Sprog er noget, der larmer
Jonas Okholm Jensens digte lyder som han selv taler. Det rablende irrationelle støder hele tiden ind i konkrete, ofte poetiske, refleksioner. Han siger selv, at han i sine tekster er interesseret i det hverdagsgroteske, »det drømme- eller døsagtige« i vores dagligdag. Ikke på en højstemt måde, snarere som en fundamental undren over alle de små, almindelige ting. »Tingene kan godt være så absurde i løbet af en dag, at man bare går og tænker what the fuck, altså. Hvis man er opmærksom på hverdagens ekstra lag, så får man det lige i knolden«, siger han grinende, da ATLAS møder ham.
Selvom teksterne i hans debut Så snart man åbner vinduet ud til den populære sol vælter årets første flue ind i rodet vel snarere er små tableauer eller situationer i kortprosa, så insisterer Jonas Okholm på at kalde dem digte. »Jeg er jo en digter! For det er jo løgn, det jeg sidder og fyrer af!«. Citaternes kursiveringer sørger han selv for, når han taler, for hans stemme driver af østjysk dialekt, der rytmisk lægger vægt på hver enkelt stavelse. I det hele taget får man nok først det fulde udbytte af hans digte, når man har hørt ham tale eller læse de
