Humaniora bliver vredet ud af den offentlige samtale

Er køn en social konstruktion? Nej, siger en hastigt tiltagende andel af de mennesker – som oftest akademisk uddannede - jeg har talt med om emnet de seneste år. Køn er biologi, siger de måske så, som om biologi og socialkonstruktioner på nogen måde udelukker hinanden!? Kantinesnak, om hvorvidt kønnene kan reduceres til biokemi, gør måske ingen åndelig vinter, men fænomenet bag tendensen er bekymrende. Det er, som om de forklaringsmodeller, som humanismen har fremført med stærk offentlig virkning i den sidste halvdel af det 20. århundrede er ved at blive vredet ud af den brede offentlige opinion. Det er foruroligende. For et anslag imod humanioras bidrag som vedkommende forklaringsmodeller i samfundsdebatten er ligeledes et anslag imod humanismen i samfundet. Det er et rygstød for idiosynkrasier og opulent idealisme og en kæp i hjulet på rationalismen.

Hvis man timelapsede os, ville vi ligne de der optagelser af blomster, der på sekunder folder sig ud, krymper sammen, visner og forsvinder

»Nej, nej« tænker du måske: »rationalismens højborg er naturvidenskaben, og den trives jo særdeles fint i den offentlige debat«. Men naturvidenskaben er kun