ventede apokalypse. En nydelse hos magthaverne for endelig at kunne være magthavere igen. En nydelse i at overskride det besværlige demokrati og finde ro i en faderfigur, som siger, hvad vi skal og må. Og omvendt en nydelse i ikke at lytte til, hvad fader siger. En nydelse i at være vagthund overfor dem, der ikke viser samfundssind. En nydelse i at undslippe kapitalismens nydelsesimperativ, en slags joy of missing out, der måske bunder i en grundlæggende længsel efter, i den påtvungne frihed, at komme hjem.

Der er en vis masochisistisk nydelse i at være den, der ofrer sig for den fælles overlevelse

Så når alle Facebook-moralisterne skriver »jeg ved godt, at det er kedeligt at sidde derhjemme, men…«, så siger de måske faktisk »prøv det, det er fantastisk«. Og når folk pynter deres Facebook-profilbillede med #StayTheFuckHome, så er det måske fordi vi i virkelig lang tid bare virkelig fucking gerne har villet blive derhjemme. Og det er det, som coronavirusset endelig giver os muligheden for: at komme hjem og at blive der. Vi nyder coronavirusset, fordi den giver os mulighed for at vende tilbage til livmoderens lunende tryghed.

Denne karantænenydelse kan måske give os anledning til at reflektere over, hvor meget vi egentlig nyder kapitalismens kredsløb af arbejde og forbrug og konstante imperativ om selvrealisering. For gad vide, hvordan danskeren reagerer, når ubehaget fra den kapitalistiske hverdag vender tilbage. Den afbrydelse, som COVID-19 har forårsaget, fungerer som en afsløring af varens illusionære tilfredsstillelse, af det faktum, at der er noget grundlæggende utilfredsstillende i kapitalismens rotteræs, og at det måske kunne være en idé i at organisere sig på anden vis. Netop derfor kan coronavirusset måske, som mange allerede har fremhævet, måske give os nogle redskaber og strategier, der kan bruges i klimakampen.

At vi ubevidst nyder coronavirusset betyder ikke, at vi ikke også tager det alvorligt og allesammen har lyst til, at det skal stoppes. Ved at fremhæve visse momenter af nydelse, der dukker op i den aktuelle tragedie, ønsker jeg ikke at bagatallisere virussets konsekvenser eller at lede opmærksomheden væk fra sagens alvor, men blot at stille spørgsmålstegn ved nydelsesdyrkelsen, der har fået sit eget liv. Det lader nemlig til, at virusset har givet anledning til en diskurs, som har løsrevet sig fra sit objekt og fået en selvstændig eksistens. En diskurs, som vi trods sagens alvor også må stille spørgsmålstegn ved. For i moraliseringen, den aggressive tone på de sociale medier og den ukritiske tro på alt, hvad Dronning Mette siger og gør, skinner der en foruroligende totalitær tendens igennem.

Jeg forsøger heller ikke at hæve mig over nydelsen, for jeg har helt bestemt nydt at skrive den her tekst. Særligt med tanke på den mulige forargelse hos dommedagsprofeterne og corona-shamerne derude på de sociale medier, som måske ville mene, at der i disse coronatider kun er plads til selvhøjtidelige og sentimentale indlæg, der beder folk om at blive hjemme.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.