Flagrende realisme

Omtrent halvvejs inde i den første af de to Bad Mexican Dog-noveller fra Jonas Eikas nye novellesamling Efter Solen opdager man, at der er flere virkelighedsplaner på spil end vi er vant til. Jeg-fortælleren er ikke så meget en 15-årig dreng, som han er en beach boy og bogstaveligt talt gjort af et andet stof, og den virkelighed, der knytter sig til strandresortet i Cancún, er viklet rundt om en stor sol, der dikterer den surrealistiske økonomi. Beachboyen Ginger bliver slået ihjel med de bare næver af en strandgæst, mens de andre balancerer drinks og solcreme, men ved fyraften bliver han i et orgastisk ritual manet tilbage til livet gennem drengenes udløsninger ved strandbredden. Jonas Eika skriver ufatteligt godt i Efter Solen, med tryk på begge: godt og også temmelig ufatteligt. Det burde måske være svære noveller at læse, for det er nogle komplekse narrativer befolket af mennesker med begær efter at opnå ting, som ligger på den anden side af sproget. Men prosaen er ligefrem og uden snøvlen, og situationerne opridset med en stærk visuel orientering, der samtidig giver rigeligt plads til at læseren selv kan byde ind.

Flere steder i nov