Når tung lyd gør godt
Det er fortid; Jenny Wilsons ubekymrethed; de fikse rytmer, den klare stemme og videoer med dansende sko. Hendes seneste udspil er godt – mørkt og til tider vredt. Det bevæger sig næsten i retning M.I.A.s politiske aggressive udladninger. Wilson er tydeligvis helt klar over, at intet kan tages for givet og at tilværelsen indeholder kamp. Hendes seneste personlige kamp mod brystkræft har sat sine spor – i både hende og i hendes musik. Måske ikke så underligt eftersom hun aldrig har været nærig med sit privatliv – og derfor heller ikke i sit seneste udspil skelner mellem det professionelle og det personlige. Sidste mandag spillede hun på Østre Gasværk. CPH:DOX var arrangør. Eventen startede med en kortfilm, hun havde skabt i samarbejde med instruktøren Daniel Wirtburg. Smukke naturbilleder tilsat en hærget søgende Wilson, dér, midt i vildnisset. Slutteligt drager hun mod horisonten på hesteryg med fine strimler af guldglimmer vejrende i vinden. Jeg ved ikke helt, hvad den film skulle – den har været tilgængelig i lang tid på nettet og er ikke noget mesterværk. Men måske satte den en stemning, der var vigtig for Wilson. Og det er vel også helt ok. Det var jo hendes aften. Filmen b
