Fornuftens kappe blev til en stålhård ramme

De essays, der skulle blive til tekstsamlingen Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, publicerede Max Weber samtidigt med, at Albert Einstein publicerede de tre artikler, der skulle danne grundlaget for relativitetsteorien. I året 1905, i hvad der skulle blive kendt som Einsteins annus mirabilis, hans mirakelår, blev forestillingen om verden som en stabilt struktureret enhed afløst af forestillingen om kosmos som et uendeligt rum, i hvilket masse og energi kan omdanne sig til hinanden. Kosmos synes med andre ord at være i meget tættere dialog med kaos, end hvad man tidligere havde vovet at forestille sig. Det på trods af at Marx og Engels i Det kommunistiske Manifest et halvt århundrede inden jo allerede havde forudsagt kapitalismen ultimative effekt på den gamle verden og dens “ærværdige forestillinger og meninger” med den prægnante sætning: »Alt, der er solidt, smelter og bliver til luft«.

Weber delte Marx’ syn på den umiddelbare uafvendelighed ved det, som i Den protestantiske etik kaldes »den mest skæbnesvangre magt i vort moderne liv: kapitalismen«. Og som det gjorde sig gældende for Einsteins relativitetsteoris forh