Der er håb i ikke at deltage i verdens meningsløshed
»Hvis man vil skrive, kræver det, at man isolerer sig selv,« siger den amerikanske forfatter Ottessa Moshfeghs stemme. Hun sidder i Los Angeles, og jeg sidder i København, der er 9.000 km imellem os, så det at vi taler sammen igennem hver vores computer skyldes selvfølgelig snarere dét, end at COVID-19 gør de fleste fysiske møder umulige i øjeblikket. Alligevel er denne omstændighed til stede imellem os fra begyndelsen af samtalen som et tilløb eller en tøven, og ligesom alle andre samtaler lige nu, kommer denne selvfølgelig også til at handle om det på et tidspunkt.
Men først taler vi om Moshfeghs roman, My Year of Rest and Relaxation, som netop er udkommet på dansk. Romanen, der følger en ung kvinde, som beslutter sig for at isolere sig selv og sove i et helt år, er nemlig underligt og ufrivilligt aktuel lige nu.
Romanens unge, kvindelige fortæller bor alene i en stor lejlighed i New York, som hun har råd til takket være sine rige, følelseskolde og i øvrigt afdøde forældre. Hun har dog vendt sit New Yorker-liv med dets hurtige selskabsliv og karriere ryggen, og i stedet har hun isoleret sig i sin lejlighed på fuld tid. Hendes projekt er at sove så meget so
