Sjisjkin og den gule taxa

I foråret havde jeg fornøjelsen af at akkompagnere den russiske forfatter Mikhail Sjisjkin og hans højgravide kone på tværs af avenuerne i Manhattan. Anledningen var litteraturfestivalen PEN World Voices, hvor Sjisjkin var inviteret til at læse op ved åbningsarrangementet i Cooper Union. Her underholdt han kollegaer som Salman Rushdie, Earl Lovelace, Jamaica Kinkaid og de andre trehundrede tilhørere, der var dukket op den forårsaften. Sjisjkin leverede og brillerede.

Det gør han også i den på dansk nyligt udkomne Brevbogen fra forlaget Batzer & Co. Bogen er en brevudveksling mellem kæresteparret Volodjenka og Sasjenka, hvis veje skilles i en årrække, da han sendes i krig, mens hun må vente hjemme. De tidlige breve bærer præg af en ungdommelig optimisme, der aftager, efterhånden som krigens rædsler trænger sig på, og de to brevskrivere møder voksenverdenens realiteter. Brevene bliver en form for snapshots fra to meget forskellige liv, hvor nedslagene bevæger sig mellem fantasi og virkelighed. Gennem brevene skildres barndommen, de fælles minder, dagligdagen og tankerne om fremtiden. Mens Volodjenkas breve fra krigen bliver mere og mere dystre, skriver