Poesi til en rigere verden

Han ligner lidt en levedame, CA Conrad, som han sidder der med sin store krop klædt i sort. Et hårbånd med en sølvugle holder hans lange hår tilbage og trækker hans lidt spidse ansigt opad. Håret har han ikke klippet siden USA invaderede Irak tilbage i 2003, og hver morgen slår han antallet af døde i krigen op og måler det ud sit hår; så og så mange pr. centimeter, så krigens ofre på den måde er konstant nærværende for ham. »USA bomber syv lande i verden lige nu med deres droner og kampfly, og det sidste, jeg vil være, er endnu en amerikaner, der ikke ved, hvad der foregår.«

Jeg er en del af en fire dages masterclass med forfatteren CA Conrad. Vi skal lave somatiske ritualer, hvilket CA Conrad har gjort til sin digteriske praksis i løbet af de sidste 20 år.

Det startede med, at han solgte blomster i vejkanten. Fra han var otte, til han var seksten, sad han i vejkanten ved en lang lige landevej, kun omgivet af majsmarker og biler, der susede forbi. Hver dag. Her lærte han at læse. Først Emily Dickinson, som blev hans første litterære kærlighed, og så Walt Whitman, som han siden har lært at hade for hans racistiske bemærkninger i dagbøger og breve. Isolationen fik ham