Dobbeltmoralsk tolerance

Den østrigske filosof Karl Popper skrev i en fodnote i Det åbne samfund og dets fjender, at et samfund kun kan formå at være et tolerant samfund, hvis det er intolerant over for de intolerante. Ifølge Popper er belægget for dette paradoksale udsagn, at et tolerant samfund i sidste ende bliver omstyrtet af de intolerante, hvis disse ikke modarbejdes til en hvis grad.

Tolerance, understreger Popper, er ikke positivt. Noget, der tolereres er noget, der skal udholdes, og helst udbedres eller helt forsvinde.

Forestillingen om et samfund, hvor vi på trods af politiske ståsteder alle er forenet, holder sammen og hjælper hinanden, er en forestilling, som mange dyrker i Danmark. Det er velfærdsstatens eksistensgrundlag. Det lyder umiddelbart uskyldigt, men er problematisk, fordi forestillingen understreger og holder idéen om, at vi alle er lige i Danmark, i live. Det er vi ikke.

Denne ulighed kommer tydeligt til syne, hvis vi ser nærmere på, hvad der tolereres, og hvad der ikke tolereres.

Vi er tydeligvis fanget i et tolerance-paradoks.

Sugardating og stenkast

Sociale konflikter er ofte drivkraften for