En duft af samfund
Labmanageren graver med en desinficeret ske i den sortgrå svamp. Svampen går let fra hinanden og hænger i trævler fra skeen, da han lægger noget af den i min hånd. Svampen er overraskende tør og luftig, som mos der har ligget indenfor. Jeg nulrer den mellem fingrene. Små myrer kravler på min håndryg og jeg børster dem væk. En større myre med et kraftigt kæbeparti kravler på labmanagerens arm. Han piller den med lidt besvær af og smider den ned til kolonien i den blå plastickasse.
Jeg er på besøg på Center for Social Evolution på Københavns Universitet. Her studerer de sociale insekter, hovedsageligt myrer. Jeg er her, fordi jeg er interesseret i, hvordan de indretter deres samfund.
Der er meget, der adskiller myre og menneske. Myrer er ikke kreative, de har ingen personlighed og de har ingen kultur. De udleder ikke betydning af mønstre og de genskaber dem ikke. Der er ingen myrehulemalerier. Deres kroppe er underlige, som taget ud af en trashy b-film om rumvæsener fra halvtredserne. De minder alligevel på trods af alle forskelle om mennesker. De har samfund, hvor de bygger huse, dyrker afgrøder og holder husdyr.
Vores ideer om, hvordan et samfund skal være,
