Print artikel

Der er håb i ikke at deltage i verdens meningsløshed

Interview
16.04.20
Der er så meget tid til at tænke lige nu. Enten kan vi udnytte tiden i isolation og se det som en spirituel oplevelse og en enestående mulighed, eller vi kan forsøge at gøre os selv følelsesløse ved hjælp af internettet.

»Hvis man vil skrive, kræver det, at man isolerer sig selv,« siger den amerikanske forfatter Ottessa Moshfeghs stemme. Hun sidder i Los Angeles, og jeg sidder i København, der er 9.000 km imellem os, så det at vi taler sammen igennem hver vores computer skyldes selvfølgelig snarere dét, end at COVID-19 gør de fleste fysiske møder umulige i øjeblikket. Alligevel er denne omstændighed til stede imellem os fra begyndelsen af samtalen som et tilløb eller en tøven, og ligesom alle andre samtaler lige nu, kommer denne selvfølgelig også til at handle om det på et tidspunkt.

Men først taler vi om Moshfeghs roman, My Year of Rest and Relaxation, som netop er udkommet på dansk. Romanen, der følger en ung kvinde, som beslutter sig for at isolere sig selv og sove i et helt år, er nemlig underligt og ufrivilligt aktuel lige nu.

Romanens unge, kvindelige fortæller bor alene i en stor lejlighed i New York, som hun har råd til takket være sine rige, følelseskolde og i øvrigt afdøde forældre. Hun har dog vendt sit New Yorker-liv med dets hurtige selskabsliv og karriere ryggen, og i stedet har hun isoleret sig i sin lejlighed på fuld tid. Hendes projekt er at sove så meget som muligt, og for at hjælpe dette på vej, konsulterer hun en håbløs psykiater, der udskriver en masse beroligende medikamenter. Den eneste person, hun ellers omgås med, er hendes bulimiske veninde Reva, der kommer forbi og taler om sig selv og ellers finder sig i at blive sparket til af fortælleren, som grundlæggende afskyr hende. Begge unge kvinder er tilsyneladende overvældede og ulykkelige over den verden, de lever i, men kun romanens fortæller har taget konsekvensen af det.

På én måde kan det soveprojekt, romanen kredser om, læses som en parodi på de strategier for selvforbedring, som den vestlige kultur svømmer over af i disse år. Ideen om, at man kan ændre så meget på sin livsstil, at man bliver et bedre menneske og mere lykkelig, er allestedsnærværende i disse år. Men soveprojektet lader sig alligevel ikke læse som en simpel vrængen. Fortællerens plan om at sove i et helt år er også et eksistentielt eksperiment og et råb om hjælp, et sidste forsøg på at blive ved med at være i live, for som hun selv rationaliserer: »Sådan vidste jeg, at søvnen virkede: Jeg blev mindre og mindre knyttet til livet. Hvis jeg blev ved, tænkte jeg, ville jeg forsvinde helt og komme til syne igen i en helt ny skikkelse. Det var mit håb. Det var drømmen.«

Det er det, livet handler om

Siden hendes store gennembrud med romanen Eileen, er Ottessa Moshfegh i medierne ofte blevet fremhævet som ophavsmand til en række lettere kaotiske og provokerende udtalelser. Da hun var nomineret til Booker-prisen for Eileen, blev hun i The Guardian citeret for, i en artikel med overskriften, Eileen started out as a joke – also I’m broke, also I want to be famous, at hun som en slags fuckfinger til litteraturbranchen havde skrevet hele romanen efter en »latterlig« bog ved navn The 90-Day Novel af Alan Watt. Hun forklarede, at hun vidste, at hun havde talent, men at bogbranchen var fyldt med »idioter, der tjener millioner«, og for at kunne leve af at skrive, besluttede hun sig for at spille efter reglerne. Og eftersom hun blev nomineret til Booker-prisen, virkede det tydeligvis.

Men litteratur er ikke en vittighed for Moshfegh. Faktisk er litteratur lige så dødsensalvorlig for hende, som livet tilsyneladende er det. Mens man læser My Year of Rest and Relaxation fristes man til at læse den som lige dele parodi og vrængen af den absurde verden, vi lever i, men dens alvor og sorg er alligevel ufravigelig. Moshfegh vil gerne have, at man i lyset af romanens alvor også forstår den som håbefuld.

»Det grundlæggende dilemma i hjertet af denne historie er, hvorfor skal man fortsætte med at leve? Altså hvorfor?« spørger Moshfegh og fortsætter: »Jeg mener, når ens mor, som karakterens mor gør, tager et valg om ikke at leve længere, så er det meget stærk indflydelse på livets paradigme: Man kan træffe et valg om ikke at leve. På ethvert givet tidspunkt. Så hvorfor fortsætte med at leve, hvis man ikke kan lide det? Ikke at det er en bog om selvmord. For mig er det en bog om at lade sig selv hele og at finde ressourcer inde i sig selv til at få livet til at give mening. Det er det, livet handler om, punktum, og det er derfor vi har brug for kunst til at beskrive de ideer. For altså vi går jo ikke rundt og taler om det hele tiden,« og så begynder hun at grine højt, »…altså, hvis vi brugte al vores tid på at spekulere på, om vi skal blive ved med at leve, hvem skulle så pumpe gas på benzintanken eller male tagudhængene på vores huse? Livet ville begynde at føles virkelig, virkelig banalt og kedeligt.«

Selvom jeg forstår det, Moshfegh siger, er jeg alligevel ikke overbevist om, at der er særlig meget håb i hendes fortælling. I hvert fald ikke håb i en form, jeg kender. Romanen, der strækker sig over et år fra 2000 til 2001, slutter ikke, så vidt jeg kan forstå, med at karakteren endelig ’bliver lykkelig’.

Romanen slutter derimod d. 11. september 2001, da fortælleren går ud for at købe en ny videoafspiller, så hun kan optage nyhedsdækningen af World Trade Centers to brændende tårne. Hun vil nemlig gerne igen og igen kunne se på de mennesker, der springer ud af vinduerne for ikke at blive kvalt af røgen: »Jeg så videobåndet om og om igen for at berolige mig selv den dag. Og jeg ser det stadig, som oftest på en ensom eftermiddag, eller når jeg ellers tvivler på, at livet er værd at leve, eller når jeg mangler mod, eller når jeg keder mig.« Hver gang hun ser videobåndet derefter, fokuserer hun på én faldende kvinde, hvis ene sko falder af og sakker bagud i forhold til hendes meget tungere krop: »Dér er hun, et menneske, på vej ned i det ukendte, og hun er lysvågen.«

Da jeg spørger Moshfegh, hvordan man kan forstå romanens slutning som håbefuld, er den faldende kvinde central. »Jeg ser to stadier af slutningen,« siger hun. »Det første stadie kulminerer med, at hun besøger et museum og rører ved et maleri. Det er en måde at gøre oprør med det, hun troede var helligt, og dermed indse, hvad der er helligt for hende. Og det er selve tilstedeværelsen af hendes eget sind og det at være i live. At vi ikke skylder vores forfædre noget på en bestemt måde i form af forpligtelser i det liv, vi lever lige nu.«

Det er altså den første komponent af det håb, Moshfegh skriver om: at det måske kan lade sig gøre at grave ind til et sted i sig selv, hvor nogle af virkelighedens mest vanvittige sider eller meningsløse hierarkier sorteres ude, så man på en grundlæggende måde kan sætte pris på, at man er i live, og at man har et sind, der er ens eget. »Og så er der de sidste par sider, som finder sted 11. september, og altså, det er en meget kompliceret form for håb,« fortsætter Moshfegh. »At blive inspireret til at leve livet mere fuldt ud, fordi man bevidner hundredevis af andre mennesker dø. For mig gav det genlyd på en meget kraftfuld måde, både som forfatter til de sidste par sider, men også ved at have oplevet det, altså faktisk at have set det ske i realtid, at efter så lang tid i hendes lejlighed, hvor hun har brugt tiden på at sove eller se de samme film på VHS igen og igen, at her er der noget, der sker lige nu og her, som bærer den ultimative mening. Det er livet, der er på spil, altså jeg mener, man ser et andet menneske træffe beslutningen om at dø i stedet for at blive indenfor og lade sig kvæle ihjel af den giftige røg. Disse mennesker accepterede deres egen dødelighed i det øjeblik og traf deres sidste beslutning om at dø på en måde, der var det modsatte af at blive kvalt ihjel. Og jeg ville gerne have min karakter til at se det og derefter betragte hende reagere på det, fordi jeg følte, det ville få hende til at vågne op og se hvor ødsel, hendes egen depression er.«

For Moshfegh selv er det tilsyneladende en ufravigelig præmis, at verden, vi lever i, er absurd og næsten udelukkende uretfærdig og brutal. Derfor er håb for Moshfegh kogt ned til det basale budskab, at det trods alt kan betale sig at være i live.

Grunden til, at der går så mange fjolser rundt

En klog ven har engang sagt til mig, at god litteratur for ham ikke bare er at møde noget, han kan genkende, men derimod at møde noget, han er overrasket over at genkende. Nogenlunde sådan kan mødet med Moshfeghs litteratære karakterer også føles. Fortælleren i My Year of Rest and Relaxation skaber måske nok en ekstrem situation for sig selv, men fremmedgørelsen og afskyen over for andre mennesker og deres opfattelse af, hvad lykke er, kan også på en ubehagelig måde være meget genkendelig.

Moshfegh har i tidligere interviews raset over, at kritikere og anmeldere fokuserer på, at hendes roman- og novellekarakterer er udpræget usympatiske. Hun har især hånet, hvordan visse journalister har været interesserede i at finde ud af, hvordan hun dog har fundet på at skrive så hadefulde, grimme og usympatiske karakterer. Men i stedet for at svare direkte på disse spørgsmål, har Moshfegh insisteret på, at de er udtryk for »sexisme og idioti«.

For Moshfegh selv er det tilsyneladende en ufravigelig præmis, at verden, vi lever i, er absurd og næsten udelukkende uretfærdig og brutal. Derfor er håb for Moshfegh kogt ned til det basale budskab, at det trods alt kan betale sig at være i live. Derfor er dommen over hendes karakterer som chokerende eller sensationelle ifølge hende et udtryk for et voldsomt mangel på perspektiv. »Vi lever i en verden, hvor massemordere bliver genvalgt, og alligevel bliver en usympatisk kvindelig karakter opfattet som stødende,« har hun blandt andet sagt til The Guardian.

Jeg undlader at fortælle Moshfegh, at jeg er en af de kritikere, der i mangel på bedre ord har kaldt fortælleren i My Year of Rest and Relaxation »ond«. I mit stille sind er jeg taknemmelig for, at hun ikke kan læse dansk, men jeg er også stadig i tvivl om, hvilket ord jeg ellers skal bruge. Jeg spørger hende, om hun synes det er sexistisk at kalde fortælleren i My Year of Rest and Relaxation for usympatisk eller ligefrem ond:

»Ja. Det gør mig virkelig rasende, at folk læser mine ting og tænker, at denne karakter er ond,« og jeg kan næsten høre hende spytte af raseri, da hun fortsætter. »Det er et meget uansvarligt brug af ordet ’ond’. Denne kvinde har befundet sig i et sandt helvede ved at leve i en kultur, der ser hende som et objekt. Hendes forældre har aldrig elsket hende, og så er de fucking døde. Jeg er meget ked af at sige det, men hvordan i alverden skal du ellers reagere på dét end ved at erklære: ’Jeg vil ikke være med mere.’ Jeg synes, det er meget modigt af hende, at hun forsøger at hele sig selv i stedet for at gå ud og simpelthen slette sin forstand. Det er det, rigtig mange mennesker gør, hvilket er grunden til, at der går så mange fjolser rundt – fordi de er blevet traumatiseret og ikke har haft en chance for faktisk at hele efter det. Så det er virkelig let at betragte tingene overfladisk og bare blive ved med at bidrage til systemet. Det gør min karakter ikke. Hun modarbejder systemet. Så måske vil nogle mennesker sige, at en kvinde, der modarbejder systemet, er ond, og jeg synes, de mennesker er virkelig fucked up

Jeg føler mig en smule ramt, men fortsætter alligevel forsigtigt med at foreslå, at den måde, hun behandler sin såkaldte veninde Reva, vel godt kan opfattes som forholdsvis usympatisk. Også det har Moshfegh et svar på. »En måde at læse denne roman på er meget politisk. Meget sociopolitisk. Vi har en tendens til at gøre de, der virker privilegerede, til skurke. Så vi gør fortælleren til en skurk i hendes forhold til Reva, fordi Reva så tydeligt er den underlegne. Men i stedet for at hun var datter af en jødisk middelklassefamilie fra Long Island, kunne vi have fundet på, at hun var ud af en fin slægt og datter af en far, der var en højtstående politiker og en mor, der var kongreskvinde, og så ville vi måske opfatte det, at hun banker på fortællerens dør og behandler hende som en hjælpeløs baby, på en meget anderledes måde. Reva er også fuldstændig selvoptaget, afhængig af andre og needy og fuldstændig blind for, hvad hendes veninde kæmper med. Min eneste pointe er, at det er let at gøre den overlegne person til en skurk.«

Isolation som en ny begyndelse

Mens jeg har talt med Moshfegh har det vist sig, at der ikke bare er én, men flere svimlende paralleller mellem verdenssituationen lige nu og det eksistentielle eksperiment, Moshfeghs roman handler om. På den ene side fremstiller romanen fortællerens selv-isolering som grundlæggende meningsløs. Den absurde psykiater, der giver fortælleren sovemedicin, som om det var slik, og bruger en masse floskler til at retfærdiggøre det, fremstår som en giftig parodi på lægevidenskabens korrupte forhold til medicinalindustrien. Hun er én streng, der styrker det meningsløse ved hele situationen. En anden streng, der understreger meningstabet, er fortællerens nihilisme og misantropi, hendes had til andre mennesker. Men ifølge Moshfegh er selve det at nægte at deltage i den verden, der har ødelagt hende, et udtryk for et første skridt hen imod et egentligt, autentisk håb.

Der er håb i ikke at deltage i verdens meningsløshed. Og som Moshfegh siger om den kollektive selv-isolering, mange af os står i lige nu: »God litteratur kan kun opstå, hvis man graver dybt ned i sig selv, og jeg tror, at når man gør det, kan man komme til at opdage, at man har fortalt sig selv nogle ting, som ikke er sande, måske i et forsøg på at beskytte sig selv fra nogle ting, man måske ikke rigtigt kan håndtere. Der er så meget tid til at tænke lige nu, og vi kan enten udnytte denne tid i isolation til virkelig at komme i forbindelse med os selv og se det som en spirituel oplevelse og en enestående mulighed, eller vi kan forsøge at gøre os selv følelsesløse ved hjælp af internettet og forsøge at leve i et eller andet virtuelt rum, hvor alting bliver formidlet for os.«

I øjeblikket flyder de sociale medier og medierne i øvrigt (hvis der da stadig er en væsentlig forskel på de to) over med gode råd til, hvordan man skal vende karantænen til en frugtbar situation. Der er endeløse guides til, hvordan man eksempelvis kan blive mere produktiv, skrive og læse mere og eksempelvis se de film eller udforske de hjørner af verden, man i hverdagens travlhed ikke rigtigt har tid til at beskæftige sig med. Men der er noget ved Moshfegh og hendes roman, den dødsensskarpe alvor og dens spørgsmål om livet generelt, der giver hendes ord en særlig tyngde lige nu. Og hvis man kan give slip på nogle af de ting, man er blevet hjernevasket til at tro om, hvad lykke er, kan man måske også bruge denne tid til at finde håb i former, man ikke ellers kendte.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.