Det strejfer rundt og glimter
Det starter med kærlighed. Måske i hvert fald. Den første sætning tyder på at være et blik, der med forelskelsens måben, kigger på sin elskedes øjenlåg: »Jeg vil aldrig kunne sætte folderne på dine øjenlåg / i orden«. Forelsket eller overstadigt forundret bevæger de her digte sig rundt i de højeste og laveste luftlag. De små detaljer i øjenlågene bliver til faldskærme, der folder sig ud for jegets blik. Det er storslået, men det bliver også for enormt og næsten for poetisk ladet, når »vi læsser faldskærme af på tidens knæ / morgenstunder og stjernestunder«.
Det er lidt det samme, der sker, når »handskerummet bliver kastet ud i himmelrummet« og universet og hverdagen mødes igen, når »planeter stryger hul i vores kropssprog som glemte strygejern«. Det kosmiske forbindes direkte ned i hverdagsgenstande, men jeg har ikke den samme fornemmelse som læser. Digtene synes interesserede i at fjerne skellet mellem, ja, handske- og himmelrummet. Men hvad er det for et jeg, der kan tage alle de her ting på sig? Det er et anderledes jeg, end man har set i meget andet dansk samtidslitteratur. Måske i virkeligheden e
