Helt nede på bunden

Der er mørkt i svenske Kristian Lundbergs nye roman En hjemby. Fortællingen om at færdes gennem klassemørket, der netop udkommet i en dansk oversættelse. Meget mørkt. Det er et »klassemørke«, hvor en fattig og halvamputeret familie, bestående af en enlig mor og en bunke børn, er tvunget ned på knæ, økonomisk, socialt, og i ét af børnenes tilfælde - fortælleren Kristian -også seksuelt. 

I en affaldsinficeret lejlighed, hvor snavs og ophobede tallerkener er den eneste udsigt fra køkkenvinduet, og hvor en psykisk syg mor manisk skriver breve til Oluf Palme og socialkontoret i en blind tro på, at »alt bliver godt igen«, er Kristian helt nede på bunden. Dér, i klassemørket. Det sted, man ikke rigtig kan komme væk fra:

»Tegnet på hvilken klasse man tilhører, er som ravneklør, indgroet i skuldrene« 

Man er et objekt for andre, for pantefogeden, der ikke kan finde noget af værdi i lejligheden, og for »caloribøssen«, som har et køleskab fuld af guldøl og chokolade, han beredvilligt deler ud af, så længe Kristian og de andre unge drenge betaler med deres kroppe. Vareudvekslingen har en højere pris end det rent kødel