Trivialitet og fællesskab

Det sker engang imellem, at en digter bliver eksplosivt interessant af grunde og i kredse, der langt overskrider det traditionelt litterære. I Danmark var udgivelsen af Yahya Hassans første digtsamling et eksempel på en sådan overskridelse, som afslørede, at man egentlig ikke behøver at tale om digte for at tale om digte. På lidt samme måde er både begejstringen for og kritikken af den canadiske digter, Rupi Kaur, som i disse år sælger digtsamlinger i nærmest uhørte oplag verden over, også med til at fortælle en meget vigtig historie om, hvordan vi inddeler litteraturen i bestemte kategorier, og hvor ukomfortable vi bliver, når disse bliver overskredet. Og så viser fænomenet Rupi Kaur, hvor komplekst og potentielt modsætningsfyldt, kulturforbrug bliver i de sociale mediers æra.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke OK med det«, fortæller Kaur, da hun i et interview til amerikanske PBS bliver spurgt, hvordan hun har det med betegnelsen ’Instagram-digter’. »Mange af læserne er unge kvinder, som oplever meget virkelige ting, og de er ikke i stand til at tale om dem med for eksempel familie eller venner, og så går de til denne slags poesi for at føle sig forståe