»Og så tilføjer jeg blomster, som livets repræsentant i det her metafysiske rum«

I Signe Gjessings værker mødes man først og fremmest af en appel til menneskets forestillingsevne. Hun dvæler kun kortvarigt ved det, der umiddelbart kan sanses, for derefter at kaste sig ud i nogle bogstaveligt talt storslåede billeder. Der er guder og galakser overalt. Helt almindelige hverdagsfænomener som kjoler og kinder sammenlignes konstant med universer og sole. Når Gjessing for eksempel skriver om noget så verdsligt som et sugerør i digtsamlingen Blaffende rum, nænnende alt, lyder det derfor: »Som nu sugerør bliver / saftevandsrosa dér, hvor saft stråler op igennem dem, bliver horisonterne verdensrosa dér, hvor vi går«. Der er en billedkraft, som hun tilsyneladende forpligter sig på at udfolde i hver eneste sætning, og som har høstet hende anmelderhæder siden hendes debutdigtsamling i 2014, og som også går igen her i 2018 med hendes første prosaværk Synet og vennen. Da ATLAS møder hende ude foran Botanisk Have, er hendes første handling også at male et billede med ord: hun peger på græsset og udbryder, at det er grønt og genfødt efter årets voldsomme sommer. For Gjessing er sådan en sætning helt normal, selv det mindste græsstrå kan altid skaleres fuld