Det videnskabelige er politisk
Jeg sidder i et DSB-tog og forsøger at stave mig igennem den nyudkomne danske oversættelse af Donna Haraways tredive år gamle essay Situeret viden: Videnskabsspørgsmålet i feminismen og det partielle perspektivs forrang. Mens jeg støder på ene kringlede og idiosynkratisk formulerede sætning efter den anden, overvejer jeg, hvordan mine medpassagerer ville se på en sådan tekst. Hvordan ville de afkode det bombastiske sprog og ville de kunne relatere det til deres specifikke hverdag? Haraways gennemgående ‘morale’, som hun kalder den, er enkel – objektivitet og dét, som vi forstår som viden, er aldrig helt objektivt eller neutralt. Viden tager nemlig altid udgangspunkt i konkrete kontekster. Det såkaldte ‘gudetrick’, hvor man distancerer sig som vidende subjekt fra verden, fungerer ikke.
Haraways udfordringer af videnskabens gudetrick rusker dermed også op i vante forestillinger om, hvordan vi f.eks. henviser til og forstår undersøgelser og statistik i den offentlige debat. Men hvor mange forbehold for, at det objektive aldrig er helt objektivt, skal der tages, hver gang der henvises til, hvad videnskaben fortæller os? Skal vi til at tale om videnskab på en helt ande
