Er Libanon den næste dominobrik?
Israel nævnes ofte som Mellemøstens eneste demokrati, men det er naturligvis ikke sandt, selvom man udelader lande som Tyrkiet og Irak.
Også Libanon har på sin egen kaotiske måde længe haft en demokratisk tradition, der har svinget frem og tilbage i takt med borgerkrig og fremmede magters tilstedeværelse i det lille, men vigtige land. Siden slutningen af borgerkrigen i 1989 har spillereglerne været fastsat via den såkaldte Taif-aftale, der efter valg har fordelt magtposterne til landets forskellige religiøse minoriteter efter et indviklet system – det konfessionelle – der knapt kan betegnes som særlig repræsentativt, men som dog til en vis grad har afholdt Libanons altid simrende konflikt fra at eksplodere ved at fordele magtpositionerne i det libanesiske samfund 50/50 mellem kristne og muslimer.
Derfor har Libanon også indtil videre holdt sig mere eller mindre fri af den bølge af frihedskamp, der strømmer over Mellemøsten i øjeblikket; de har det jo, mere eller mindre, og lidt protester og lidt ballade drukner i mængden: I Libanon er der altid ballade og protester. Det er en slags livsstil, og dissens er noget, man spiser til morgenmad.
Spørgsmålet er imidlert
