Folketribunalet mod hipsterismen
Det var vel svært helt at frasige sig en rem af huden: Antallet af Facebook ’likes’ begyndte allerede at blomstre i ugerne inden udgivelsen fra folk, der sjældent åbner en tryksag med andre årsager end at have noget at bryste sig af, når de konverserer på HarboBar eller Mesteren & Lærlingen og hovedsaligt bedømmer et kulturelt initiativ ud fra sammensætningen af gæster til receptionen – og om drikkevarerne er gratis. Før nogen havde læst magasinet, var det allerede hypet, og da det endelig udkom, var det selvfølgelig lanceret stort alle de rigtige steder. Magasinet Københavner var virkelig flot, som sådan noget jo som regel er, når de rigtige folk laver det. Men allerede før man åbnede det, havde man måske en vis trodsreaktion, og da det i Politiken blev anmeldt negativt for firsernostalgi og indforståethed med Ditte Gieses trods alt ret sobre anmeldelse, nikkede man måske lidt med hovedet.
I snakken rundt omkring på barer og i korridorer blev der hvisket forsigtigt og med skadefryd om et magasin, der måske var så hipt, at det var helt yt.
