Del uden helhed

Ved sin død i 1935 havde Pessoa udgivet en række avis- og tidsskriftartikler, et par engelsksprogede digtsamlinger samt det patriotiske langdigt Mensagem. Det var imidlertid de omkring 26.000 efterladte papirer, man fandt i en skibskiste på forfatterens værelse, som skulle sikre ham den plads, han i dag indtager i verdenslitteraturen.

Det, der gør disse skrifter bemærkelsesværdige, er ikke alene deres ofte formidable litterære kvaliteter, monstrøse omfang og genremæssige spændvidde (ud over dramaer, detektivhistorier, litteraturkritik og poesi, fandt man optegnelser om teologi, filosofi, astrologi og sågar en guidebog om Lissabon). Det er også alle de selvstændige forfatteridentiteter – eller heteronymer, som Pessoa selv kaldte dem – skrifterne huser. Lærde har opgjort dem til ikke færre end treoghalvfjerds; og af disse møder vi i Martin Bastkjær og Peter Poulsens digtudvalg de fire mest berømte, poetskikkelserne Alberto Caeiro, Álvaro de Campo, Ricardo Reis samt Passoa ’ham selv’.

I et notat fra 1914 skriver Pessoa: »Jeg skrev nogle og tredive digte i en slags trance, hvis væsen jeg ikke kan definere,« og afslutter: »min mester havde vist sig i mit indre.«