At træde ind i maskinen
Man skal ville det, det skal man, man skal ville lade sig føre med. Eller det vil sige, først tror man, det er nemt. En drabsafdeling, en kommisær Pedersen, et mord. Vi er helt med på formen. Men så et skift. »Tingene skulle kordineres med presseafdelingen i Københavns O måne skin mig sølv men lyv om min alder«, og jeg stopper citatet før punktummet, for ellers kunne jeg lige så godt blive ved, bare citere og citere og lade det stå for sig selv.
Men altså. Blokke af tekst centreret på siden, nogle tekster korte á en side, andre lidt længere. Slutningen er altid markeret af kategorier. Fx »stilstand, Prolog, Ungategorized«. Forrest i bogen findes et indeks. Måske sigende er det de to kategorier stilstand og uncategorized, der har flest sidehenvisninger. Sigende fordi stilstand synes både helt forkert og helt rigtigt. Forkert fordi der virkelig er knald på, sætninger der bevæger sig helt frigjort af syntaks, med det tilsyneladende formål at skride fremad i nye betydninger og billeder. Rigtigt fordi det på mange måder er denne stilstand, der tillader bogens stemme at være udknaldet i den grad de er. Fx den her tekst, citeret i sin helhed.