Print artikel

De andres lort

Julia Kristeva er kendt for at beskæftige sig med det abjekte - det, der er afstødt og hjemløst, men samtidig en forudsætning for fællesskabet.
Essay
01.04.20
Fælleskabet hviler på eksklusion, men det fremmede og truende bliver ved med at søge imod vores kulturelle midte. Af samme grund er det ikke så overraskende, at den igangværende coronakrise har fået den danske befolkning til at rette ind som aldrig før – med statsministeren som en apolitisk landsmoder i midten.

Det sker undertiden, at jeg – og sikkert også de fleste andre - støder på en hundelort i hundelortepose, som ligger smidt på en plæne eller i rabatten ved et fortov eller en gangsti. De indpakkede lorte må nødvendigvis ende der efter et umiddelbart absurd hændelsesforløb: Hundeejer lufter hund; hund sætter sig og skider, eksempelvis i rabatten imellem fortov og cykelsti; hund rejser sig uden forlegenhed, tøffer videre med snuden i jorden; hundeejer fumler i jakkelommen efter plastikpose, klemmer grebet til snoren fast under venstre overarm, holder den utålmodige hund på plads; hundeejer trækker med højre hånd en lille blå pose fra rullen, fører rullen tilbage til lommen, tager grebet til snoren i venstre hånd; hundeejer knæler, imens hun eller han indfører højre hånd i den vrangvendte pose; hundeejer skovler den endnu varme lort op i en plastdækkede hånd og lander lorten ved med en rutineret bevægelse at trække posen sammen over fangsten. Der bindes knude. Så langt så godt. Men nu kommer det mystiske: Hundeejer betragter kort og med væmmelse posen med lorten, som hun eller han holder med to fingre i knudens sløjfe for at undgå at mærke lortens tyngde i håndfladen.

Hvilke overvejelser hundeejeren gør sig her i dette fatale øjeblik, må vi spekulere i senere. I hvert fald slipper hundeejer nu posen. Posen med lorten falder mod jorden, lander dumpt i græsrabatten. Hundeejer ser sig hastigt registrerende og let skamfuld omkring; der er fri bane. Hundeejer giver et kuskeagtigt svirp med snoren for at drive dyret fremad. Hundeejer pacer hunden og går med hastige skridt videre. Måske taler han eller hun til hunden for at distancere gerningen med sprog: - Så, Palle! (altså hvis nu hunden hedder Palle) Nu må vi vist hellere se at komme hjem, hva’!? Tilbage på scenen, hvor det lille latrinære drama fornylig udfoldede sig, ligger en blå, sirligt sammenbundet plastikpose med en stor retrieverlort i maven. Den er en underlig krydsning imellem natur og kultur – kultur rundt om natur, smidt midt i kultiveret natur – på alle måder en malplacering. Den er den borgerlige ordens og det arkaiske kaos’ bastardiserede og forkætrede afkom. Det er en borgerligt uønsket lort med en borgerligt ønsket pose udenom, men placeret uønsket midt i det ordnede, og nu er lorten fjernet fra det naturlige, og posen er fjernet fra det kultiverede. Posen med lorten er dobbeltaffald, dobbelt uønsket, dobbelt frastødende. Den har hverken plads i naturens organiske mylder af liv og død, tilblivelse og fortæring eller i menneskets differentierede orden. Den er intet andet end modbydelig.

Netop fordi disse ikke kan rummes i den borgerlige afgrænsning af det menneskelige, det ophøjede vi, udgør repræsentanterne for the abject poverty en trussel.

Jeg tror, folk smider disse poser med indsamlede lorte, fordi de i et svagt øjeblik ikke orker at beskæftige sig med lorten, efter den er indsamlet, men samtidig ikke kan bære indirekte at have forårsaget den nøgne lorts tilstedeværelse midt i samfundet. Det er naturligvis en både irrationel og umoralsk handling at efterlade lorten i posen. Havde lorten fået lov at ligge uden pose, ville naturen tage sig af svineriet. Den ville forfalde; blive angrebet af svampe, insekter og mikroorganismer, indtil den var forsvundet. Det er naturens vej. Kulturens vej ville selvfølgelig være at opbevare den indsamlede lort i posen, indtil man kom forbi en deponeringsmulighed – en affaldsspand – en aflæsningspost for den rest, der ”falder af” menneskenes verden i vores omgang med kloden.

Den bulgarskfranske filosof og psykoanalytiker Julia Kristeva er kendt for sin beskæftigelse med det, hun kalder det abjekte. Betegnelsen dækker hos Kristeva over det, som subjektet udstøder, men som ikke identificeres som hørende subjektet til: spyt, opkast, sæd, lort, menstruationsblod – dén slags. Det interessante ved det abjekte er dets hjemløshed; lorten i kummen er kommet ud af dig, men den er ikke dig, og hvad fanden er den så? Den er heller ikke verden forstået som det, der er noget andet end dig, for den kommer jo fra dit indre. Den er kun afskyvækkende: skyl den væk øjeblikkeligt. De færreste kan vel forstille sig noget mere væmmelsesfyldt end at skulle tage det abjekte, det af kroppen frastødte, tilbage: slik spytklatten i dig igen, før lort og pis tilbage til kroppen igennem dens åbninger. Hvilken perversitet, hvilken uhyrlighed.

Det er derfor, det bliver virkningsfuldt i kunsten at ændre det abjektes kosmiske status, som da Piero Manzoni i sit infamøse værk, Merde d’Artiste, fra 1961 deponerede sin lort i konsumindustriens tindåser og faldbød den til ågerpris. Siden er det greb, altså det at forskyde det abjektes kulturelle placering fra dets status som det afskyvækkende, der må udraderes, til forbrugersamfundets kommercielle midte, blevet en konvention i kunsten. Det er egentlig dybt banalt, men det synes til stadighed at være virkningsfuldt. Vi synes øjensynlig endnu, at lorten evner at true os. Det er stadig i nyere tid muligt for kunstneren at fremprovokere vrede ved at lave kødboller af egen fedtsugning eller ved at male billeder med menstruationsblod.

Hundelorten er selvsagt i familie med produkterne af menneskekroppens udskilninger. Vi giver hunden et navn og tager den dermed fra natur til kultur, men vi kalder ikke dens pis og lort for Jeff eller Fido. Det kalder vi bare pis og lort. Normalt tilhører dyrelort naturen, og de færreste af os kunne drømme om at indsamle mågeklatter eller harelorte fra plæner og stier for at smide dem i plastikposer og deponere dem i skraldespande. Det ville virke åndssvagt. Men med kæledyr er det anderledes, for vi har taget dem til os, personificeret dem og dermed berøvet dem deres status som natur. Og som kulturvæsen kan man ikke gå rundt og skide allevegne. Vi muger ud hos undulaten, tømmer kattebakken og putter hundelorten i en isblå og klinisk plastikpose. Jeg forarges aldrig over en fritliggende hundelort. Til gengæld bliver jeg borgerligt indigneret, når jeg møder dens kosmisk hjemløse halvbror, lorten i posen på stien, for hvad fanden skal sådan noget forestille? Vær dog enten en lort eller ikke en lort!

Hvis vi lidt udogmatisk tillader os at overføre Kristevas begreb om det abjekte til socialt makroniveau, kan vi bruge det til at undersøge vores fælles forkastelser. På engelsk kaldes den helt depriverede fattigdom, hvor der er fatal mangel på alt, af og til for abject poverty. Termen beskriver den fattigdom, hvor manglen på fornødenheder i både materiel og åndelig forstand medfører en afsondring fra samfundet og dermed en dehumanisering af de ramte. I den værste fattigdom er folk notorisk syge, umoralske og uoplyste. Og netop fordi disse ikke kan rummes i den borgerlige afgrænsning af det menneskelige, det ophøjede vi, udgør repræsentanterne for the abject poverty en trussel; deres kosmologiske hjemløshed medfører et enormt revolutionært potentiale. Tænk, hvis de vil erobre vores verden!?

I novellen Illum Galgebakke fra 1890 af Henrik Pontoppidan omtales en karakter, kaldet mandslingen, repræsentanterne for denne type armod som krapylet. Og det er en rammende betegnelse, for et krapyl repræsenterer både noget ikke-menneskeligt, noget afskyvækkende og noget intimiderende. Ekstrem fattigdom fører til social abjektion; krapylet mister sin plads i verden, og netop derfor er krapylet en trussel. Sådanne folk er ikke som os; de er noget andet. Den anden kan altså ved abjektion gøres til noget andet. Denne specifikke kollektive abjektionstilbøjelighed – altså tilbøjeligheden til at støde andre mennesker ud af det menneskelige og dermed ud i et kosmisk ingenmandsland -  er på den ene side dybt menneskelig og allestedsnærværende og på den anden side i sig selv ekstremt tabuiseret. Så godt som ingen vil vedkende sig tilbøjeligheden, selvom vi som art så åbenlyst er kodet med den. Vi bliver os selv ved at udstøde de andre. En oplagt forklaring på det kollektive fortrængningsbehov er vore breddegraders Holocaust-traume, som gør det umuligt for os individuelt at se vores egen udryddelsestrang for, hvad den er: et uomgængeligt anlæg, vi aldrig bør miste af syne.

Gud måtte for at bibeholde magten og den kosmiske orden støde dem fra sig i afsky. Hvad skulle han ellers gøre? Og mennesket måtte bære skammen over kødet indtil den yderste dag, og det gør vi så.

Og alligevel er vores internationale sikkerhedsorganisationer, der jo netop opstod efter 2. Verdenskrig, såvel som vores institutionstunge, liberale demokrati i store træk designet til at holde præcis dén tilbøjelighed i ave. Vi har både lært – og ikke lært – af vores nære fortid. I det nazistiske samfund blev jøderne systematisk frataget deres status som mennesker. De omtaltes eksplicit som parasitter og en trussel imod menneskeheden. At genoptage jøderne i det nazistiske samfund efter Krystalnattens ”renselse” af samfundets ariske legeme var utænkeligt under samtidens kollektive ånd. Forestillingen om samfundet som organisk legeme stod helt centralt i førmoderne samfundsopfattelser helt tilbage fra antikken. Den i øjeblikket meget omtalte tyske sociolog, Harmut Rosa, påpeger i værket Resonanz: Eine Soziologie der Weltbeziehung fra 2016, at denne førmoderne organismetanke, som den omtaltes i det 18. og 19. Århundrede, er på fremmarch i kraft af de senere års nationalistiske bevægelser.

Globaliseringsspørgsmålet i sin helhed og flygtninge- og indvandrerspørgsmålet i særdeleshed står centralt i diskussionen af, hvad og hvem der så at sige er uønskede fremmedlegemer i det nationale korpus. I en interessant parallelbevægelse ser vi et forhøjet fokus på invasive trusler imod den individuelle samfundsborgers krop i form af multiresistente baktier og vira. Den i skrivende stund højaktuelle ”kamp” imod spredningen af den pandemiske Covid-19-sygdom sætter den intime relation imellem selbst und weltverhältnis, altså relationen imellem selvforholdet og verdensforholdet, i samtiden på spidsen. Grænserne lukkes, og politiet opløser selv småforsamlinger i nationens tjeneste, mens individet styrker forsvaret med håndsprit og social barrikadering. Og imens vi udholder den forfærdelige virus, der i øvrigt sandsynligvis har rod i den utæmmede natur og er sprunget fra deres verden til vores på et monstrøst madmarked i Wuhan, styrkes fælleskabet og identifikationen imellem stat og individ, tydeligst manifesteret i statsminister Mette Frederiksens nu landsmoderlige persona.

Vi kan måske samles om at bekæmpe en eksotisk, dødbringende virus, men ellers synes massefællesskaberne og deres abjektionsvirksomhed i den nyere tids vestlige samfund at være asymmetriske og oftest stå i agonistisk relation til hinanden: nationalisme vs. globalisme, det rurale vs. det urbane, vækstideologi vs. økologisme etc. Tænk blot på det paradigmatiske skifte imellem Barack Obamas fællesskabsdiskurs og Donald Trumps ditto i 2016. Den politiske puls i det 21. århundredes modernitet synes præget af modsatrettede fællesskabsideers vedvarende og pluralistiske konflikt. Holocaust derimod var på sin vis resultatet af en accelereret social abjektionsproces, hvor de mekanismer og kræfter, der kan udfordre en overmagts udstødelsesideologi var trådt under fode. Til trods for århundreders europæisk antisemitisme var jøderne i Tyskland før den nazistiske magtovertagelse dybt integreret i samfundet, og derfor repræsenterede de ingen modmagt. Det var jødernes egne medborgere og ikke i radikal forstand de andre, der hastigt vendte sig i mod dem. Nazismens fandt altså sin syndebuk i samfundets midte og ikke i dens periferi, og udskillelsesprocessen forløb så hastigt og gennemgribende, at jøderne blev magtesløse ofre for nazismens accelererede fællesskabsmani.

Anderledes forholder det sig med eksempelvis minoriteter, der i generationer har levet under andres dominans og således organiseret sig i parallelle samfund, som nok er undertrykte, men til gengæld ikke i helt samme udstrækning magtesløse. Også folk i vedvarende abject poverty, hvor man ofte generation efter generation har levet en depriveret tilværelse i samfundets uglesete periferi, udgør noget mere og andet end den magtesløse syndebuk. Her anerkendes institutionernes og samfundsmoralens magt ikke; man lever på trods af samfundet. Om den borgerlige foragt for krapylet siger mandslingen I Illum Galgebakke følgende:

»Men hvilken Utaknemlighed er det egentlig ikke? Burde man ikke i Stedet for tage sin Hat dybt af og sige: Jeg takker dig, Broder, for alt, hvad du daglig er for mig og mine. Din Sult, dine Lidelser, dit uovervindelige Menneskehad skylder jeg den Smule Frihed, der er mig levnet. Uden dig vilde alle civiliserede Folkeslag inden hundrede Aar stønne i Slavelænker.«

Uden tilstedeværelsen af de, som repræsenterer den borgerlige ordens modsætning og som dermed udgør en ideologisk sten i skoen, bliver den ordnede verden til et undertrykkende helvede, hvor magten skalter og valter med den andens skæbne. Det er den evige kamp imellem udstødelse og genindtrængning. Fælleskabets konstituerer sig ved at støde det andet fra sig, men tvinges til gengæld vedvarende til at rekonstruere sig, fordi det udstødte trænger sig på. De, som har tabt verden, vil erobre den tilbage.

Dehumaniseringen af den anden er noget af det mest menneskelige, der findes. Vi gør alle hinanden til hundelorte i poser, og derfor er det så vigtigt, at vi holder hinanden i skak strukturelt og kulturelt. Vi har brug for det abjekte – krapylet, der truer os - selvom vi allerhelst vil udstøde og eliminere det. Både konstitueringen og moderationen af vores orden er dybt afhængig af de anderledes, de asociale, de radikale og de kontrære - de som ikke anerkender vores magtkonstruktioner, overskrider normative grænser, dekonstruerer forestillinger, forstyrrer freden og nedbryder fællesskabet - for uden dem bliver fællesskabet til helvede. Det helt ordnede fællesskab, renset for det andets monstrøsitet, kan kun realiseres med et Holocaust.

Jeg tror også, det er grunden til, at jeg altid har været draget mod de fiktionsgenrer, som er forkætrede. Jeg holder af gyset og splatterfilmen f.eks. – troldsplinterne i den kyklopiske kulturs øje. Beslægtet med disse genrer er pornoen, der eksponerer noget helt basalt, trivielt og uigendriveligt ved det menneskelige, nemlig seksualiteten, men som alligevel og til trods for den generelle pornoficering af først og fremmest ungdomskulturen stadig i sin rene form er forbundet med relativt stærke tabu. Forbindelsen imellem skam, fordømmelse og seksualitet går naturligvis tilbage til myten om syndefaldet, der jo i sig er en abjektionsfortælling. Adam, Eva og deres nyerhvervede seksualitet måtte udstødes af Eden, fordi de ved at spise frugten havde skabt en trussel mod den kosmologiske orden. De var ikke længere det, Gud havde skabt dem som, men de var heller ikke i deres egentlige natur som Gud. De var med indtagelsen af kundskabens frugt blevet det skabte og skaberen i monstrøs sammenblanding, og derfor var de, ligesom hundelorte i plastiksvøb, fanget imellem to verdener som kosmisk hjemløse misfostre.

Imens vi holder den forfærdelige virus, der i øvrigt sandsynligvis har rod i den utæmmede natur og er sprunget fra deres verden til vores på et monstrøst madmarked i Wuhan, styrkes fælleskabet og identifikationen imellem stat og individ, tydeligst manifesteret i statsminister Mette Frederiksens nu landsmoderlige persona.

Gud måtte for at bibeholde magten og den kosmiske orden støde dem fra sig i afsky. Hvad skulle han ellers gøre? Og mennesket måtte bære skammen over kødet indtil den yderste dag, og det gør vi så. Men ikke i pornoen. Den har Gud tilsyneladende i sin miskundhed tilladt mennesket som et skamløst refugium for dets liderlighed. Et interessant genreelement i mainstreampornoen er den faste konvention, at så godt som hver eneste scenes klimaks udgøres af et såkaldt cum shot, altså en optagelse hvor den mandlige (eller de mandlige) aktører i scenen ejakulerer i nærbilleder og som oftest ud over den kvindelige (eller de kvindelige) aktører i scenen.

Typisk ejakuleres der udover kvindens ansigt, mens hun med åben mund simulerer et blik og en forventningsfuld mine, der skal formidle, at hun er begærlig efter at få mandens sæd i ansigtet og i munden. Nu ved jeg ikke, om der foreligger undersøgelser af, i hvilken udstrækning dette fiktive begær er udbredt i virkeligheden. Jeg har dog svært ved at forestille mig, at næsten 100% af alle kvinder elsker at få mænds sæd i ansigtet og i munden, som det er tilfældet i mainstreampornoens repræsentation. Jeg tør således antage, at mainstreampornoen først og fremmest tematiserer et mandligt begær, og at cum shots altså er en materialisering af mandens begær efter, at kvinden skal begære hans sæd. Det er interessant, for sæd tilhører jo det abjekte. Spørg lige gutterne i omklædningsrummet næste onsdag efter håndbold om, hvor mange af dem, der synes, det er frækt lige at slikke lidt sæd op fra den våde plet efter sex eller onani, og du vil se, hvad jeg mener.

Det interessante ved sæd er så, at det dels kun er manden, der kan udskille den, og at den dels er uomgængeligt forbundet med det seksuelle. Sæden er igennem tidernes patriarkalske samfund blevet kulturelt ophøjet som selve skabelsens guddommelige substans, men Manden – og måske særligt den moderne mand - forbinder selv sin sæd med væmmelse og affaldets frastødning. Alligevel begærer han, hvis vi betragter pornoen som en medialiseret repræsentation af mandens begær, at Kvinden skal forbinde hans sæd med både vellyst og taktilt og oralt orienteret begær.

Selvom pornoen således entydigt realiserer det mandlige begær, udstiller cum shottet alligevel endnu en almenmenneskelig tilbøjelighed i omgangen med det abjekte. Kvinden, som i pornoens maskuline perspektiv repræsenterer den anden, har kun den ene iscenesatte vilje i klimaksscenen, at hun vil ham uden forbehold. Hun vil have hans seksualitet helt - med affaldsprodukt og hele svineriet (så at sige). »I want your ugly, I want your disease«, synger Lady Gaga i den alternative kærlighedssang Bad Romance. Og måske er det det menneskelige begærsobjekt sat på spidsen? Vi vil have, at den anden og dermed verden skal ville os med alt, hvad vi bringer af svigefuldhed, elendighed, pis og lort.

Hvis verden vil have os på trods af vores lort, kan vi ikke udstødes som det abjekte. Så er vi midt i det fælles; så har vi et hjem i kosmos. I pornoen kan manden iscenesætte det begær med instruktørens magt, og i lyrikken kan Lady Gaga proklamere det som program. Både I kunstens avantgarde og I populærkulturens periferi dyrker vi ofte det abjekte med nærmest fetichistisk fascination. Det, vi støder fra os, bliver – som drevet af en fysisk lov - ved med at søge imod vores kulturelle midte. Det abjekte nægter at acceptere sin status som uønsket. Men i vores daglige virkelighed har vi ikke desto mindre ligeså lidt lyst til at beskæftige os med det abjekte hos den anden, som vi har til at rydde op efter de svin, der smider hundelorte i poser rundt omkring på vores velplejede gangstier. Lorten må holdes fra livet, hvis livet skal give mening.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.