Så skal der drikkes!
Tidens læsninger af litteratur trækker gerne forbindelseslinjer mellem teksten og forfatteren. Mellem værket og værkføreren, om man så må sige, og det er både forståeligt og ret trættende: Denne næsten patologiske fiksering af, hvordan skriften spejler sig i den skrivende.
Derfor er det også vidunderligt at læse Omar Khayyams 33 digte, der udover den omtrent 1000 år gamle persiske poesi består af et forord af digter Peter Laugesen og et efterord af oversætter Rasmus Christian Elling.
Hvor Laugesen med sin vanlige melange af klarsyn og tågesnak er inde på forholdet mellem nutidens sprog og en dyb fortids ditto, om det første overhovedet kan rumme det andet, så forsøger Elling at indkredse, hvem Khayyam egentlig var. Hvilket trods kilder, forskning og intens opmærksomhed er uklart, og hvor linjerne mellem poeten og poesien – der i dag regnes for vægtig i iransk litteraturhistorie og har øvet stor indflydelse på vestlige forfattere – bliver så tynde, at de ikke er til at se.
Fast ligger det dog, at Khayyam blev født i år 1047 eller 1048 og brugte sit lysende intellekt inden for fysik, astronomi, matematik og filosofi, ja, var en genial polyhistor fra de
