Bladets sendrægtige faren ned i sindet
Det spørgsmål stiller Rasmus Nikolajsen i sin nye digtsamling hvad skal vi med al den skønhed? Langdigtets metaforer findes i overflod på de 64 sider, der hver har 8 linjer med 8 stavelser. Systemisk sirlighed flettes ind i et nuancerigt efterår, hvor troper både er livgivende og udmagrende instanser på vores færd som dalende løvfald: »som et blad faldet/af et træ og siden fanget/i, eller holdt oppe af, et/andet træs grene«. Sproget er mildt, men alligevel præget af forfald, hvilket er en fin spejling af det efterår, som digtet udfolder sig i. Bagsideflappen proklamerer nemlig, at digtet er skrevet, imens bladene faldt af træerne. Denne proces fornemmer man i formens bølgende overgange, hvor digtets uafbrudthed og manglende ophold i form af punktummer giver læseren en indføring i et ultranært kosmos, der bredes ud til en større sammenhæng. Alt sammen i et spændingsfelt af skønhedens forfald: »så/sart et system er jeg, så sart/et system er Europa,/men man kan jo ikke dæmme/op for efteråret, se blot/hvor smukt ahornbladet lader/dødsangsten lyse i sig«. Det er individet, der støder ind i kollektivet; det er mennesket, der forandres af ydre såvel som indre mekanismer på sam
