Den jødiske Brandes

I Brandes-forskningen har Georg Brandes op til i dag primært været forstået som en såkaldt ”assimileret jøde” der mestendels distancerede sig fra det jødiske.

Denne grundlæggende antagelse forsøger jeg at gøre op med i min bog Son of Spinoza. Georg Brandes and Modern Jewish Cosmopolitanism. For det jødiske er der sådan set allerede fra starten for Brandes – uanset om denne kategori forstås som den jødiske religiøse tradition eller som en udsat minoritetskultur eller en flertusindårig civilisation, som den europæiske kulturtradition er bygget på.

Hvis man læser de allertidligste skrifter fra Brandes’ egen hånd – breve han skrev som 17-18 årig til sine forældre – da refererer Brandes sådan set hele tiden til den jødiske tradition. I den kontekst er det ikke uvæsentligt, at disse breve er stilet til Brandes’ mor, for Emilie Brandes var en meget vigtig skikkelse i Brandes’ liv.

Og i brevene er det uden tvivl netop den jødiske traditions grundsten, det kristne kalder ”det gamle testamente”, som Georg Brandes oftest refererer til. Hele tiden er historierne og de sproglige billeder herfra i spil som analogier til det, Brandes oplever og erfarer, og man mærker