Som var de et spejl af os selv

»Teater skal betyde noget. Det må aldrig blive ligegyldigt,« blev jeg engang fortalt af en ung skuespillerspire. Om det så var på professionelt plan eller amatørniveau, det betød ikke noget, sagde hun. Så længe man kan mærke, at dem der står på scenen har noget på spil.

Det ’noget’ fornemmer man i hele kroppen, når man sidder på tilskuerrækkerne i Det Røde Rum, den lille og eksperimenterende scene ved Det Kongelige Teater.

Hvad end det er Shakespeares passionerede sonetter i nyt liv og læderlook i forestillingen Sonetter, eller Christina Hagens digte om den hvide, unge kvindes møde med alverdens farvede mænd på en jordomrejse i White Girl – ja, så er der noget på spil for skuespillerne, der står oppe på deres lille scene kun en håndsrækning fra publikummet på første række.

Det Røde Rum åbnede i maj 2011 i Skuespilhuset. Meningen var at skabe et eksperimenterende og kreativt rum for både Det Kongelige Teater og for dansk teater generelt. Det Røde Rum skulle være et lidenskabens teater – deraf navnet. Som de selv beskriver det i deres manifest: »Vi vil skabe et teater, som er kropsligt, sanseligt og legefuldt, hvor den levende skuespiller og det