El Camino

En lang historie kort. El Camino rocker for vildt. Man bliver glad i låget og får lyst til at drikke whiskey, og så har en rockplade i denne skribents optik nået sit mål. Der er som altid med The Black Keys godt glimt i øjet, og i producerstolen har Danger Mouse denne gang sat sig bedre igennem. Efter bare en enkelt gennemlytning ligner El Camino en værdig arvtager til sidste års Brothers. Den plade kan man vist godt investere i.

Og læs så anmeldelsen på Pitchfork - sådan skal en pladeanmeldelse skæres. Man kan (med rette) argumentere for, at Pitchfork udgør et diktatoriske og ekstremt aggressivt indie-fort i musikjournalistikken med deres forhippede kærlighed til folksy mandefølelser på banjo og med fuldskæg. Men - og det er ikke noget lille men - deres skribenter kan skrive røven ud af bukserne på musikpressen. Hør fx denne sætning om Danger Mouse: "everything's a goddamn spaghetti western with this guy." Det er i liga med Nick Tosches og Klaus Lynggaard, og så bliver det ikke meget bedre. (Kunne vi selv gøre det ligeså godt ? Ja naturligvis : hvis vi have tiden og midlerne (bilder vi os i