Hudens psykologi
Huden er laget mellem jeg'et og verden. Den sidste skanse, der opretholder et skel til det ydre, som truer med at indlemme jeg'et i sig. Det sker endeligt, når vi begraves og kroppen bliver ét med jorden. Men opløsningen hører ikke kun døden til, den er også angstens.
I Karen Fastrups roman Hungerhjerte optræder huden som en centralmetafor i den strøm af billeder, hun bruger til at forstå angsten. Jeg-fortælleren, Karen, beskriver sin tunge angsthud, der flagrende fører hende omkring i tågede, kolde landskaber. I angsthuden er der hungerhuller til øjnene, hvor verden vælter ind og ud i voldsomt tempo. Da ATLAS møder Karen Fastrup forklarer hun, hvorfor hun ofte beskæftiger sig med hud i sit forfatterskab: »Det tror jeg, jeg gør, fordi jeg afsøger den grænseløshed, som jo også er angstens. Følelsen af at identiteten kan blive flydende og dermed smelte sammen med konkreterne ude i verden, som jeg er så optaget af. Det, der skal forhindre den grænseløshed, er jo netop huden, fordi den er det hylster, der omgiver legemet.« Men selv denne sidste sikkerhedsinstans, identitetens yderste hinde, nedbryder angsten: »Jeg kan ikke mærke det, men når jeg ser i spejlet, kan jeg
