Print artikel

Ikke et ord fra lasten

I slutningen af 1920’erne rejste Zora Neale Hurston til Mobile Bay i Alabama for at finde frem til de sidste overlevende vestafrikanere fra Clotilda - det angiveligt sidste skib, der sejlede slavegjorte til USA.
Kritik
07.02.20
Kolonihistorie er præget af en ulige repræsentation af kilder, en næsten fuldkommen tavshed fra de koloniseredes stemmer. I en ny bog, hvis udgivelse har været over 90 år undervejs, rådes der bod på det.

Under dækket på smuglerskibet Clotilda sad 110 vestafrikanere stuvet sammen. Én af dem hed Oluale Kossola, og ligesom sine medfanger sad han nøgen, tøjet var taget fra ham. Årstallet er 1860, mere end halvtreds år efter den transatlantiske slavehandel var blevet forbudt. På trods af dette havde plantageejeren Timothy Meaher sendt den tomastede skonnert afsted for at smugle slavegjorte arbejdere til Mobile Bay i Alabama. Som dækhistorie stod der i skibets journal, at det skulle til Sankt Thomas i det daværende Dansk Vestindien for at sælge tømmer.

På kysten, hvor skibet var ankommet, stod der bygget nogle barakker, såkaldte barracoons, her blev et par hundrede vestafrikanere holdt fanget. Meahers planer med Clotilda var begyndt som et simpelt væddemål, der gik ud på, om han på trods af forbuddet fra 1808 kunne fragte afrikanske slaver til Alabama og undgå at blive hængt. Man mener i dag, at Clotilda var det sidste skib, der sejlede slavegjorte over Atlanten til USA. Det gør Kossola til det sidst kendte tilfælde af et menneske der overlevede overfarten. Alene på “mellempassagen” over Atlanterhavet anslår man, at op mod to millioner afrikanere mistede livet, imens den transatlantiske slavehandel stod på.

I skibet ligger der en historie om afslutningen på omkring tre hundrede års fragt af mennesker til Amerika. Denne historie forsøger antropologen Zora Neale Hurston at fange i sin bog Barracoon: The story of the Last ”Black Cargo”, der er baseret på interviews med Kossola, der siden var kendt under det mere amerikanske navn Cudjo Lewis. Bogen blev oprindeligt skrevet i 1920'erne, men er først blevet udgivet sidste år.

Deres historie er dokumenteret gennem utallige regnskaber, auktionsoptegnelser og protokoller fra slavehandlere, købmænd eller plantageejere, mens antallet af førstehåndsberetninger er forsvindende lille.

Når man arbejder med kolonihistorie i dag, er man overladt til kolonimagtens kilder og historiebøger. Stemmerne fra de mange millioner slavegjorte afrikanere er ikke at finde i arkiverne. Om de omkring 13 millioner, der blev transporteret under dækket mellem 1450 og 1900, ved vi derfor stadig meget lidt. Deres historie er dokumenteret gennem utallige regnskaber, auktionsoptegnelser og protokoller fra slavehandlere, købmænd eller plantageejere, mens antallet af førstehåndsberetninger er forsvindende lille. For som Hurston skriver i sin bog: »All these words from the seller, but not one word from the sold. The Kings and Captains whose words moved ships. But not one word from the cargo.« Ikke et ord fra lasten.

I forsøget på at bryde med den ulige kilderepræsentation har historikere og antropologer gennem tiden forsøgt at finde nye veje til disse stemmer. Da stemmerne ikke blev nedskrevet, forsøger man i stedet at finde frem til dem gennem oral historie. Det kan blandt andet være ved at undersøge sange, folkefortællinger og traditioner blandt efterkommere.

I slutningen af 1920’erne rejste Zora Neale Hurston til Mobile Bay i Alabama for at finde frem til de sidste overlevende vestafrikanere fra Clotilda. Hurstons fire bedsteforældre var selv født i slaveri, og hun vidste, at deres historie og deres erfaringer ikke var nedskrevet, og i et kapløb mod tiden forsøgte hun (og andre samtidige) at optage og nedskrive så mange som muligt af de mundtlige fortællinger, der endnu fandtes blandt de overlevende fra hendes bedsteforældres generation.

I løbet af få år omkring Zora Neale Hurstons besøg i Mobile Bay blev der optaget og nedskrevet op mod tre tusind vidnesbyrd fra tidligere slavegjorte, de såkaldte slave narratives. Vidnesbyrd er en genre der har sin berettigelse, da den kan bruges til at fremskrive stemmer fra for eksempel flygtninge og andre minoriteter, der ellers kun bliver talt om og ikke med.

I Mobile Bay mødte Hurston vestafrikaneren Oluale Kossola, der nu gik under navnet Cudjo Lewis. Efter slaveriets ophævelse havde han etableret byen Africatown sammen med omkring 30 andre vestafrikanere fra smuglerskibet Clotilda. Hen over et par måneder interviewede hun Lewis for at indsamle hans personlige vidnesbyrd. Hans fortælling var enestående: Som 19-årig var han blevet fanget, indespærret i barakkerne på kysten og snart solgt til Meahers smuglerskib sammen med 109 andre vestafrikanere:

»We stay here in de barracoon three weeks. We see many ships in de sea, but we cain saa so good ‘cause de white house, it ’tween us and de sea.

But Cudjo see de white men, and dass somethin’ he ain’ never seen befo’. (...)

When we ready to leave de Kroo boat and go in de ship, de Many-costs snatch our country cloth off us. We try save our clothes, we ain’ used to be without no clothes on. But dey snatch all off us. Dey say. ‘You get plenty clothes where you going’.’ Oh Lor’, I so shame! We come in de ‘Merica soil naked and de people say we naked savage.«

Efter ophævelsen af slaveriet opstod der en række mindre landsbyer og samfund, hvor de tidligere slavegjorte nu forsøgte at skabe en ny måde at leve på.

Da Cudjo Lewis ankom til Meahers ejendom ved Mobile Bay, Alabama, blev han sat i arbejde ombord på et skib, der sejlede med tømmer. Hans liv som slavegjort stoppede først seks år efter, ved afslutningen på den amerikanske borgerkrig. Selvom Cudjo Lewis' vidnesbyrd var enestående, kunne Hurston ikke få sine interviews udgivet i 30’erne, blandt andet fordi de var skrevet fonetisk, så læseren kunne høre Lewis' dialekt. Det var imidlertid vigtigt for Zora Neale Hurston, at Lewis' stemme ikke skulle redigeres, og derfor er det først i 2018, 91 år efter deres samtaler fandt sted, at Cudjo Lewis' historie udkommer som bog.

Allerede før Zora Neale Hurston tog til Africatown for at finde de sidste overlevende fra Clotilda, var Cudjo Lewis en kendt skikkelse i offentligheden. Efter den amerikanske borgerkrig forsøgte vestafrikanerne først at skaffe penge til at rejse hjem til Afrika. Men der var ingen hjælp at hente, og billetterne var for dyre. I stedet opkøbte de en smule land og etablerede en lille by, de kaldte Africatown. Her forsøgte de at skabe deres eget lille paradis. Efter ophævelsen af slaveriet opstod der en række mindre landsbyer og samfund, hvor de tidligere slavegjorte nu forsøgte at skabe en ny måde at leve på. I Africatown valgte man sine ledere og opretholdt en række af deres stammers traditioner, og talte blandt andet de oprindelige vestafrikanske sprog indtil 1950’erne. Cudjo Lewis var indtil sin død en af Africatowns talsmænd, og flere journalister havde været forbi byen og skrevet en smule af hans historie ned. Africatown blev anset for at være et billede på både en “oprindelig” afrikansk kultur og på en sort selvstændighedsbevægelse.

I modsætning til andre kendte vidnesbyrd fra folk som Frederick Douglass, Olaudah Equiano, Sojourner Truth og andre tidligere slavenarrativer i USA, var Cudjo Lewis født og opvokset i Afrika. Alene af den grund er hans vidnesbyrd særligt. Med udgivelsen af Lewis’ vidnesbyrd bliver hans fortælling introduceret som historien om et liv i slaveri. Derfor overraskes man, når han fortæller langt mere om sit liv i Afrika før tilfangetagelsen og om livet i USA efter slaveriets ophævelse. Kun få sider i bogen handler om mellempassagen og tiden indtil slaveriet blev ophævet. Samtidig virker det også overraskende, at hans historie ikke handler om frigørelse, modstand og oprør. I stedet portrætterer han en livslang ensomhed, desorientering og et brændende ønske om at komme tilbage til »de Affica soil«.

I sin selvbiografi Dust Tracks on a Road fra 1942 fortæller Zora Neale Hurston, at Lewis' beretninger var dem hun havde sværest ved at ryste af sig: »my people had sold me and the white people had bought me. That did away with the folklore I had been brought up on – that the white people had gone to Africa, waved a red handerkerchief at the Africans and lured them aboard ship and sailed away.«

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.