Print artikel

Katastrofen tillader at vi kan lade en dør stå åben for forestillinger

Illustration: Thit Thyrring
Interview
09.05.20
Med et klarsyn, der er de færreste forundt, holder Ocean Vuong den kollektive og individuelle erindring mellem sine hænder og spørger, hvornår en krig ender, når den bliver erindret fra generation til generation. Hans første roman, 'On Earth We’re Briefly Gorgeous', er blevet ventet med stor spænding. Den udkommer nu i dansk oversættelse.

Det var en perfekt efterårsdag i New England for halvandet år siden. Solen skinnede, og det særligt intense løvfald for dén region var lige begyndt at sætte ind. Grønne, røde og gule grene hang ned over villavejenes tunge elledninger. Jeg var rejst fra Boston til Amherst, hvor den amerikanske forfatter Ocean Vuong bor og underviser på universitetet. Vuongs hus ligger for enden af en vej ud til grønne skove og bakker, få gader fra det hus, hvor Emily Dickinson, en af Vuongs mange inspirationskilder, boede hele sit liv. Vi sad i Vuongs stue, hvis store vinduer vender ud mod en svulmende have, og talte om hans første digtsamling Night Sky With Exit Wounds, der havde placeret ham på den amerikanske litterære stjernehimmel, om hans første roman, som han var ved at være færdig med, om USA i 1960’erne, psykoanalyse og om Vuongs eget forhold til den litteraturarv, han skriver fra. I hans nye roman, On Earth We’re Briefly Gorgeous, bliver forholdet til de store forfattere, Vuong er så inspireret af, da også indirekte nævnt: »Jeg flygtede fra min lorte-high school for at tilbringe dagene i New York fortabt i stakke af biblioteksbøger hvor jeg læste obskure tekster af afdøde mennesker der nok aldrig havde forestillet sig at et ansigt som mit skulle svæve hen over deres sætninger.«

Vuong selv ligner måske ikke en typisk forfatter til The Great American Novel, men On Earth We’re Briefly Gorgeous var en af de mest omtalte og roste bøger i USA sidste år. Den blev solgt til oversættelse i en lang række lande, inden den overhovedet var udkommet, og The Washington Post satte den på listen over de ti bedste bøger i 2019. Nu udkommer den så på dansk på Politikens Forlag.

Jeg troede, jeg skulle mødes med Vuong igen i København denne sommer, når hans roman var udkommet her, men fastnaglede som vi nu er til de steder, hvor vi bor, taler vi i stedet sammen over FaceTime. Den dag for halvandet år siden, mens vi sad over for hinanden i hans stue, parafraserede han den kinesiske tænker Lao Tzu, da han sagde, at kunstnerens rolle er at gå til kanten af samfundet og menneskeheden, stirre ud i afgrunden, se hvor vi er på vej hen og så vende tilbage og anbefale et bedre hierarki. Med udsigt til at tale med Vuong igen, har jeg tænkt meget på den sætning. For lige nu lever vi, som vi aldrig har levet før, og vi opdager, at vi kan vænne os til situationer, vi ikke engang kunne have forestillet os. Det er næsten som om, vi alle står ved kanten af samfundet, mens ingen af os kan se, hvad der er forude. Derfor spørger jeg ham med det samme, om han ikke vil gøre os alle den tjeneste at gå hen til afgrunden nu og sige, hvad han ser.

Jeg tror, at vi på et metaforisk plan går en tur på kirkegården lige nu.

»Faktisk tror jeg, der er en blanding af Heidegger og Lao Tzu på spil, når jeg tænker på den situation, vi står i,« siger han. »Når Heidegger taler om dasein, taler han om idéen om, at vi må være tilstede i øjeblikket, at det er der, den sande eksistens finder sted. Og da Heidegger blev spurgt, hvordan man opnår det, svarede Heidegger: ’Gå en tur på kirkegården.’ Jeg tror, at vi på et metaforisk plan går en tur på kirkegården lige nu, eftersom vores kortvarige tid her på jorden, vores dødelighed, bliver konfronteret og ikke kun på et individuelt, privat plan.«

Ifølge Vuong kan en krise være en anledning til at glemme, hvordan vi normalt opfatter vores bekymringer og sorger som private og singulære. Og idet vi tør udtrykke vores sorg, uanset om den deles af andre eller ej, bliver nye udtryksformer mulige:

»Når folk dør på hospitaler, på hospice eller derhjemme, og når begravelser er private, så sker det helt afsondret, men her har vi at gøre med en kollektiv fortvivlelse. Jeg tror, lyspunktet her er, at dette bringer os sammen om noget. Vi forstår alle, at der er fare tilstede, det behøver vi ikke afsløre for hinanden. Når vi oplever private tab, er vi bange: ’Åh, jeg vil ikke nævne min depression, jeg vil ikke nævne min sorg, tabet af min mor, far, bedstemor eller ven, for jeg vil ikke bebyrde jer andre.’ I normale tider er der en social kontrakt, som vi er bange for at bryde, og på den måde lever vi følelsesmæssigt isoleret. Men katastrofen tillader, at vi lader en dør stå åben for forestillinger om patos og følelsesmæssig forståelse, og det kan vi blandt andet formidle gennem kunsten. Jeg tror, at når vi får lov til at sørge og føle fortvivlelse som kollektiv, så er vi på en eller anden måde mindre flove over at afsløre, at vi elsker kunst. Som kultur er vi stadig flove over at elske og læse poesi, fordi det virker dekadent og selvoptaget, måske endda umandigt, altså ikke-maskulint. Så jeg tror, at bruddet på denne sociale kontrakt om at holde det hele inde er en virkelig god mulighed for at se, hvor vi kan være på vej hen.«

Der er måske en mulighed for, at kriser som denne kan gøre os mere åbne og modtagelige, mindre isolerede fra hinanden, men Vuong indrømmer også, at der ikke er nogen garanti for, at denne slags forandringer i vores kollektive adfærd er varige eller som sådan fundamentale: »Det er svært at sige, hvordan verden vil forandre sig. Jeg er sikker på, den vil forandre sig, men spørgsmålet er, om det er til det bedre, eller om det kun vil vare et par år, ligesom da poesien blomstrede op efter 9/11 og efter valget af Trump. Poesi og kunst kan blomstre i et par år, og så kan vi vende tilbage til en mere overfladisk orden igen.«

Hvad skal vi gøre af erindringer, hvis vi ikke kan glemme?

On Earth We’re Briefly Gorgeous er opbygget af et paradoksalt præmis: Fortælleren i bogen fortæller sin mor deres fælles livshistorie, selvom han ved, at moren ikke kommer til at læse bogen. Et gennemgående tema i romanen er det voldelige og det maskuline, som den lille dreng møder, mens han vokser op og begynder at forstå det amerikanske samfund mere og mere og dermed glider bort fra sin mor. Romanen drejer sig især om drengens første kærlighedsforhold til Trevor, som elsker at ryge joints rullet i Oxycontin, er vred og lever alt for hurtigt og får tæsk af sin far. Fortælleren forklarer, hvordan hans  egen mor måske nok jævnligt slog ham som barn, men understreger også, at der findes en anden slags vold, en maskulin, forbitret og særegent amerikansk vold, der er nedarvet fra fædre til sønner, siden landet blev grundlagt. »Han var kun ni men mestrede allerede den dialekt der var forbeholdt forbitrede amerikanske fædre,« skriver Vuong på et tidspunkt, da romanens fortæller er blevet overfaldet af en flok større drenge i skolebussen.

Men hvorfor denne optagethed af maskulin vold, spørger jeg Vuong. Hvorfor denne gennemgående analyse af netop maskulinitet som noget, der kan forgiftes fra generation til generation?

»Jeg tror, det er et produkt af en undersøgelse af den kultur, jeg lever i. USA er grundlagt af fædre. Og jeg tror, at denne undersøgelse har handlet om at undersøge det, Roland Barthes ville kalde den nationale myte. Hvis vi betragter enhver national myte, vil vi indse, at den altid er en form for propaganda. Myten om de fædre, der grundlagde USA, er at de var sådan nogle faderlige, vise, gamle mænd, som var helt ufejlbarlige, men når man graver dybere, indser man, at de var fulde af fejl. De ejede slaver og var brutale over for deres koner og elskere. Forgiftningen var der fra begyndelsen. Hvordan kan man kalde det en god historie uden at undersøge dens oprindelse?«

Vuong, der i sit forfatterskab indædt fremfører, at erindring ikke kun tilhører den enkelte, men derimod nedarves gennem generationer, bruger altså de myter, USA er opstået fra, til at forstå, hvad landet gennemgår i dag. For ifølge Vuong informeres vi ikke kun intellektuelt, men også følesesmæssigt og i hverdagens sorger og glæder, af disse kollektivt nedarvede myter:

»Jeg er ikke interesseret i at sige, om USA er et godt eller dårligt land. Men jeg tror, at hvis vi skal forestille at skabe en verden, der er værd at leve i, er vi nødt til at se vores lands historie i øjnene. Og sandheden er, at det hele begyndte med Manifest Destiny (et begreb, der opstod i 1800-tallets USA, og som var baseret på en tro på, at det var Guds vilje, at kolonisterne skulle sprede sig over og indtage hele det nordamerikanske kontinent, red.), som er blevet drevet frem gennem en maskulin myte: ’Hank op i dig selv, flyt vestpå, plant dit flag, gør krav på dit eget stykke land, skab en familie, lav dig nogle efterkommere og din egen slægt. Men alt måtte fjernes på deres vej for at udleve denne drøm, denne falske drøm, de indfødte amerikanere, træer, enge og skove. Og jeg tror, man kan fornemme forgreningerne af denne grundlæggelseshistorie på et mikroniveau, når man ser, hvordan mænd opfører sig i det her land. Mænd er jo heller ikke bare fremstillet som helte i min roman. Selv en hvid mand som Trevor lider under denne kraft, og mit spørgsmål er, hvad er årsagen til, at en hvid dreng forsøger at bryde ud af sin arv? Hvad er grunden til, at han siger: ’Nej, dette er skadeligt for mig’? Kan han forråde sit miljø, hvad vil det sige at bryde ud, at finde og skabe en ny vej for sig selv, når man er en hvid dreng, der nægter sin egen arv?«

Her stopper Vuong, og jeg får anledning til at spørge ham, hvad man skal gøre, hvis nationale myter virker for abstrakte for nogen til at forstå på et mikroniveau? Og hvad skal man gøre med hukommelsen, hvis man ikke bare skal udviske den?

»Myter opstår, fordi erindringen og den handling, det er at huske, ikke er blevet udført påpasseligt og grundigt nok. Jeg tror, at erindring som aktiv handling stadigvæk er underudviklet i denne nation og måske i alle nationer. I lang tid havde vi ikke adgang til viden, vi havde ikke internettet, vi åbnede en skolebog om historie, og det kunne lige så godt have været biblen; hvad end der stod deri måtte være sandt. Så på en tidslinje over udviklingen i USA er vi stadigvæk virkelig unge, når det kommer til erkendelsen af, hvem vi er. Jeg tror også, det er derfor, Donald Trumps credo er så kraftfuldt: Make America Great Again

Jeg tror ikke politisk korrekthed har gjort os ret mange tjenester, når det kommer til god journalistik og fælles erindring.

Her peger Vuong altså på, at myter om USA's fortid er yderst præsente i nutidens politiske landskab. Groft regnet holder halvdelen af den amerikanske befolkning fast i myten om deres storslåede skæbne, manifesteret i deres identitet som netop amerikanere. Men Trumps credo om at bringe det storslåede USA tilbage, indeholder ifølge Vuong en typisk fejl, man kan begå, når man erindrer kollektivt:

»Make America Great Again performer hukommelse, forsøger at ligne hukommelse, men i virkeligheden er det et hukommelsestab. For hvis du spørger, ’hvor er igen?’, er der ingen, er kan fortælle dig det. Hvor er dette igen, hvilken del af det var storslået? Hvornår var det godt? Måske svarer de 1950’erne, det var efterkrigstiden, vi besejrede Hitler, vi kom stærkt tilbage. Men når man betragter 1950’ernes Amerika, er det ét stort kaos. Der var borgerrettighedsopstandelser overalt, og sorte mænd og kvinder blev stadig overfaldet. Så hvem var det godt for? Hvem var det storslået for? På den måde er denne slags erindring fuld af huller, og jeg tror, det er fordi, et sådan credo af nostalgi slet ikke er erindring. Det er performativ erindring, snarere en falsk drøm end en egentlig undersøgelse. Så jeg vil sige, at erindring som en aktiv handling, erindringens projekt, er at sætte noget sammen igen, der er blevet skilt ad. At reparere de amputerede lemmer, at sætte kroppen sammen igen. Det projekt er vi stadig i gang med.«

Her får jeg lyst til at protestere lidt og spørger Vuong: Hvis man betragter erindring fra et psykoanalytisk perspektiv, ville man så ikke sige, at både individuel og kollektiv erindring aldrig er fejlfri? Ville den kollektive indsats for at arbejde aktivt med erindring ikke altid være en magtkamp, der handler om, hvem der får lov til at definere, hvad den ’rigtige’ erindring er?

»Jo, det har du ret i. Jeg tror bare, at vi lige nu har en større chance for at gøre det rigtigt nu, fordi vi har bedre teknologi, og vi har dagspressen og internettet. Og især nu med arkivet som fænomen, og fordi vi som dyreart har opfundet biblioteker, fordi vi vidste, vi ikke kunne holde på det hele selv. Om 200 år kan nogen se på The New York Times og få en fornemmelse af denne historiske tid. Så nu er det op til os at sørge for, at det, der bliver skrevet, er grundigt. For at huske bedre må vi være retfærdige og grundige i nutiden. Erindring er ladet af nutiden. Så hvis vi kun skriver den ene side af historien lige nu, så vil man se tilbage til denne tid om 200 år og ikke få et klart overblik. Så det er en interessant cyklus, og det er en magtkamp. Hvis vi gør arbejdet dårligt lige nu, så svigter vi fremtidens versioner af os selv. Så det er en konstant menneskelig kamp, men jo flere mennesker, der er klar over det, des bedre bliver vi forhåbentlig til det. Vi er stadig i gang med dette projekt, og jeg ved ikke, om vi vil klare os godt eller dårligt, men vi bør være opmærksomme på det, både i fiktion og litterære værker, men også i journalistikken.«

I kontroversen om politisk korrekthed virker det nogle gange som om, der foregår nogle kampe, der i bund og grund handler om retten til at gøre krav på en historie eller et perspektiv som den eneste rigtige historie. Dette spørger jeg Vuong om. Om vi må acceptere, at erindring aldrig kan være perfekt, men at vi altid kan forsøge at blive bedre til at huske i fællesskab?

»Ja. Jeg er meget mistænksom over for ensidige fortællinger, og jeg tror ikke politisk korrekthed har gjort os ret mange tjenester, når det kommer til god journalistik og fælles erindring. For vi er så bange for at gøre noget forkert, at vi ikke risikerer en grundig undersøgelse. Vi risikerer ikke empati og medfølelse. Det er svært, og det er også svært for mig at se på de mennesker, der stemmer på Trump, og ikke se en stor, farlig masse, der ønsker sig at skille sig af med mennesker som mig selv. Men jeg ved også, at jeg voksede op med de her mennesker. Jeg voksede op i mere landlige områder, ikke en metropol som for eksempel New York, så jeg så disse mennesker, og jeg så hvordan de kæmpede. Meget af dette er et spørgsmål om klasse, og noget vi ikke taler om, er at kapitalismen er den ultimative undertrykker af både sorte og hvide. Og jeg tror, at når vi begynder at opdage alle de komplekse skæringspunkter, indser vi, at der er mange grunde til, at folk er så vrede. Og når mennesker er vrede, leder de efter syndebukke, hvoraf hudfarve er den letteste at gå efter, fordi den er synlig. Den er lige foran ens øjne. Men når vi undersøger tingene ordentligt, opdager vi, at det egentlige problem er, at menneskers liv og levebrød er på spil, og at deres reaktion meget menneskelig. Martin Luther King blev ikke slået ihjel, før han begyndte at tale om, at hvide og sorte fattige amerikanere burde organisere sig sammen. Jeg skal ikke kunne sige, om det var derfor, han blev slået ihjel, der er mange teorier. Men det var i hvert fald ikke før, han begyndte at tale om, hvordan kapitalismen er en ødelæggende kraft i alle amerikaneres liv, at han blev slået ihjel.«

At spise sukker på kanten af katastrofen

Kort efter, at Trump-administrationen begyndte at tage udbredelsen af Covid-19 alvorligt og sendte millioner af amerikanere i karantæne i deres eget hjem, lagde Ocean Vuong en række stories på Instagram. På overfladen handlede serien af billeder og de små stykker tekst ikke så meget om den verdensomspændende krise, vi står midt i, eller om kollektiv erindring. Faktisk handlede de om majsbrød. Alligevel var der noget meget vuongsk over majsbrød-historien, et luftigt indblik i det verdenssyn, han lever og skriver fra. Og en demonstration af, hvordan livet kan blive rigere, når man åbner øjnene for erindringers egentlige kompleksitet.

Vuong fortalte i billedteksterne, hvordan han som teenager havde arbejdet i Fastfood-kæden Boston Market. Han elskede majsbrødet, de solgte der, og hver dag sneg han et stykke majsbrød ned i lommen af sit forklæde og spiste det i et kosteskab, så hans chef ikke skulle opdage det lille tyveri. Hemmeligheden bag det usædvanligt lækre majsbrød, fortæller Vuong, var at fastfood-kædens opskrift på majsbrød bestod af 50% majsbrød-ingredienser og 50% vanillekageblanding. Følelsen af at have kage imellem sine hænder, når man troede, man havde brød, er en gave, skriver Vuong i en af billedteksterne: »You felt like the world was opening up a vision of kindness when it was only another small lie mixed into a big bowl, which lead to a brief feeling of triumph.«

Da jeg genlæser On Earth We’re Briefly Gorgeous falder jeg da også i løbet af de første sider over en passage, der drejer sig om en lignende erfaring. I passagen i bogen beskriver fortælleren den første bog, han elskede: En børnebog om en pige og hendes bedstemor, der med udsigten til en voldsom storm beslutter sig for at bage en kage i stedet for at lukke vinduerne eller hamre brædder for dørene. »At bage en kage i stormens øje: at give sig selv lov til at spise sukker på kanten af katastrofen,« slutter passagen om børnebogen, der gjorde så stort et indtryk. Vuong flygtede til USA fra Vietnam med sin familie som to-årig og voksede op med sin mor, der var traumatiseret af krig og vold, og igennem hans forfatterskab bearbejdes denne erfaring igen og igen. Således drejer hans roman sig da også især om, hvordan den flygtede familie forsøger at falde til i USA og blive rigtige amerikanere, mens moren og bedstemoren stadigvæk har krigen boende i kroppen.  Blandt mange andre spørgsmål, stiller romanen dette spørgsmål: »Hvornår ender en krig? Hvornår bliver jeg i stand til at udtale dit navn og få det til at betyde kun dét og ikke alt det du har lagt bag dig?«

Dette barn, der er flygtet til et nyt, men også voldeligt land, er altså meget fascineret af kagebagning med udsigten til en storm. Og selvom vi er midt i katastrofen lige nu, bager Vuong en kage og deler det på Instagram. Men hvad skal det hjælpe at bage og spise kage midt i en katastrofe? Hvad er det for en impuls, udover at flygte fra realiteterne med en smule sanselig nydelse?

»Forfatteren til den børnebog, jeg taler om i min roman, hedder Patricia Polacco. Hendes familie er russiske immigranter, der flygtede under Anden Verdenskrig. Jeg vidste ikke dette om hende, da jeg læste bogen som barn, men da jeg fandt ud af det, stod det klart for mig, hvorfor jeg var så tæt knyttet til bogen dengang. Der er noget surrealistisk upraktisk og absurd ved krig eller ved en krise som denne. Du ved, en pandemi som denne her er næsten ufattelig, og det kræver en ufattelig reaktion. Jeg tror, at lysten til at bage en kage, noget så dekadent og nyttesløst over for den lurende fare, virker så kraftfuldt for mig; at afvise den sunde fornuft og i stedet forsøge at skabe en lille fornemmelse af nydelse. Det er et oprør mod, hvad det er meningen vi skal gøre som dyreart, hvilket er at holde os selv i live, og jeg tror der findes en visdom i det.«

Vuong er en forfatter, der insisterer på at holde livets største og mindste erfaringer op over for hinanden, og han forstår, hvordan traumer, uanset om de er individuelle eller kollektive, kan ændre betydninger af hverdagens simple, sanselige erfaringer. Med den punkterede illusion om idyllen ved det søde brød, han har bagt, går Vuong på sin Instagram videre til at tage billeder af et majsbrød, han bager. »May the cake inside you recognize the cake inside me,« afslutter han historien om sit madeleine-kage øjeblik med det særligt lækre majsbrød. Og over for mig afslutter han forklaringen om kagebagningen i sin egen roman:

»I børnebogen er der denne fornemmelse af, at hvis barnet og bedstemoren ikke havde oplevet, hvad det vil sige at være flygtninge, så havde de måske forsøgt at barrikadere sig og hamre skodderne til. Men fordi de er gennemtrængte af en destruktionshistorie, så tror jeg godt de ved, at de er hjælpeløse. Man kan løbe, når bomberne kommer, men når de falder, vil de udslette alt inden for rækkevidde. Derfor virker beslutningen om at bage en kage som en virkelig klog beslutning på en virkelig underlig måde.«

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.