Mød redaktionen: Alexander Rich Henningsen

Hvad synes du, der mangler mere af i det danske medielandskab?

Jeg synes, der mangler noget som er lidt mere dybdegående og langsomt og som ikke nødvendigvis fortæller nyheder, men fortæller relevante historier grundigt. Der er jo det her med det famøse opskruede tempo, som alle snakker om. Der tror jeg, de traditionelle medier kan tilbyde folk noget, som de gerne vil have, ved at gå i en anden retning og ikke have et fuldstændigt opgearet newsroom, hvor de sidder og skal opdatere liveblogs hele tiden. Det synes jeg, der er for meget af. Der er nogen, der skal lave det, men der er for meget af det. Der tror jeg, man kan bruge ressourcerne bedre. Vi kan måske bruge vores ressourcer bedst ved at lave noget langsomt. Og noget, der rammer noget andet end alle andre. Vi har nogle alternative vinkler på de samme historier som mange andre medier skriver om.

Er der en ATLAS-artikel som har været særlig svær eller spændende at skrive, eller som du har været særligt stolt af?

Jeg skrev et personligt essay for nogle år siden som handlede om mine egne problemer, da jeg var yngre, med min egen krop og spiseforstyrrelser. Det var en svær tekst at skrive, men der var et rum for, at jeg kunne skrive om det her. Det var jeg rigtig glad for, fordi jeg syntes det fortalte en historie om, at man som en privilegeret, velfungerende, heteroseksuel, meget typisk mandetype, også kan have kæmpet med den slags i sin tidlige ungdom. Den hed ”Alt er lidelse. Også mad”. Det er den tekst, jeg har været mest glad for, af dem jeg har skrevet på Atlas. Der var et eller andet forløsende over, at man kunne få lov til det: at fortælle noget, som lå én så meget på hjerte. Det er nogle år siden, men det syntes jeg var med til at vise for mig, hvad det kan, det her magasin. Hvad kan det være for et frirum. Det kan jo ikke altid være hjerteblod, det man skriver. Men det var det der, og det er meget af det, vi laver – det er fordi der er et eller andet mellemværende med stoffet, hvor det jo så på en måde nærmer sig noget kunstnerisk.

Den slags tekster kalder vi nogle gange litterær journalistik. Det er en del af den ’New Journalism’ tradition, hvor forfattere skriver journalistik. Det har man dyrket rigtig meget i andre lande, og det prøver vi så at være den danske repræsentant for. Vi har holdt skrivekurser, hvor vi har snakket om det her, og jeg har anbefalet folk at læse de gamle travere som Joan Didion, Tom Wolfe og Gay Talese, for at vise, hvor fed noget journalistik kan være. Joan Didion skrev jo sine ting i 60’erne, og vi læser det stadigvæk, og det kan stadig sige os nogle ting. Der er jo ikke ret meget journalistik, som man læser 60 år senere. Det er en høj barre at sætte, men det skal man. Den skal derop at sidde.

Hvad læser du i din fritid, når du læser af lyst?

Jeg er jo sådan lidt gammeldags med, at der er nogle klassikere, jeg synes, man skal læse. På Atlas kommer der jo meget nyt litteratur ind ad døren, så i min fritid prøver jeg at nå at få læst nogle gamle bøger, fra gamle dage, som ligesom har overlevet tidens tand. Moby Dick, for eksempel. Eller Virginia Woolfs To the Lighthouse. Ellers læser jeg The Economist, hvis jeg bare skal have et eller andet tørt nørdestof om hele verden og deres økonomier rundt omkring. Det elsker jeg at læse i min sommerferie. Hver gang jeg skal ud i lufthavnen, så køber jeg The Economist, fordi det passer godt til den internationale stemning, man er i når man rejser. Det er sådan en rigtig lufthavnsting – det gør jeg altid.

Hvis du skulle vælge et emne eller en disciplin, som du gerne ville vide mere om, hvad skulle det så være?

Mine egne følelser, ville jeg gerne kende lidt bedre. Det lyder måske underligt, men hvis man bruger meget tid på at tænke og rationalisere og ræsonnere i sit arbejde og sit liv generelt, for det er meget sådan vi er her, så kan jeg godt blive forbavset over ting der sker inde i mig selv, som jeg ikke har forstået før langt tid efter. Det med at kunne forstå sine egne følelser bedre, er jo et arbejde alle nok har, hele tiden. Men der synes jeg nogle gange, jeg opdager, at det kunne jeg godt blive bedre til. Uden at det skal være sådan noget navlepillende pseudopsykologi, så synes jeg alligevel at det er vigtigt det med at reflektere over: hvad sker der inden i mig lige nu? Det er enormt svært at være i kontakt med mine egne følelser. Det kunne jeg godt tænke mig at blive bedre til.