Pallaksch!

»Jehova, vi svage syndere,/og engle er de, Herre, der tjener dig/Hvor evige løn, hvor salighed kroner«. Sådan skrev den purunge Friedrich Hölderlin et par år inden, han lod sig indskrive på teologistudiet i Tübingen. Ved enden af studietiden var Hölderlin imidlertid snarere blevet digter end teolog. Mødet med den tyske idealisme i skikkelse af Hegel og Schelling, hans gryende interesse for politik, læsningen af Kants filosofi og F.G. Klopstocks digtning - samt de intensive studier i antikkens filosofi og litteratur - havde nemlig sat ynglingens gudhengivenhed i parentes og trukket ham i retning af den litteratur, der især er blevet beundret og værdsat af eftertiden. Den stødte strøm af brillante tekster, som Hölderlin skrev efter studietiden, blev sat på standby, da han i 1805 gerådede i alvorlige problemer. På grund af sin tilslutning til ideen om en schwabisk republik, som ville undergrave den herskende kurfyrstes position, tiltaltes digteren for højforræderi.

Anklagen og den efterfølgende retssag forsagede et mentalt sammenbrud, der endte med, at Hölderlin i 1806 blev tvangsindlagt på Johan H.F. von Autenrieths klinik for ’vanvittige’. Diagnosen lød: »Mani som følg