Læsningens landkort

I 2013 bragede en ung og tydeligt vred dansk-palæstinenser igennem på danskernes tv-skærme i prime-time. Yahya Hassan gjorde opmærksom på, hvad der egentligt foregår derude i Aarhus V’s ghettoer, og han talte i versaler.

Hassan indvarslede en periode, hvor de danske minoritetsforfattere for alvor fik deres gennembrud på den litterære scene. Gennembruddet var ikke kun tydeligt i salget af romaner og digtsamlinger, men kom i ligeså høj grad til syne i politiske debatter og på forsider af landets aviser. De nye minoritetsforfattere blev talerør for en gruppe i den danske befolkning, som ikke særligt ofte inkluderes i de diskussioner, der omhandler dem.

Det opsigtsvækkende ved minoritetsforfatternes gennembrud er den fortolkning, forfatterne blev gjort til genstand for i relation til deres fortællinger, deres digte og ultimativt deres eget liv. Yahya Hassans digte blev ikke set som udtryk for ét menneskes erfaringer, handlinger og oplevelser, men derimod et udtryk for og en repræsentation af én gruppe: minoriteten han tilhørte. Denne underkendelse af minoriteters litterære subjektivitet betegner Felix Guattari og Gilles Deleuze som karakteristisk for en ‘Minor Literature